Læs dagbog

De fleste dage er stadig gode. Og så ind imellem, så er jeg helt tilbage igen.

Helt tilbage i det sorte hul, hvor intet giver mening og smerten tager over.

Lysten til livet er væk på de dage. Eller også er frygten for at synke permanent ned, så fremherskende, at jeg tænker, at døden MÅ være et bedre alternativ end det. For alle parter.

Men jeg vågner lykkeligvis op igen. Opdager, at jeg ikke er syg på den måde længere. Men tag endelig ikke fejl, witchy. Det ligger og lurer under overfladen.

Jeg ved helt præcist, hvad der udløser det. Og det er ren kliché. Stress. Stress i form af følelsesmæssige usikkerheder.

Hvordan ser fremtiden ud med kæresten? Hvordan klarer jeg mig igennem dette økonomiske dødvande, jeg står i?

Det er ikke stress i den arbejdsmæssige forstand. Utroligt nok. Jeg kan sagtens løbe stærkt og klarer mig helt fint i diverse ellers noget udsatte funktioner. Igen, jeg må gentage det, utroligt nok. Og jeg trives med arbejdet. Ingen tvivl.

Så det er, når de negative tanker tager over. Den følelsesmæssige stress, den der tangerer depressionen.

Jeg bryder det negative mønster på de dårlige dage ved atkivt at tænke positivt. Få søvn nok. Sige nej til aktiviteter, når jeg har det skidt. Og jeg er blevet god til at rose mig selv. Give mig selv anerkendelse, når dette er fortjent - eller jeg bare trænger til det.

Janteloven tjener ikke den depressive på nogen positiv måde.

Så ud med den :-)