Læs dagbog

Når jeg ser tilbage på mit liv i de senere mange uger, kan jeg blive frustreret over mørke af forskellig art. At humøret og selvværdet f.eks. har været så meget i bund, at man har frygtet at gå på arbejde. At angsten og frustrationerne over mandagens arbejde allerede stod i flok, når det ellers blev lørdag formiddag: Angsten for de andre og præstationsangsten. At destruktive tanker i form af selvmord har været en mere end ugentlig foreteelse. At vågne om natten eller sove dårligt pga. angst for morgendagen - og dens mennesker. Ligesom der var problemer med at se lyset fremadrettet: Når man ikke tror på sig selv, hader sig selv, så er det vanskeligt at se sig selv i et fremtidigt perspektiv, herunder eventuelt i samme arbejde. Dertil: en masse arbejde ("arbejdslejr!" var ofte min sure tanke) og stort set ingen befriende fritid. Var der endelig et par frie timer (hvor man ikke sov), begyndte tankerne at kredse om jobbet.

Det er ikke rimeligt at have det sådan.
Det blev for mørkt.
Jeg orker faktisk heller ikke mere! Mere latterlig ydmyghed og ydmygelse.
Forsøger nu at se mod den anden ende af tunnelen.