Læs dagbog
Dagbog begyndt! - Mindfulness + konstruktive handlinger
En side i dagbogen "Mit liv"
Skrevet af Mig85 23. april 2014 19:09
Ja... så blev det tid til at skrive for første gang - kun et par dage efter jeg endelig meldte mig som 'aktiv bruger' herinde, i stedet for blot at shoppe rundt i andres historier/erfaringer.
Jeg har det sådan set ret godt. Er kommet ud på den anden side af en lettere depression på en uges tid - men det var skræmmende da det var første gang jeg havde det sådan efter jeg for et par måneder siden smed medicinen. Passer fint uddannelse og krævende studiejob samt forhold til venner og kæreste, MEN nogle gange føles det hele stadigvæk ret gråt og trist.
Kæmper med nogle rigtig dumme tanker, og er fanget i nogle meget uhensigtsmæssige handlemønstre. Og det dummeste er at når jeg i korte perioder formår at slippe disse tanker/mønstre, er jeg klart lykkeligst! Men alligevel lader jeg dem komme tilbage, og styre mig og mine handlinger.
Først og fremmest har jeg et overdrevent fokus på min krop/vægt og generelle udseende. Jeg er slank og veltrænet, men gør også en del for det - spiser rigtig sundt og dyrker meget motion... Men føler også bare det styrer alt ifht mit socialliv. I går, da jeg mødtes med et par venner i en park og de drak øl, formåede jeg at udskifte min dåseøl med vand på toilettet (for at spare kalorierne væk) - hvor dumt er det ikke?! Jeg har ret svært ved at være i nuet fordi jeg tit tænker på mit næste måltid - kan blive helt skræmt hvis jeg skal spise med andre uden at vide hvad vi skal have. På samme tid kan jeg blive rigtig glad hvis jeg i samme situation ved vi skal have noget sundt... Igen - hvor dum kan man være!!! Jeg ved jo godt inderst inde at mine venner, familie og kæreste er komplet ligeglade hvordan jeg ser ud, men det er stadigvæk tanker som styrer alt.
Lidt i samme dur, er jeg også ret styret af tanken om at alt jeg laver skal være konstruktivt/give mening. Læser jeg en bog skal der være fagligt udbytte - laver jeg mad skal der være rester til dagen efter osv. Jeg overvejer lige nu at gå på cafe, ikke fordi jeg har lyst, men fordi frisk luft og lidt motion vil være godt. Jeg tror det er en evig søgen efter det der kommer så jeg slipper for at forholde mig til nuet - men jeg vil jo så gerne lære at holde af nuet... Okay, jeg vrøvler derudaf - det var vist nok for denne gang. Men, hold da op, det er faktisk meget rart at skrive sine tanker ned :)
Rigtig god aften derude
Kommentarer fra andre brugere