Læs dagbog

Stoppet ved psykiateren

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 8. september 2019 07:40


Jeg var ved psykiater i torsdags. Jeg bad om at blive afsluttet, og det blev jeg. Jeg havde kun to gange yderligere tilbage, og når det kun er 15-20 minutter per gang, så føler jeg ikke, at jeg ville få noget ud af det.

Jeg sagde til psykiateren, at jeg manglede at kunne gå i dybden, og hun medgav, at der var stramme regler omkring det. Hun sagde, at det kun var de virkelig sindssyge, der kunne få de dybe forløb, hvor der var god tid. Det er ærgerligt, for hun var ellers god at snakke med.

Jeg følte bare, at jeg spildte både min og hendes tid, og hun har jo også sagt til mig, at hun ikke kunne hjælpe mig yderligere, når det ikke hjalp, at vi prøvede at øge medicinen. Så jeg tænkte, at der var nogen, der kunne få mere gavn af mine tider end mig.

Det var helt fair, og hun forstod det godt. Jeg kunne altid blive henvist igen, sagde hun. Jeg havde ellers besluttet, at jeg ville holde ud de 10 gange, men jeg syntes bare ikke, det gav nok. Vi snakkede jo ikke meget om støj de sidste gange.

Så det er det, men så har jeg da prøvet det.

Jeg kunne også mærke, at jeg ikke brød mig om hendes spørgsmål til min vægt, for det var ikke derfor, jeg kom der. Jeg vil have min vægt i fred, når jeg alligevel skal stoppe hos hende. Jeg kan da godt svare og sige ja, jeg vil gerne tabe mig yderligere, men hvad skal hun stille op med det, når der er to gange tilbage, og vi alligevel ikke har tid til at snakke om det i dybden? Ja, det er egentlig en lettelse ikke at skulle derned mere.

Jeg vil rose mig selv for ikke at give op, men derimod blive ved med at prøve, om jeg kan få det bedre med støjsartheden. Jeg har godt nok prøvet meget nu. Hormoner, øget medicin (begge slags), naturmedicin, hypnose, nada, zoneterapi, alternativ behandling, dråber, remser, meditation, samtaler. Det der hjælper mest er samtaler og nada og så også lidt zoneterapien.

Ja, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal prøve mere.

Men måske fader det ud på et tidspunkt, og så kan jeg pludselig bare klare støjen. Det kan jeg jo håbe.

Jeg har faktisk haft nogle gode dage på værestedet, selvom humøret som udgangspunkt var dårligt. Jeg har spillet 500, og så har jeg fundet mod til at få M til at lære mig at spille bob. Jeg tabte stort, men det var sjovt. Jeg er ikke så god til at kaste mig ud i nye ting, og jeg er bange for ikke at kunne finde ud af det, men jeg oplever jo, at det ikke betyder noget, for jeg lærer det jo undervejs. Jeg grinede så meget over mine egne fejl, og det var så hyggeligt. Jeg er også glad for, at jeg endelig tog mod til mig tidligere på året og begyndte at spille 500, for det er rart, at der sker lidt andet også.

Jeg vågnede lørdag og var egentlig i okay humør, og det er godt nok usædvanligt for mig, så det var bare om at nyde det. Det var også en okay, omend lang, dag. Jeg kedede mig, men jeg var ikke i decideret dårligt humør.

Humøret svinger rigtig meget, og det er svært, men jeg prøver at holde fast i de positive ting.

Hælen gør fortsat ondt, og i går var det helt slemt store dele af dagen. Jeg vågnede to gange natten til i går, bare fordi jeg havde ondt. Det gør mindre ondt at gå i kondisko end at gå i sko med indlæg, så jeg bruger mine kondisko meget.

Kirae, tak for din hilsen. Jeg føler mig egentlig ikke deprimeret, men jeg har alligevel mange tanker om døden. Ja, det er lidt svært.



Kommentarer fra andre brugere

Hey min søde vensen:)

En dum skulder og hælspore :( jeg føler med diiig, min akillessene har drillet i ca. 2 år, og er endelig forsvundet, så det er godt du går i sko som letter på den lede smerte:X Og Tusinde gange taaaak fordi du gerne vil ha jeg bliver i dette univers, selv med det uendelige sorte, men det er dejligt at du har haft det lidt bedre og fik spillet Bop, er det ikke det med en lille bold og figurere? Tror vi havde det på fritidshjemmet, den gang i 80erne ha ha.... sikken en tid, med pop hår og diskotek med flimmerkugle i loftet:) hver fredag. Jeg er ked af du ikke kan få mere tid hos psykiateren, det beviser bare hvor lavt vores psykiske system er noget:( Jeg bliver gal og ked på samme tid, at de svigter, at pengen fosser ud til dyre middag for det bedre borgerskab og lader dem som har det svært blive på bunde, vi er gået baglæns i tiden, snart er der kun dårehuse tilbage og forsøg på mennesker.

Det med din vægt er et ømt emne og kræver som du skriver tillid til behandler, det er noget som er gået i stykker inde i diiig, og du er så kærlig og hjælpsom, gid jeg kunne gi dig månen, måske ikke lige citronmåne men et fristed så du kunne få det bedre med tal, vægt, mad. Jeg er selv faldet i, men starter igen med at lave salat, pyha alting fare rundt i mit hoved, tror jeg er født som en struds i mit tidligere liv:)))) Jeg syntes du gør rigtig meget for at komme den støj væk! det er bare som at bo i en bikube, den summen, alle lyde.... fra en gaffel der tabes på gulvet minder mere som en bombastisk hammer! Faktisk bliver min far skuffet når han forskrækker mig! ja! han kan ikke forstå at jeg er lydfølsom som dig, og at jeg osse bliver paranoid, så jeg flyver en halv meter op i luften og ligner en spadehat!:) gid vi kunne ha en lynlås på vores sarte øre:) ville se dumt ud, men måske være den rette løsning?

Jeg skal nok blive her på jorden, jeg har snakket med min mor i dag om en kvindelig psykiater som henviste mig i sin tid, for art få en tid måske først om et år? Og i morgen vil jeg prøve at få fat på Mentor, jeg håber du ikke har givet helt op ang. behandler, måske en der er uddannet til netop følsomhed? ellers så er youtube ret god, der er rigtig mange behandler med gode råd, og er ganske gratis for nu. Jeg vil afrunde min finurlige søde ven, elsker at du er her, at du ikke er bange for mine tanker og skriv, det at vi indimellem rammer gulvet er f. hårdt men når vi får hul på bylden så kommer vi nemmere igennem de svære tider vi har. Jeg ved du kæmper med næb og klør og fedt! at du går ting du er bange for:) seje tøz:) jeg lægger kabaler fortiden, er lidt træt af puslespil. Op og ned:)

Tak for alle dine støttende hilsner, du er en sand ven ingen tvivl der:))))

Kæmpe knussssssssss

Juze:)

Skrevet af juce, 8. september 2019 21:25

Kære JHN.

Jeg har næsten lige set den her lille video om støj og den fuldstændige stilhed og kom til at tænke på dig :)

https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/stoej-kan-goere-dig-syg-men-hvordan-reagerer-kroppen-paa-total-stilhed

Og der er kommet et nyt modeord og fænomen 'Niksen'
Endelig er der noget som jeg er på forkant med og nok har benyttet og været i vistnok hele livet.
Jeg henter det lige.

Kh. Imo

Skrevet af Imozopia, 9. september 2019 07:58

Det virker for mig.

https://livsstil.tv2.dk/sundhed/2019-09-08-niksen-er-et-nyt-modefaenomen-der-tager-verden-med-storm-saadan-efterlever-du-det

Skrevet af Imozopia, 9. september 2019 08:00