Brevkassesvar

Tak fordi det er muligt at stille spørgsmål her. Please, undgå at kommentere at mit brev er for langt. Jeg er bare så ked af det. Jeg skriver da jeg har meget brug for et råd fra en person ude fra. Jeg er 34 år, har en depression, som jeg faktisk ikke aner hvor længe jeg har haft. Har taget medicin i ca 3 måneder. Når jeg ser tilbage har jeg muligvis haft flere, men først nu er jeg i behandlig. 30 mg paroxetin, kognitiv terapi og skal muligvis starte på remeron for at komme til at sove om natten.

Jeg har været sygemeldt i 4 måneder - Hvilket går mig meget på. Marts 06 var jeg sygemeldt i 3 uger pga. af stress på mit arbejde, jeg følte ikke at min læge tog mig alvorligt. Min leder og tillidsmand kunne ikke hjælpe mig. Jeg er lærer, er en slider og selvom vi har mange problemer med problembørn får jeg det faktisk altid til at gå bedre, men måske på bekostning af mig selv.

Jeg tog i maj 06 kontakt til min fagforening, som har hjulpet mig med 7 timer ved psykolog, hvor jeg så siden er fortsat. Jeg overvejer at læse videre, er ikke sikker på jeg holder til jobbet, har ikke haft lyst overskud til at skifte, og mine kollegaer er trods alt meget søde mennesker som jeg har det godt med. Jeg bor sammen med min kæreste, som pga. af meget hårde studeier og karriere er stresset, og jeg føler ikke jeg kan trække meget på ham. Jeg kan mærke at han er ved at gå ud af sit gode skin, da han ikke ved hvordan han skal takle situationen og desuden fornemmer jeg at han ikke har overskud til det.

Han tager misforstået hensyn, ved ikke at kommunikere og ved ikke at stille spørgsmål. Jeg sparer ham og prøver at fortælle i korte træk hvordan tingene hænger sammen. Det skal også siges at han er væk flere dage om ugen og ofte på længere rejser. Vi har desuden haft et ombygningsprojekt som trak ud og som har været meget belastende. Set i bakspejlet har vi taget munden for fuld, men hvem ved altid hvad fremtiden bringer. Vi har været sammen i godt 10 år og har boet sammen de sidste 4 år. Jeg taler godt med min nuværende læge og med min psykolog, men føler mig presset. Selvom jeg har været syg længe føler jeg mig ikke klar til at begynde arbejde. Min psykolog mener jeg skal prøve at starte på arbejde og min læge mener jeg skal have mere medicin, remeron. Han vil ikke sætte mig op i dosis med paroxetin, da jeg har bivirkninger. Jeg føler mig i vejen for min familie, min kæreste, mit arbejde og alle spørger hele tiden til om jeg er startet på arbejde -selvfølgelig. Det presser mig. Føler næsten at min psykolog og min læge bliver irriteret på mig over at jeg ikke bare er top klar.

Jeg føler jeg heler og jeg føler langsomt mit tankemylder og bekymringer tager af. Og jeg mærker tydeligt en forbedring siden jeg startede på medicin. Men jeg mangler energi og min træthed vinder hver gang. Jeg sover uroligt og vågner tit. Har svedture om natten, slemt. Muligvis pga. medicin. Lyst til sex er IKKE eksisterende, ryster en smule - til at leve med. Jeg lider desuden af endometriose, er i behandling. Har ledningsforstyrrelser i hjertet, som af og til og især i stressede situationer resultere i slem hjertebanken, hvor jeg jo også er til besvær. Hvordan er mine udsigter? Bliver jeg nogensinde rask, fri fra medicin og bivirkninger? Kommer min depression tilbage? Hvordan kommer jeg til ikke at føle mig i vejen? Hvordan kan jeg ændre noget når jeg hele tide får at vide at jeg ikke må tage store beslutninger? Man skal være særlig opmærksom med remeron ved ledningsforstyrrelser i hjertet - hvordan/hvorfor? Hvordan undgår man at få nedture eller at blive deprimeret over at være deprimeret?

Med Venlig hilsen Astrid

PS. Jeg har lige set at man kun må stille et spørgsmål, hvor kan jeg ellers henvende mig?