Omsorg

Præst Benny Birk Mortensen

Præsten giver dig ikke løsninger - men omsorg. Du har brug for støtte og hjælp, mens du er syg. Ikke en tusindkunstner, der tror, at han har løsninger på alt. Men:

  • Én, der giver sig tid
  • Én, der vil vandre sammen med dig - også når der ikke er andet at gøre
  • Én, der vil gå med ind i din smerte.

Det gør godt at erfare, at der er en, der holder ud sammen med dig. Selvom du er bange for at blive afvist, kan du roligt mødes med præsten. Der møder du én, som vil have stor forståelse for din situation.

Gud er nær

Selv om du tvivler på, om du er god nok, ændrer det ikke Guds syn på dig. Jesus viste os, at Gud ikke møder os med strenge øjne, men omslutter os med nådige og milde øjne. Og vi må vide os elsket og villet af Gud.

Gud er også dér, hvor der er mørkt. Hos præsten kan du få hjælp til at fastholde, at Gud er hos dig og er nær, også når du ikke føler det. Og at det ikke er Gud, der er anderledes, når du er syg, men dig, der kan opleve ham anderledes.

Vores følelsesliv præger i høj grad vores gudsforhold. Selv om der er en sammenhæng, har det stor betydning at kunne skelne. Og det skal vi ikke sjældent have hjælp til fra en anden.

"Hvad har jeg gjort?"

Når du er deprimeret, vil du måske stille dig selv spørgsmål som:

  • Hvad har jeg gjort?
  • Er det en straf?
  • Vil Gud, at jeg skal være deprimeret?
  • Hvis ikke – hvorfor gør Gud mig så ikke rask?

Den tidligere biskop i Viborg, George S. Geil, siger om dette:

"Aldrig kommer det onde fra Guds hånd. Men når det rammer dig, er der plads i Guds hånd – til dig og til alt, hvad der blev dit. Om så du skulle synke i det dybeste ocean, er selv oceanet kun en vandpyt i din Faders hånd."

Centralt for kristendommen er:

  • Den taler IKKE om en Gud, der forhindrer dét, der gør ondt
  • Den taler om en Gud, som aldrig lader os alene
  • Den taler IKKE om en Gud, som bærer os over det ene og det andet
  • Den taler om en Gud, som hjælper os igennem på trods af alt.

Skyldfølelse

Skyldfølelsen kan fylde meget og rumme sammensatte følelser. Du kan let komme til at sidde fast i noget, du ikke bare kan lægge fra dig. En præst kan hjælpe med til at skelne mellem, hvad der hænger sammen med et overfølsomt sind, og hvad du må have tilgivelse for.

Træthed og håb

Trætheden virker også ind på kristenlivet. Jeg tænker ikke på den almindelige træthed, men den træthed der kan gøre dig helt uinteresseret i, hvad der sker omkring dig. Du har ikke kræfter til at fastholde tankerne. Du kan slet ikke udtrykke dem. Bønnen til Gud bliver et suk eller ingenting.

Tomheden og ensomhedsfølelsen bliver altoverskyggende.

Du kan have brug for, at der er et menneske, som vil være en slags vikar, altså et menneske, der træder i stedet med en bøn og med et livgivende ord - måske fra Bibelen. En slags ”håbets vikar”, der holder fast i håbet, når du ikke kan selv.

Du har værdi

Gud holder af dig, uanset hvordan du har det, og du er ikke mindre brugbar, fordi du er deprimeret. Gud kræver ikke, at du holder op med at være deprimeret, fordi han kun kan bruge dig, når du er rask. Han omslutter dig, selv om du ikke tror det.

Og husk, at din værdi som menneske er intakt, også når du er deprimeret.

Sidst opdateret:: 23. november 2009