Symptomer
Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith
Antallet og typerne af tvangstanker og tvangshandlinger i forbindelse med OCD er ret begrænsede og kan inddeles i de følgende større grupper:
- Forurening/smitte med snavs og/eller bakterier. Den efterfølgende tvangshandling er at vaske sig. Personerne kan bruge mange timer hver dag på at vaske sig, tage bad eller gøre rent. De kan prøve at undgå mulige kilder til ’forurening/smitte’ som dørhåndtag, elkontakter og aviser.
- Kontrol, der kommer af tvangsmæssig tvivlen. Personerne er bekymrede for at komme til at skade andre, hvis de ikke kontrollerer omhyggeligt nok. Men i stedet for at få usikkerheden til at forsvinde, bidrager kontrollen ofte til endnu større tvivl, hvilket fører til yderligere kontrol. I nogle tilfælde vil familie og venner blive inddraget for at sikre, at kontrollen udføres grundigt.
- Rene tvangstanker, hvor personerne oplever gentagne, påtrængende tanker, der sædvanligvis er aggressive eller seksuelle og altid forkastelige for personen. Når tvangstankerne er aggressive, er de sædvanligvis rettet mod et af de mennesker, der betyder mest for patienten.
- Seksuelle tvangstanker omfatter perverse seksuelle tanker, forestillinger eller impulser, der kan involvere børn, dyr eller incest.
- Tvangsmæssig langsomhed medfører, at ting eller begivenheder skal befinde sig i en bestemt orden eller position, at man skal gøre og omgøre bestemte handlinger på en helt bestemt måde, eller at man skal have alting helt symmetrisk. At skulle gøre alt dette gør alle handlinger besværlige og langsomme.
Mange med OCD har en kombination af symptomer, selv om ét af symptomerne, som at vaske sig, kontrollere eller være tvangsmæssigt langsom, kan være det fremherskende. Patienterne rapporterer om, at forskellige symptomer på OCD er fremherskende på forskellige tidspunkter i sygdommens forløb. F.eks. kan en person have fremherskende vaskeritualer som barn og kontrolritualer som voksen.