Læs dagbog

Jeg sidder og føler mig låst. Mystisk, dét at føle sig lænket til en stol, uden egentlig at være det. Måske handler det i virkeligheden, om at jeg er lænket til mit eget sind, den ustyrlige orkan, der huserer hver eneste del af min hjerne.

Jeg er bare så ked af det for tiden og føler mig så utrolig ensom. Jeg har længe sagt til mig selv, at jeg ville have styr på mig selv før overhovedet at involvere mig med en anden, men ensomheden vil ikke blive væk og står udenfor døren hver gang jeg tager i håndtaget.
Jeg savner en at tale med til klokken 00.lort om natten, en der kysser mig midt i en sætning, en der holder armene om mig eller holder mit hår, når jeg har drukket for meget og ender på toilettet.

Men hvordan kan jeg lade nogen elske mig, når jeg ikke elsker mig selv?