Læs dagbog

Midt i det hele i nat, hvor jeg vågnede på sofaen, kom jeg til at tænke på, at det kunne være værre.

Vi har det faktisk godt.

Jeg har det faktisk godt.

Siden førtidspensionen er kommet i hus (2008) har jeg fået meget mere ro på. Jeg bliver ikke kastet rundt i systemet mere. Næ, de har nærmest glemt mig. Men det er ok, for sikken en kamp det har været.

Nu snakker de om at krigsveteraner skal have bedre hjælp og ikke slæbes rundt i systemet i den ene arbejdsprøvning efter den anden osv. Intet ondt om veteranerne. Men sådan er det jo for os alle, og det er hårdt, lige meget hvad man fejler. Det er et system der kan få selv den stærkeste til at knække sammen og opgive det hele.

En anden ting er, at det er svært at acceptere at være uarbejdsdygtig. Lige meget hvor meget man ønsker sig freden og roen, som en pension giver. Jeg har haft svært ved det, men tænker nu at det er jo ikke lig med fallit, jeg kan jo vende tilbage til arbejdsmarked den dag jeg føler mig rustet til det.

Jeg ved, jeg ikke formår, at vende tilbage til mit erhverv, denne tanke gør mig ondt, da jeg elskede mit fag. Men jeg ville ikke kunne holde en uge i det tempo. Jeg har det som at det er alt eller intet. Jeg kan ikke være veterinærsygeplejerske på nedsat tid, det har jeg prøvet og jeg gik glip af for meget.

Hvad jeg så skal og hvornår, ja det må tiden jo vise. Jeg har også en uddannelse som boghandler, jeg måske kunne falde tilbage på? Jeg var i arbejdsprøvning i en boghandle, da jeg havde det værst. Jeg holdt i fire dage og det var den største nedtur i mit liv. Jeg kan stadig mærke hvor ondt det gjorde.

Det er ikke den vej rundt vi skal. Det knækker for mange, der i forvejen har det dårligt. Skal vi så den anden vej rundt og starte med pensionen, for så i samarbejde med kommunen, langsomt vende tilbage til arbejdemarked på det niveau vi nu kan klare?

Jeg ved det ikke, hvad mener du?