Læs dagbog

Kære dagbog

Så kom jeg endelig ud af starthullerne igen... Det lykkedes at komme på arbejde i går og i dag. Endelig.

I onsdags skulle jeg også ha' været afsted fra 8-12, men det formåede jeg ikke. Dog kom jeg ud af døren til en aftale men nogle venner kl 13 - og vi havde en god eftermiddag sammen. Det var rigtig rart, for på den måde kom jeg ligesom ud i verden igen... ud af lejligheden og isolationen.

Efter en lang eftermiddag sammen med vennerne skulle jeg til psykolog om aftenen - og det var virkelig en befrielse! Det var tiltrængt! Vi havde en god snak - jeg føler virkelig, at jeg får noget ud af det i denne tid... Måske fordi jeg generelt er mere klar i hovedet og derfor bedre kan "høre", hvad han fortæller mig. Måske fordi jeg er blevet en anelse mere "modig" - forstået på den måde at jeg vover at fortælle ting som jeg ikke tidligere har turdet fortælle... Han roste mig i hvert fald igen i onsdags for, at jeg kæmper hårdt og udviser kampvilje og et ægte ønske om at lave om på de ting, der gør så ondt på min sjæl.

Det er svært at modtage ros - jeg bliver forlegen, og ved ikke hvad jeg skal sige... men det er også rart og det styrker min "kampgejst".

Vi fik snakket om, at jeg ikke havde været på arbejde i en uge - og at det ikke måtte fortsætte sådan. Jeg SKULLE bare afsted næste morgen. Derfor tilbød han, at ringe til mig torsdag morgen... men det endte i stedet med en aftale om, at jeg skulle sende en sms til ham - at jeg var oppe og i gang med at gøre mig klar. Hvis han ikke havde modtaget besked ved 8-tiden, så ville han ringe og høre hvad der "foregik"... og forsøge at tale mig igennem det - at få mig ud af døren. Derfor skulle jeg sende en sms i så god tid, at hvis han ikke fik den - så kunne han nå at ringe til mig og snakke mig igennem angsten - uden at jeg ville komme for sent på arbejde.

Puha... jeg følte mig presset. Hvad nu hvis jeg ikke kunne magte det... hvad hvis jeg stod der torsdag morgen og bare ikke KUNNE komme ud af døren? Det var svært... men det lykkedes. Jeg havde det skidt og havde lyst til at blive hjemme, men jeg kunne ikke bære at "svigte" ham... Så jeg skrev til ham kl. 8 at det gik planmæssigt - og så skrev jeg igen da jeg var kommet med bussen.

Da jeg kom ind på arbejde var jeg anspændt af pommern til - og rystede som et espeløv... puha det var svært. Jeg skyndte mig ind på mit kontor - som jeg deler med 2 andre. De kunne tydeligt se, at jeg ikke var helt ok - og de var meget søde og spurgte, hvad de kunne gøre. Jeg sagde, at jeg bare lige skulle "falde lidt ned" og sådan noget - og vi snakkede lidt om løst og fast... og efter ganske få minutter var jeg "mig selv" igen.

Jeg synes stadig, at det er flovt, at jeg opførte mig så mærkeligt... og det var lidt mærkeligt i dag for jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige... så det endte med, at jeg ingenting sagde. Det går mig lidt på... jeg burde fortælle dem, at den måde de reagerede på var rigtig god for mig - det var rart at vi lige kunne bruge et par minutter på at tale om løst og fast, fordi så faldt jeg hurtigt til ro... Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at give udtryk for, at jeg sætter pris på det de gjorde?

Nå men tilbage til psykolog-besøget.

Vi snakkede også en del om min frygt for at opnå de ting jeg faktisk gerne vil... fordi jeg er bange for, at hvis jeg en dag står i en situation, hvor jeg har fået opfyldt mine ønsker - og så stadig er ulykkelig - hvad gør jeg så? Jeg forstår ikke mig selv - men jo, jeg er bange for at få de ting, jeg ønsker i livet...

Som altid tog han fat i tingene og "pillede det fra hinanden". Hvad handler det HELT præcist om. Konkretiser tingene - og undersøg om det nu kan passe... Vi snakkede om mit ønske om at blive mor - og hvorfor jeg ikke "bare" taber de kilo jeg skal for at kunne gå i gang med fertilitetsbehandlingen... Det var svært for mig. Jeg har meget svært ved at tale om mit madforbrug og mine vægtproblemer.

Jeg har fået noget at tænke over - på en ny måde. Men det var ikke sådan, at "brikkerne faldt helt på plads"... Jeg skal have tid til at bearbejde det, vi snakkede om og så håber jeg, at jeg snart er klar til at gå på kur igen... For én ting nåede vi frem til i onsdags - nemlig at jeg stadig meget gerne vil have barn - og både psykologen og jeg selv mener, at det er realistisk og at jeg kan klare det og give et barn et godt og trygt liv...

Så ja - jeg er nødt til at finde en vej ud af det her selvdestruktive mønster - og så arbejde på at opnå det jeg ønsker.

Det er sgu da for latterligt, at 10-12 kilo skal ødelægge min drøm! Det kan selv jeg se er latterligt.

Vi nåede også at snakke om nogle andre ting... så det var en rigtig god omgang i onsdags. Han er fandeme godt nok vigtig for mig... helt vildt!

------

Arbejde...

Der er nu kun en uge tilbage af arbejdsprøvningen. Den 1. juni overgår jeg til en lønnet stilling i en tidsbegrænset stilling. Jeg glæder mig usigeligt til at få løn for mit arbejde! Og min hårdt prøvede økonomi glæder sig! Det bliver fantastisk. Også bare det med at føle, at nogen får så meget ud af det jeg laver, at de faktisk vil betale for det...

Jeg har fået at vide, at jeg får det store tilskud på 2/3, men lønnen er stadig ikke afklaret for min virksomhedskonsulent venter på svar om hvad mindstelønnen er... Jeg synes, det er ved at være lidt presset, men altså - det skal vel nok lykkes. Ja, det SKAL det sgu! Hvis ikke - så går jeg GRASSAT!

------

Min hudsygdom er heldigvis i bedring - det er meget pænere nu og jeg tør igen vise mig offentligt... Det er ikke helt væk, men nu ligner det "bare" almindelig uren hud... Jeg håber at antibiotikaen vil blive ved at gøre det bedre, så det helt forsvinder. Og så må jeg bare håbe på, at det ikke kommer igen.

Jeg fortalte psykologen om det - og han kunne jo også se det på mit ansigt. Var lidt bange for at han ville synes jeg var pjattet - men han forstod heldigvis godt at det havde gjort mig ked af det.

Ja - forståelse fra andre - det er altid rart at få.

-------

I går tilbragte jeg ret så lang tid i en børnetøjsforretning - og bagefter H&M's børnetøjsafdeling. Min veninde skal jo føde om små 3 uger (efter planen), så jeg ville lige købe lidt småting til den lille... hmm... jeg kom til at købe en hel del, men jeg er ligeglad. Jeg ved at forældrene vil blive glade for det - og efter som jeg har fået tildelt titlen "moster", så har jeg vel ret/lov til at forkæle lidt, ikk?

Min veninde har engang for længe siden sagt, at jeg må være moster for hendes børn, fordi jeg ikke selv har en søster - og dermed aldrig kan blive rigtig moster. Så det er jo fint. Jeg bliver altså "moster Leely" :-)

Men ja - jeg gik lidt amok i alt det babytøj - havde virkelig svært ved at begrænse mig. Også selvom jeg ved, at de efterhånden har rigeligt tøj til den lille. Men skidt-pyt. Guldklumpen skal forkæles!

Jeg må også se at komme i Ikea en tur - de plejer at ha' nogle rigtig søde bamser, som jeg ved min veninde er helt vild med, så det vil jeg også ha' købt... Og ja - derudover ved jeg ikke hvad jeg ellers skal købe... men det er måske også ved at være nok. Foreløbig altså... ha ha.

Jeg har været lidt nervøs for hvordan jeg ville have det når min veninde skal føde og den lille bliver "virkelighed"... Har været bange for at jeg ikke ville være i stand til at styre min jalousi... Men indtil videre går det nogenlunde - det kan selvfølgelig stadig blive hårdt, når jeg skal se den lille i hendes arme første gang, men jeg tror nu godt, at jeg kan styre jalousien... det håber jeg virkelig.

------

Nå, nu er jeg vist - endelig - ved at løbe tør for ord for i aften. Tror jeg vil se lidt fjerner og så gå i seng inden længe.

Leely