Læs dagbog

Klokken blev 4 igen, før jeg gik i seng. Det er ved at blive en dårlig vane. Men jeg blev fanget på facebook af en ven, som havde posted en youtube video, af noget der hedder ”Daft Hands”. Det er ret vildt, men det ledte mig bagefter ind på en masse clips af Blue Man Group. Jeg er helt tosset med BMG, som Peter og Morten ville have sagt.

Nå, men jeg skulle jo til Salling i dag og besøge farmor. Jeg er ikke helt sikker på, at hun forstår, det som jeg går igennem, men hun tager nu meget hensyn, og heldigvis er jeg hendes favorit barnebarn, hi hi. Men som mindre vidste jeg nu heller ikke noget bedre end at bruge mine ferier oppe på gården blandt hund og katte, grise og køer, arbejdet i marken med pløjning og harvning, hakken roer og køre halm hjem, duften af ensilage og mødding, farmors mad og farfars pibetobak, farmors hakken på farfar og farfars glimt i øjet, der sagde, at han tog det ikke så tungt, og det vidste farmor også godt. Det var bare et spil mellem de to. Og så havde jeg mine favoritdyr. En so som gerne ville kløs på snuden og min Jersey ko med de store brune øjne. Farfar var ikke populær den dag, jeg fandt ud af, at han havde sendt den til slagtning. Der gik lang tid, før jeg blev god igen. Men han var svær at være sur på ret længe af gangen. Desværre døde han, da jeg var 15. Han var en utrolig rar mand. Men heldigvis har jeg farmor endnu, og ingen kan lave god dansk bondemad som hende. Steg, frikadeller, citron fromage, hønsekødssuppe (okay, der er mor og fars nu en anelse bedre, men den er også lavet på kalkun).

Jeg har fotoalbums fra mine første år til at ligge herhjemme, så jeg kan kigge i dem og mindes dengang, hvor jeg endnu troede, at dette var det bedste i hele verden, og intet ville blive anderledes. Sådan ville det altid være. Jeg er jo blevet noget klogere sidenhen. Men det er rart at vende tilbage til de tider. Selvom der kan falde en lille tåre, så er der noget beroligende ved at sidde og kigge de gamle billeder igennem. Der er ingen sure miner, ingen der skændes, ingen der har ondt, ingen der er syge. Okay, der er altså nogle billeder af lillebror og jeg med fåresyge. Så store kinder har jeg ikke haft hverken før eller siden. Men så blev man jo passet af mor, som pylrede om én. Det er bestemt også rart at tænke tilbage på. Det er som om, hun ikke helt er kommet af med det pylre-gen, men jeg skal bestemt ikke klage. Det kommer jo mig til gode lige nu.

Jeg blev hentet af mor og far ved ti-tiden, og vi kørte mod nord. Vi skulle lige forbi en frugtavler for at hente en 50 liter æblemost først. Så kørte vi til farmor, hvor hun ventede os ved middagstid med kartofler og kalvekød i peberrodssovs og hjemmelavede asier, til dessert var der jordbærgrød med mælk. Fy føj, hvor kan man spise sig dårlig, hvis man ikke passer på. Heldigvis blev der tid til at sætte sig ned og se noget håndbold på tv.

Men der gik ikke lang tid, så måtte jeg altså have noget frisk luft. Det ville mor heldigvis også, så vi tog overtøjet på og begav os ud i den isnende kolde vind, mens vi holdt på hat og briller. Men det var ingenting i forhold til det, vi blev udsat for nede ved fjorden. For hulen hvor var vinden stærk dernede. Mor stod ved kanten af skrænten med ryggen mod fjorden og lænede sig bagover næsten i en 45 graders vinkel. Så stærk var vinden, at den ingen problemer havde med at holde hende oprejst. Jeg vendte hovedet mod vinden, og min hat blev presset ned over ørerne på mig, så jeg var sikker på, at jeg aldrig ville kunne få hatten af igen. Men fjorden var flot. Strædet mellem Salling og Mors var næsten helt frosset til med undtagelse af en rende midt imellem og nogle enkelte åbne våger, hvor bl.a. et svanepar havde fundet lidt åbent vand. Vi fandt lidt læ, og nød udsigten.

Tilbage igen stod den på kaffe, te og småkager, før vi igen drog hjemad mod Herning.

Nu er jeg træt i hovedet, for det har været hårdt. Min farmor taler meget, rigtig meget. Faktisk er der meget få øjeblikke med stilhed, men når man bor på landet i et udkantsområde som Vestsalling, så kommer der jo ikke mange forbi. Så skal man jo også udnytte det, når man endelig får besøg. Og når man når hendes alder, jeg skal til 85 års fødselsdag i næste måned, så har man også lov til at gøre som man vil, ikke?

I morgen venter en dag med rast og ro, og måske et par timer med Formel 1 på tv. Hvis bare jeg kan få nogle timers søvn, så vil det være en god ting. Nu vil jeg ind og prøve, og jeg tror, jeg tager en pille for at sikre det. Pis at man er nødt til det, men sådan er det. Uden pille får jeg måske 3-4 timers søvn, med en pille er jeg sikkert smadret hele formiddagen i morgen. Sikke et valg, men man skal jo have søvn. Suk.

Nat Nat.

c”,)