Læs dagbog

For det har været en rigtig hård dag.

Jeg ville have været ude af sengen, da uret ringede, for der var kun ca. 2 timer, til min veninde A ville komme forbi, men det gik, som så mange andre gange, ikke som det var planlagt.

Da jeg endelig fik mig bevæget ud fra den varme dyne, var det med en vis faktor af stress, at jeg måtte gøre de sidste forberedelser. Der skulle købes lidt friske blomster, creme fraiche til dip og søde peberfrugte og så skulle der blandes, smages og skæres i stænger. Jeg havde heldigvis skrællet gulerødder og skåret dem i stænger dagen i forvejen, så det skulle jeg da ikke tænke på.

Men jeg fik da arrangeret det hele i tide, så jeg kunne slappe lidt af, inden hun dukkede op.
Det var rigtig hyggeligt at sidde og tale med hende i de halvanden time, hun var her. Hun hjælper mig meget rent emotionelt og psykisk. Ikke fordi hun gør noget specielt, men der kommer bare en særlig ro over mig, som jeg ikke kan forklare. Så hyggeteen, jeg serverede for os, gjorde jo sin gavn.

Da hun var gået, var jeg dog nødt til at lægge mig på sofaen og slappe af, for det var lidt sejt at sidde så intensivt og tale sammen. Dog måtte jeg lige op en tur for at få noget at spise, og lidt motion blev det også til, men så var jeg træt igen og måtte ligge ned, indtil jeg ville blive hentet af underboen. Vi skulle nemlig til ekstraordinær generalforsamling i boligforeningen, og jeg vidste, jeg sandsynligvis ikke ville komme afsted, hvis jeg ikke blev hevet derover. Der skal foregå indtil flere store renoveringer af ejendommen, og selvom jeg hellere ville være blevet hjemme, for jeg havde hørt, at næsten alle ville møde op, ville jeg altså have min stemme hørt, så jeg kunne gøre mit til, at det ikke ville blive alt for grimt. Det er nemlig ikke alle forslag, jeg er helt vild med. Adwr.

Men at sidde i Nykredits lokaler sammen med 20 andre var altså meget hårdt, for jeg ville jo ikke nødvendigvis lade dem se, at jeg ikke har det så godt. Men én af de andre havde lige haft et biluheld, og så kom vi ind på, at det havde jeg også, og derunder også følgerne af vore uheld. Så jeg ”kom ud af skabet” med min sygdom overfor de andre, der sad i nærheden, og nogle af dem fik så en idé om, hvorfor jeg nogle gange opfører mig, som jeg gør. Så skal jeg da ikke forklare mig overfor dem flere gange. Måske kan jeg endda gøre, som jeg vil og føler, lidt mere end jeg gør i dag. Jeg skal ikke tone mig så meget ned, som jeg måske gør. Jeg kan være sur og trist, når det er sådan, jeg har det. Det kan kun gøre tingene lidt nemmere.

Nu er jeg træt, men desværre ikke træt nok til at gå i seng, for jeg ved, jeg ikke kan sove alligevel, og jeg gider ikke ligge inde og kigge op i loftet. Så spændende er det loft nu alligevel ikke. Selvfølgelig kan jeg jo bare ligge og kigge efter, om der snart trænger vand ned gennem loftelementerne, som det er sket hos mine naboer. Yikes!

Når I kommer så langt, så

Nat Nat

c”,)