Læs dagbog

Blandet

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 8. juni 2019 08:31


Jeg stemte til valget onsdag. Jeg var først i tvivl, om jeg ville stemme, for jeg ved virkelig nul og niks om politik, men jeg bestemte mig dog for at gøre det, og det er jeg glad for. Jeg var noget usikker på det hele, men det gik nu godt. Bagefter snakkede jeg med nogle på værestedet omkring det og fik forklaret nogle ting. :)

Jeg skrev ”God fars dag” til min mor, fordi min far ikke har mobil, og hun spurgte, om jeg havde lyst til at komme derud. Det ville jeg godt, for alternativet var en lang eftermiddag (værestedet lukkede tidligt) med kun valg i fjernsynet og måske for meget sol i haven. Det var også rigtig hyggeligt, og jeg fik snakket politik igen. Jeg var der to timer og fik endda en bolle uden at blive forskrækket over kalorierne.

Jeg var ikke i fitnesscenteret (og hvorfor føles det stadig som at pjække?), men til gengæld gik jeg 19 km og trænede også en halv time herhjemme. Det var fint nok.

Jeg kunne ikke komme op onsdag morgen og sov en hel time længere, end jeg plejer. Så gik jeg til bageren efter en spandauer til morgenmad. Det er sådan, jeg er bange for, det skal ende. Ingen fitnesscenter, en masse ekstra søvn og en masse wienerbrød. Men sådan behøver det jo ikke være, bare fordi jeg bliver hjemme nogle dage ind imellem.

Jeg kan bare ikke holde fitnesscenteret ud for tiden. Mange mennesker, meget støj og meget varmt. Jeg orker det ikke.

Jeg var der dog torsdag og fredag igen, så jeg pjækker jo ikke hele tiden.

Men jeg stoler ikke på mig selv. Det er jo meget alt eller intet med mig, og hvad nu, hvis jeg pludselig ikke får så meget motion mere, spiser for meget og ender med at veje alt for meget igen? Jeg kan ikke engang overskue tanken om det.

Ja, katastrofetanker …

Jeg var ude at spise med min mor i torsdags, og det gik godt. Og jeg havde kun taget 100 gram på næste dag.

Til gengæld er jeg igen blevet ”bange” for at drikke. Jeg synes, jeg drikker meget, nu hvor det er så varmt, og jeg er sikker på, jeg tager på af det. Jeg ved godt, det ikke er sådan, men det fylder meget.

Jeg har stadig problemer med mine ben om natten. De er urolige og gør ondt. Natten efter torsdag tog det 4 timer at falde til ro! Jeg måtte op to gange og have smertestillende. Det er faktisk belastende. Jeg havde kun lige lagt mig i torsdags, da det begyndte med smerter og uro og spjæt og stræk-ud. Træls.

Den anden dag dummede jeg mig. Jeg mødte en bekendt i byen, som jeg ser meget sjældent. Hun roste min vægt, og at jeg holdt den. Hun har altid haft yoyo-vægt, og hun sagde, at hun havde accepteret sin vægt, som den var nu. Jeg syntes, hun var pæn, så jeg sagde, ”men du har da været større end nu, ikke?”. Nej, det var det højeste, hun havde vejet, sagde hun. UPS. Jeg mente jo ikke, at hun var for tyk, tværtimod. Jeg mente, at det da havde været værre. Men nej. Haha. Ja, men hun er typen, der ikke tager sådan noget så tungt, heldigvis.

I går gik jeg ned til underboen i haven. Jeg er jo bange for olde-hunden, og jeg har tænkt meget på, om den kan finde på at gøre mig noget, når den altid gør så meget. Jeg tænkte, at jeg ville spørge, så det fandt jeg mod til. Hun sagde, at hun mente, den gøede, fordi den var bange. Hun mente ikke, den ville gøre mig noget, højst stille sig foran mig og gø, og så skulle jeg bare sige ”slemme hund”. Hm ja okay. Jeg ved ikke, om jeg blev mere rolig. Men nu har jeg i hvert fald sagt højt, at jeg er bange for den. Hvilket hun ikke syntes, jeg skulle være. Hunden kunne i øvrigt heller ikke lide hendes mand. Det har hun fortalt før.

Mælken, tak for din hilsen. Dejligt at høre lidt fra dig igen, jeg var lidt bekymret. Det er bare træls for dig, at du har det skidt, både fysisk og psykisk. Det er jeg ked af. Jeg håber snart, du kommer ovenpå igen. Ja, det er da også længe, det sår er om at hele. Jeg tænker, du kan have ret i, at der er kommet noget depression ovenpå operationen.
Det lyder godt med sådan en app til taxa, tak for det råd. Det må jeg se, om jeg kan finde ud af, hvis jeg skal bruge det igen. Min telefon har jo en vilje af sin egen og vil ikke altid downloade. Den er gammel og burde nok udskiftes. Men det er da en god idé.
Ja, jeg arbejder på at skære lidt ned på fitnesscenteret, for det er ved at blive for meget, og jeg motionerer jo på andre måder også, så det går nok. Næste skridt bliver at skære ned på motionen generelt, men det er vist ikke lige nu. :)
Du får også mange tanker og knus fra mig! Tak fordi du skrev.



Kommentarer fra andre brugere

Hej JHN virkelig flot med de mange kilometer cykler selv lige nu vigtigt jeg kommer op på den cykel syntes jeggår så dårligt specielt nå jeg har angst glæder mig til angst medicin håber det kan hjælpe midt på det tage det værste knus julie

Skrevet af kirae2002, 8. juni 2019 10:15

Hej JHN

Tak for ordene. De kan sagtens bruges. Fredag tager jeg ud til hende og baby. Jeg vil helst ud til hende, så tager jeg idt kage med.

Hun har meget at slås med, og jeg lovede jo også moderen, at være der for hende, da hun lå for døden, det vil jeg gerne prøve at holde. Det er snart 3 år siden hendes mor døde. Hvis det er for vanskeligt, vil jeg holde det lidt på afstand. Datteren har borderline. Det er meget svært at håndtere. Jeg har forsøgt at tage hensyn. Men det tror jeg ikke, jeg vil gøre mere. Så må vi se hvordan det kommer til at forløbe. Måske er hun bedst tjent sådan.

Knus fra Ingeborg

Skrevet af Ingeborg, 8. juni 2019 23:55