Diagnosen panikangst

Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith

For at få stillet diagnosen panikangst skal du have haft gentagne uventede eller spontane anfald og have oplevet mindst fire af de følgende symptomer:

  • Hjertebanken
  • Svedudbrud
  • Rysten eller dirren
  • Mundtørhed
  • Åndenød
  • Kvælningsfornemmelser
  • Smerter eller ubehag i brystet
  • Kvalme eller mavebesvær
  • Svimmelhed
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Frygt for at miste selvkontrol eller for at blive sindssyg
  • Dødsangst
  • Sovende eller snurrende fornemmelse
  • Kuldegysninger eller hedeture.

Nogle oplever kun et par af disse symptomer, og så bliver episoderne kaldt anfald med begrænsede symptomer.

Panik kan også indtræffe, mens du sover, så at du vågner og har det forfærdeligt. Disse natlige anfald kan forveksles med mareridt, men søvnundersøgelser viser, at de er klart forskellige.

Patienter, der lider af panikangst, opsøger måske i starten deres læge med symptomer, der kan skyldes hjertesygdom, såsom hjertebanken, åndenød og smerter i brystet. I de fleste tilfælde gør symptomernes paniske karakter diagnosen let at stille, men har du en hjertesygdom i forvejen, kan det være svært at bestemme om symptomerne skyldes panikanfald eller en ægte hjertesygdom.   

Der kan også optræde panikanfald i nogle af de andre angstsygdomme, især socialfobi og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Sidst opdateret:: 19. november 2009