Læs dagbog
Hårdt liv
En side i dagbogen "Lorte liv"
Skrevet af silentgirl 1. januar 2020 19:02
Har efterhånden været skidt rigtig længe og kæmper stadig.
Jeg kan snart ikke mere. Jeg kan ikk koncentrere mig og mit blik flakker rundt.
Mit hoved er forvirret og forstyrret af mine tanker og de trælse stemmerne..
Jeg kan snart ikk skelne mellem mine tanker og hallucinationer. Alt blir mixet sammen og har ingen overblik. Jeg ved ikk om jeg kan blive ved med at klare det.
Jeg vil så gerne kunne klare det men mit sind siger snart helt fra.
Hvorfor skal det være så pokkers hårdt?.. Jeg har nærmest ondt i min krop.
Mit sind kører på gasserne og gråden sidder udenpå tøjet. Hjertet føles belastet og alt ligger i den yderste kant af huden. Jeg prøver virkelig at tænke positivt og arbejder med mig selv men det virker fuldstændig håbløst..
Det ville være meget nemmere at ende det hele. Det går SÅ vanvittigt ondt.
Jeg har virkelig kæmpet længe og det har forskudt det men tror ikk at jeg kan undgå det mere.. Jeg kan bare ikk være det bekendt overfor Morten og min familie.
Jeg har meget lyst til selvskade og må virkelig arbejde med at holde mig tilbage ellers havde jeg gjort noget.. Jeg kan se blodet under lukkede øjne. Jeg kan smage blod i min mund og lugte det varme røde væske. Jeg savner fornemmelsen af blodet trille ligeså stille ned af min arm..
Jeg har lyst til at banke mig selv i hovedet... Jeg håber på et blåt mærke!..
Jeg kan snart ikk holde stand men ved osse at hvis jeg skær i mig selv igen, så går Morten fra mig, så kæmper med de sidste kræfter på at lade være men så kan jeg da slå mig selv i hovedet eller hive hår ud af mit skridt!..
Drengen er kommet igen og provokere med at kalde på mig og bede mig om at gøre ting på og for ham. Han onanere.. Jeg prøver virkelig at ignorere ham men det er pokkers hårdt!. Det går helt ondt ind i marven og tårerne presser sig på lige nu.
Mit sind er virkelig overbelastet og der er ikk plads til mere.
Bare man kunne slukke eller tænde for ens følelser og psykiske problemer al efter hvor meget overskud man havde til at kunne arbejde med dem men det findes ikk hos mig. Bare jeg kunne stoppe det hele for en stund, så jeg kunne oparbejde noget energi til livet men alt kører på det højeste blus og der er ingen plads til bedring eller ændring.. Det er så uretfærdigt men har nok fortjent det, hvorfor skulle det ellers være lige mig, der har de problematikker?.. Har allermest lyst til sove livet væk, så slipper jeg for at tage stilling til det. Så fortsætter livet uden mig..
Det bliver sikkert aldrig bedre.. Kan ikk holde tanken ud!..