Læs dagbog

Har lige været af sted på Skanderborg i 5 dage med min kæreste. Det var fedt. Være væk fra hverdag og daglig trummerum. Masser af mennesker og musik til at aflede min opmærksomhed fra egne tanker.

Hjemme igen. Alt ved det gamle.
Nu bliver jeg lidt bekymret. Jeg kan mærke at mine tanker render af med mig. Jeg har ikke kræfter til at løbe i samme tempo som i sidste uge. Mine kræfter er brugt op på fest og farver, der er ikke mere happy juice at give af.

Jeg tænker i sorte baner her til aften. Kan mærke at jeg langsomt nærmer mig en planlægning af hvordan jeg hurtigst og nemmest kan fortælle mine omgivelser at jeg ikke er blevet rask i mit hoved og nok ikke bliver det foreløbig.

Sidst jeg ikke turde fortælle nogen hvordan jeg virkelig havde det, endte det med at jeg åd et glas panodiler. Egentlig ikke fordi jeg ønskede at dø, men fordi jeg ville høres og have hjælp.
Jeg tænker lidt i samme baner nu. Synes forventningerne omkring bliver for store. Ikke mindst de forventninger jeg har til mig selv.

Jeg var ved at skrige da jeg talte i telefon med min mor tidligere i dag. Hun mente at jeg nok ville få det fremragende de næste par uger fordi jeg havde fået så meget energi af at være på festival. Hun har ikke fattet en meter. Jeg har prøvet at forklare hende hvordan mit happy juice barometer fungere. Sidst jeg havde en seriøst dårlig dag var efter at have haft to fede dage med rigtige gode veninder, hvor jeg havde følt mig oven på, glad for livet.
Men det er netop efter den slags oplevelser at jeg knækker.
Jeg vil jo ikke være foruden de oplevelser for så er livet slet ikke værd at leve, men jeg ved også at det dræner mig. Det fatter min mor ikke.

Min kæreste virker efterhånden også som om han er ved at være træt af at jeg har det skidt og jeg bebrejder ham ikke. Men jeg er bange, jeg er frygtelig bange for at han en dag sætter foden ned og siger: Nu kan jeg ikke mere.

Hvis det sker, så skal jeg heller ikke være her mere.

Jeg tør ikke sige til nogen at mine sorte tanker er tilbage. De disker bare op med gode råd, forventniger og krav som jeg ikke kan leve op til.
"Du skal gå ture, du skal stå tidligt op og gå tidligt i seng, du skal spise fornuftigt, du skal tabe dig, du skal snart i gang med at få arbejde, du skal dit og du skal dat". Jeg holder det ikke ud.

Måske er det mest mine egne forventninger at folk vil sige sådan, fordi det er de råd jeg vil give mig selv, men jeg magter det ikke.

Jeg har brug for at få lov til at være i sort humør visse dage.

Det var så stor en lettelse da min nye læge sagde at jeg måtte lære at leve med at nogle dage var sorte fordi jeg endnu ikke var færdigbehandlet eller rask. Men selvom jeg siger det til mine omgivelser er det ligesom om jeg ikke kan få lov til at være syg.

Jeg vil gerne græde, men jeg kan ikke fordi piller gør mig tom.

Jeg vil gerne fortælle min kæreste om det jeg skriver her, men jeg tør ikke. Har ikke lyst til at få løsninger præsenteret. Jeg vil bare gerne have lov at være lidt trist og græde. Have lov til at være syg, måske bare have lov til at være det i fred.

I morgen bliver en hård dag, det kan jeg mærke allerede nu. Jeg skal til psykolog kl. 11 og det er nok meget godt.
Men jeg har lovet min kæreste at jeg nok skal aflevere vores datter i børnehave i morgen så han kan få lov til at sove længe.
Det fortjener han.
Men jeg ved det bliver svært.

VIl helst bare være nede i mit sorte hul for mig selv...

Tankerne bliver mere og mere sorte, jeg tør ikke engang skrive dem.
Bange for at det bliver sandhed, det må det ikke.
Jeg er bange.
Jeg er ked af det.
Jeg synes det hele er så svært.

Jeg har ikke mere happy juice tilbage i kroppen og de andre forstår det ikke...