Læs dagbog

Kære dagbog

Mandag aften... weekenden er nu også slut for mit vedkommende. I morgen tidlig skal jeg på arbejde - der venter 4 travle dage.

Og ja, jeg ved jeg får travlt - ikke mindst fordi jeg ikke var der ret meget i sidste uge. Men jeg håber virkelig, at det bliver accepteret, at jeg ikke kan klare at have overarbejde lige for tiden... Det skal sgu accepteres. Og jeg skal selv bide mig i tungen og lade være at sige ja, hvis jeg bliver spurgt!

------

I dag har jeg ikke lavet så meget. Sov elendigt i nat. Tror kl. var 5 inden jeg sov... og da klokken så var omkring 7 begyndte de at larme udenfor... Der blev skrabet asfalt af, som forberedelse til at lægge noget nyt. For f*nden hvor det larmede... Da de så endelig holdt op - så sov jeg lidt igen - men bare for at vågne kort tid efter fordi ejendomsfunktionærerne begyndte at larme og drøne rundt på deres truck. Grrr...

Så ikke ret meget søvn til mig. Og jeg har så heller ikke lavet så meget i dag.

Jeg havde besøg af min bostøtte i næsten 2 timer... Og så har jeg fået ordne noget mere vasketøj, lagt tøj sammen - og fået strøget en del.

Men oprydningen er jeg ikke kommet videre med. Og det gør jeg nok heller ikke rigtig før næste weekend. Jeg plejer jo ikke ligefrem at ha' så pokkers meget energi, når jeg kommer hjem fra arbejde.

------

Mit fjæs - det ser stadig rigtig ulækkert ud. Men jeg synes måske nok, at det går lidt fremad... Bare alt for langsomt!

Ville ønske at det antibiotika var en mirakelkur!

Forsøger at lade være med at tænke på, at det er kronisk... at det måske kommer igen og igen og igen. Det gør mig simpelthen så ked... så jeg prøver at skubbe det væk.

------

Tænker til gengæld meget på at jeg skal til psykolog på onsdag... Har jo fået besked på, at jeg skal beslutte hvad vi skal arbejde med nu - sådan helt konkret. Jeg må også godt komme med flere ting - og så vil han hjælpe mig med at beslutte, hvad vi skal starte med.

Men altså... det forvirrer mig på en eller anden måde... Er jeg bange for at svare "forkert"? Jeg ved det ikke... Tror jeg er bange for at det jeg kommer med ikke er godt nok - bange for at få at vide, at jeg er "for rask" til at komme hos ham mere... Puha!!! Det må ikke ske. Selvom det jo selvfølgelig er målet. Men altså - jeg kan/vil ikke undvære ham!!! Han er jo min bedste ven - han kan da ikke bare forsvinde ud af mit liv?????

Åh altså - det er noget mærkeligt noget med de behandlere. Man kan blive så ekstremt afhængige af dem på så mange nivueaer... Når jeg læser om andre der har det på tilsvarende måde - så forstår jeg dem virkelig godt.

Jeg ved godt, at man kan blive FOR AFHÆNGIG, men det er altså en svær ting...

Jeg har nu kendt min psykolog i 5 år - og uden ham, ja, så havde jeg ikke levet i dag. Det er helt sikkert.

Så hvordan skal jeg nogensinde kunne give slip?

Jeg ved ikke hvad det egentlig er jeg ønsker... Det er jo ikke sådan at jeg er forelsket i ham. Og det er heller sådan, at jeg ønsker at kende ham privat. Slet ikke. Det ville være helt forkert - bla. fordi han jo ved så meget om mig - og jeg så lidt om ham. Så nej, det er slet ikke det jeg ønsker.

Det jeg ønsker... ja, hvad er det? Det er vel noget med at bevare trygheden... For ja, jeg føler mig tryg ved ham - meget endda. Han har ingen skjult agenda. Hans omsorg og betænksomhed er ægte og oprigtig. Og det kan jeg da ikke give slip på!! Det har jeg jo ALDRIG oplevet før... aldrig...

Puha... mine tanker løber løbsk. Det er jo slet ikke aktuelt at sige farvel. Jeg skal "bare" vælge et fokuspunkt... hvorfor kan jeg ikke bare det?

Jeg prøver virkelig... og måske kommer jeg til at overanalysere mig selv... Men kan det handle om, at de ting jeg gerne vil "kureres for" kræver frygtelig meget ærlighed fra min side, hvis der virkelig skal arbejdes med det? Og jeg tør ikke være ærlig? Ikke en gang over for ham...

Jeg har som sagt kendt ham i 5 år - og det er kun MEGET FÅ GANGE at jeg har løjet for ham. Men jo, jeg har løjet. Og det er jeg bestemt ikke stolt af. Nu er jeg så bange for at blive afsløret i de løgne tror jeg... hvilket er latterligt, for han vil jo ikke blive sur eller noget. Han vil nok nærmere sige "fint - det er godt at du nu er klar til at snakke frit om de ting." Men jeg er så frygtelig flov og skammer mig sådan over det - både at have løjet, men også det som det handler om...

Puuuh. Jeg er forvirret i min knold... Må nok hellere bare afbryde det hele her - og så gå i seng for jeg skal jo snart op igen...

Godnat.

Leely