Læs dagbog

Jeg tror, jeg tror på gud. Jeg bliver nærmest nødt til det. Jeg har engang hørt, at man ikke kan være vred på nogen, som ikke eksisterer.. Og vred har jeg været.. ..det var dog efterhånden år siden - da min veninde var rigtigt syg. Vi skældte gud ud - vi råbte - vi lavede aftaler. Man kan vel ikke være vred og forhandle med en der ikke eksisterer. Min nuværende situation gør også, at jeg er nødt til at tro. Nødt til at tro på en højere mening. Jeg ved ikke, om jeg tror på biblens fortællinger, men jeg tror på budskaberne. Jeg tror på næstekærlighed. Det er for mig det vigtigste budskab i kristendommen. Jeg taler normalt ikke, om mine egne oplevelser eller opfattelse af gud eller religion. Det er for privat. Jeg snakker gerne - til dem jeg skal/bør - om de mørke ting, jeg gennemgår nu. Jeg plejer ikke at dele den her side af mig selv.
Nogle vil se, det jeg gennemgår nu, som en test i religiøst perspektiv. Og det er det vel egentligt også. Jeg vidste ikke, hvor viljestærk jeg virkelig er før nu. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gennemgå det her. I sammenligning med andre er jeg heldig. Jeg er blevet født i et fredeligt land med en familie, der elsker mig og altid har gjort det. Jeg vil nok en dag kunne bruge mine oplevelser til noget godt. Jeg vil blive formet til et bedre menneske. Det er bare så ufatteligt hårdt.
Jeg tænker ikke på gud eller religion ofte. Faktisk er det meget sjældent. Men jeg har brug for at tro på, der er en højere mening, at alt ikke er tilfældigt og uden grund. Jeg tror også på, at mennesker kommer et bedre sted hen, når de dør. Jeg ved, at grunden til, at jeg stadig trækker vejret er en sammenblanding af kærlighed og styrke. Jeg elsker min familie for meget, til at de skal begrave mig. Og jeg elsker vel også mig selv for meget. Mine forældres kærlighed løber gennem mine årer. For det vil jeg altid være taknemlig.
Det værste er tålmodigheden. Det kræver utroligt meget tålmodighed og styrke at komme igennem. Jeg tror, jeg ubevist har noget af min styrke i min tro. Min tro på noget bedre. Noget større. En højere mening. Jeg ved bare ikke, hvor lang tid jeg kan kæmpe mod det her monster. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil forlade livet i det her sygdoms forløb. Jeg skylder mig selv og min familie at kæmpe det her med alt, hvad jeg har. Jeg er kun 20 - der er mange ting, jeg skal udrette. Jeg er bare bange for, at jeg ikke vil være så stærk, hvis jeg bliver syg igen. Jeg kender statistikken.
Jeg vælger ikke, at tænke alt for meget på det. Kun når verden bliver for sort. Så giver jeg mig selv lov til at tænke, at det her kun er noget, jeg vil gennemgå én gang.
Men min indre styrke vil nok bære mig gennem igen. Ligesom den bliver nødt til nu.
Jeg har aldrig tænkt på mig selv som religiøs. Jeg tror, jeg er det på den ægte protestantiske lutheranske måde - mit forhold til gud er mit eget. Det er privat. Jeg behøves ikke gå i kirke for at føle det. For at opretholde det. Guds kærlighed er i mig, som den er i alle mennesker - om de så end tror det. Om jeg så end tror det. Det giver mig en, hvis ro, at skrive dette. Det giver mig i sandhed en følelse af at være en del af noget større. Jeg kommer nok ikke til at snakke om mit personlige forhold til religion med nogen foreløbelig. Jeg tror, at de færreste, som ikke har haft en eller anden form for krise, i sandhed forstår. Men hvad ved jeg, og hvem er jeg til at dømme andres forhold med gud? Det er ikke mit sted.
Det er bare dejligt at tro på noget større. Jeg håber, at alle mennesker har noget, som kan få dem til at føle denne form for nærmest sjælero - ligegyldigt hvad de finder det i - og hvor flygtig den så måtte være...