Læs dagbog

Som ved en meditation må jeg til at bruge mantra i det daglige. Jeg må blive ved med at sige til mig selv, at jeg skal være langsom. Jeg skal passe rigtig godt på mig selv, da mit arbejdsliv varsler storm. Ikke kuling - ikke orkan, men for mig er en storm en rigelig stor udfordring.

Jeg fik en ok snak med min virksomhedskonsulent i går. Selvfølgelig var der ikke plads til, at vi kunne få et rum og et bord for os selv, så vi sad på et bord for enden af en gang, hvor nogen slukkede lyset med næsten jævne mellemrum. Der er en rystende mangel på respekt for vi sårede og syge.

Virksomhedskonsulenten mente, at jeg skulle søge et helt konkret job som pædagog pået projekt for indvandrerkvinder, der er langt fra arbejdsmarkedet. Jobbet er opslået til 30 timer, men han mente, at jeg skulle søge det med en bemærkning om, at jeg kun kan arbejde omkring 20 timer. Jeg skal have ringet i dag eller i morgen for at høre om jeg kan komme forbi og se stedet, indsnuse atmosfæren og få en fornemmelse af om det er et sted for mig.

Jeg er ikke overdrevet begejstret for at skulle arbejde på en pædagogoverenskomst, men den kan og må jeg evt. æde. Pædagoger er rystende dårligt lønnet.

Endelig er jeg vågnet op efter en god nats søvn. Det er stafig tidligt, men til gengæld gik jeg også tidligt i seng i går.

I dag skal jeg bare lige runde kolbøtte-virksomheden og skal derfra ud at kigge på et sted, hvor jeg måske også vil søge job. Virksomhedskonsulenten vil "tage mig med i tasken", når han alligevel skal derhen på mandag......