Brevkassesvar

Emne: Hypokondri eller somatisering?

Spørgsmål indsendt 7. marts 2007

Hej.

Jeg har nu gennem mange år lidt af sygdomsangst. Den er i perioder så slem at den fylder hele min hverdag. I øjeblikket går jeg til undersøgelser for sklerose oa. men intet hjælper.

Jeg har utoligt mange fysiske symptomer som er meget skræmmende, og jeg har svært ved at forestille mig at de kun stammer fra min angst og stress. Men det er jo hypokondrien i en nøddeskal.

Kan man få konstant muskelrystelser/sitren og tics og nedsat kraft af langvarig angst. Jeg er kun 33 men føler mig som een på 80 helt bogstaveligt talt. Min krop snurrer og gør ondt og det skræmmer mig meget. Kan angst eller somatisering give alle disse konstante symptomer? Og er ventetiden lang på liasonsklinikken, for jeg tror vist at jeg kunne bruge lidt hjælp?

mange hilsner
Louise

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 9. marts 2007

Kære Louise

Tak for dit brev.

Det er helt sikkert, at det ikke hjælper ret længe at blive undersøgt, hvis man lider af sygdomsangst.

Sidste år vill du være kunnet til hos os i liaison i løbet af 1-2 måneder. Sådan er det desværre ikke længere. Ventetiden kan være et halvt år, og der er ikke nogen speciel behandling for sygdomsangst for tiden. Der er kun ganske få her i landet, der er gode til at behandle sygdomsangst, og jeg kan jo ikke reklamere her i brevkassen.

Mit råd er derfor, at du i stedet prøver en depressionsbehandling med et SSRI præparat i normal dosis. Det kan din egen læge sagtens gøre, og mine erfaringer er, at de fleste hurtigt bliver helt uden angst. Angst og somatisering er netop sådanne symptomer, som du beskriver. Det passer udmærket, men er meget ubehageligt.

Jeg tror, der er gode chancer for, at du kommer dig helt - nok med en risiko for tilbagefald. Men der ved du jo så, hvordan man behandler.

Med venlig hilsen
Morten Birket-Smith
Overlæge dr. med.