Den de andre ikke vil lege med
Skrevet af
NoOne41
Jeg er en mand på 39 år.
Siden jeg var barn har jeg lidt af OCD. Mine kompulsive træk er heldigvis kun trikotillomani (trække hår ud) og dermatillomani (pille i sår og hudflager). Jeg har også lidt mani med at checke om ovnen er tændt inden jeg forlader hjemmet og går nogle gange hjem igen for at sikre mig den er selvom jeg godt ved den er slukket.
Det der plager mig mest er de obsessive træk. Jeg lider af tvangstanker. Jeg får skrækkelige ideér i hovedet ud af det blå om at gøre skade på andre mennesker og slås konstant med at minde mig selv om at det blot er tanker og ikke lyster.
Til tider har jeg måtte gå fra middage fordi jeg får uønskede tanker om pludseligt at gøre andre omkring bordet fortræd. Stikke dem med en kniv ud af det blå uden grund. Jeg har også pædofil OCD. Dvs at jeg får samme ubehagelige tanker om pludselig at kunne gøre et barn fortræd. Ikke fordi jeg har lyst til det overhovedet. Det er en angstlidelse.
Jeg er ofte nødt til at tjekke det ikke er tilfældet. Jeg kan bruge timevis på at se film og dokumentarer der handler om vold og misbrug for at minde mig selv om at jeg ikke er en psykopat. Ingen forstår det. Der er et sted jeg kan snakke om det og det er hos min psykiater. Alle andre ville tro at jeg er fuldstændig sindssyg for at have den slags tvangstanker.
Mange i min situation ender med at begå selvmord fordi de aldrig kan blive forstået. Det er utroligt nemt at blive overbevist om at hvis man får den slags uønskede tanker er det fordi man er et skidt menneske. Det er jeg altså ikke.
Jeg tager antidepressiva og går til psykiater for at prøve at lære at forstå det og det har taget mange år før jeg har lært at være så ærlig omkring det som jeg har idag. Hele min barndom og mit voksenliv hidtil har jeg troet at jeg var en slags psykopat.
Jeg håber at jeg kan møde forståelse fremfor fordømmelse her. Men hvis det ikke er tilfældet forstår jeg det godt. Det er ikke alle der kan håndtere det.
- Carsten