Brevkassesvar

Emne: Flexjob-regler

Spørgsmål indsendt 30. maj 2008

Hej

Kan I oplyse mig om flg.:

Hvis man arbejder 20 timer (som journalist) om ugen i flexjob (til fx. 250 kr/tm) skal kommunen så supplere op med 17 timer til samme takst? Hvis ikke - hvad så!

Hvor længe (mdr. - år) kan man være på flexjobs?

På forhånd tak

vh
Michael

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 9. juni 2008

Kære Michael,

Tak for dit brev.

For at få tilkendt fleksjob, skal man have en varig nedsættelse af arbejdsevnen med mindst halvdelen.

Bevilling af fleksjob er varig.

Hvis den fleksjobansatte mod forventning alligevel får det bedre og ikke har brug for fleksjobbevillingen, kan den bortfalde igen, så man kan arbejde på normale vilkår.

Arbejdsgiveren udbetaler løn til den fleksjobansatte.

Kommunen yder arbejdsgiver tilskud til lønnen.

Tilskuddet til arbejdsgiveren udgør halvdelen eller to tredjedele af lønnen, afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Løn, arbejdstid og arbejdsvilkår fastsættes som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet. I praksis er det ofte mindstelønnen indenfor området, men der kan være undtagelser.

Fastsættelse af løn og arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.

Tilskuddet kan ikke overstige halvdelen eller to tredjedele af den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

Tilskuddet kan højst beregnes ud fra en årsløn på ca. kr. 400.000,-. Arbejdsgiver må gerne lønne medarbejderen højere, men kommunen giver ikke tilskud hertil.

Venlig hilsen
Susanne Qvistgaard
Socialrådgiver