Læs dagbog

Begejstring - det er noget, jeg arbejder på dagligt. På flere planer. Dels i en erkendelse af at begejstring over livet i alle dets forskellige små og store facetter er essentiel (herunder som modvægt mod depression og tungsind), og dels i en anerkendelse af eget 'begejstringsbarometer', der ikke altid når ligeså højt som andres.

Det sidste ser jeg ikke mindst som væsentligt i den forstand, at man nemt kan forfalde til at sammenligne sig med 'raske' menneskers begejstring; med 'rask' mener jeg mennesker, der ikke lider af depression. For gør man det, ender man nemt i det modsatte af, hvad begejstringen skulle indebære - skuffelsen... Selv har jeg desværre sidstnævnte tendens til sammenligning, hvad jeg ofte irriterer mig over ved mig selv. For vi er alle forskellige og skal have lov til at have plads til at udfolde os på vores egen ejendommelige måde.
Og nogen af os har bare et lavere stemningsleje end andre.

Men, har jeg tænkt på, måske er det ikke så mærkeligt, at vi er nogen, der har denne tendens til at sammenligne os med det udadvendte-dynamiske begejstrede træk hos bestemte mennesker. Jo, for det er jo livsbekræftende! Og det ønsker vi vel alle - depressive som ikke-depressive, indadvendte som udadvendte - at være. Det er såre menneskeligt - og burde være såre naturligt menneskeligt, for vi er levende og voksende. Ligesom planten søger vi mod lyset.

Derfor føles det naturligvis også mere livsbekræftende at sige: "Det var et FREMRAAAGENDE foredrag! -En FREMRAAAGENDE formidler!" frem for at sige: "Det var et okay foredrag".

Jeg er af den opfattelse, at der skal være plads til begge udsagn. Alle skal have plads til at udfolde sig som de mangfoldige individer, de er - hvadenten de ser sig selv som dybdegående dybhavsfisk eller cool kolibrier.

Der er helt sikkert mere prestige i førstnævnte "fremraaagende" udsagn end det andet fladere. Herunder i pagt med tidens hang til selviscenesættelse!

Men jo, indrømmet, det virker også mere livsbekræftende.....