Læs dagbog

Over alle dem der havde noget at bidrage med til min sidste dagbog. Tusind tak.

Weekenden gik såmænd, som weekender ofte gør for de fleste (dem hører jeg ikke til). Der kom noget familie på besøg, og man besøgte selv noget familie. Min lillebror og hans familie dukkede op lørdag eftermiddag til varm kakao og boller, Kakaoen havde de selv med, selv bolledejen var lavet og skulle bare lige klattes på en plade og bages. Mmmm – friskbagte boller – savle savle.

De blev nogle timer, og det var vældig hyggeligt. Det må vi gøre noget oftere, men jeg var også træt, da de tog hjem. Det er sq hårdt at være tre voksne og en 6-årig knejt i min lille lejlighed. Den lille gjorde ikke meget væsen af sig, så hende kan vi ikke give skylden for at ville tilrane sig opmærksomheden. Det er vel også begrænset, hvad en 10 uger gammel pige kan lave af ballade, eller…?

Søndag var det en god idé at sove længe, tænkte jeg. Det var jo trods alt den første søndag i februar, dvs. SUPER BOWL SUNDAY og natten var fastsat til tv-kiggeri.
Fatter kom og hentede mig til aftensmad, flæskesteg, kartofler og brun sovs og mors hjemmelavede cole-slaw. Hm hmmm hm. Det var nu en rigtig god kamp. En skam det ikke var Colts, der vandt, men det var nu deres egen fejl. Men natten var fin alligevel. Men så skulle det også gå stærkt med at komme hjem og komme i seng her tidligt mandag morgen kl. halv 5, for om få timer skulle jeg op igen og have mit første møde med min nye behandler ved Distrikts Psykiatrien.

Det blev da til et par timers søvn, før far ringede for at få mig ud af fjerene i min dejlige varme dyne og min fantastiske dejlige seng. Men ud kom jeg da og afsted. Jeg havde taget brevet fra angstklinikken i Viborg med mig, for det kunne jo være, hun kunne gøre noget ved de 5 måneders ventetid, der var nævnt i brevet. 5 måneder! Det er fanden fløjtemig lang tid at vente. Det kunne hun ikke. Ikke sådan lige nu og her i hvert tilfælde. Øv.

Men hun virkede meget kompetent og havde nogle klare idéer til, hvad vi skulle nå, og hvordan vi skulle nå frem til det. Det er noget mere lovende, end de andre oplevelser jeg har haft på det seneste.

Nå men jeg har nu fået en opgave, der har til formål at få mig til at se lidt lysere på tingene. Hver morgen skal jeg spørge mig selv ”hvad har jeg lyst til i dag?” eller ”hvad kan jeg gøre i dag, som vil gøre mig glad?” Det kan være noget, jeg vil gøre for mig selv, som at gå en tur eller læse eller hvis der er noget, der irriterer mig, at jeg ikke har fået gjort, så kan det også være sådan noget. Lige nu flyder mit skrivebord med gamle papirer og dokumenter, og det ville være så rart at få det væk, og vasketøjet fra i torsdags hænger også endnu. Sådan nogle ting kan også bruges. Ellers er det jo begrænset, hvad jeg kan finde på lige nu, der vil ”gøre mig glad”, så man må jo tage det, man kan få.

Efter samtalen gik jeg en tur gennem Herning op og ned gennem gågaden, for at tvinge mig til at være mellem mennesker, og jeg prøvede at få øjenkontakt med nogle udvalgte få, der ikke skræmte mig så meget. Bl.a. en ung pige der stod og kiggede på et infokort, og lignede én, der bare var håbløst fortabt. Jeg var egentlig gået forbi, men jeg var nødt til at gå tilbage, for jeg kunne ikke have, at der stod en ung pige og så så fortabt ud. Det viste sig, hun ledte efter sin nye arbejdsgivers kontor. Hun skulle til Egypten og arbejde som guide, men rejseselskabet er altså heller ikke nem at finde, så jeg fulgte hende hele vejen derhen. Det ligger ikke så langt fra, hvor jeg bor, så det var næsten lige på vejen. Jeg håber, hun får en rigtig god tur, hendes første, så det bliver nok med lidt nerver på i starten.

Men nu er det over midnat, så jeg vil i seng. Jeg synes, jeg har fortjent det. Jeg har også fået en ny ven/bekendt herinde, og hun skal lige have en lille hilsen, inden jeg slukker helt.

Nat Nat

c”,)