Brevkassesvar

Emne: Problem med udtrapning af Efexor depot

Spørgsmål indsendt 28. september 2008

Hej

Jeg søger desperat nogle kvalificerede råd vedr. udtrapning.

Jeg har nu taget efexor depot i en periode på tre år. Jeg startede med dette middel efter fem år med seroxat der blev udskrevet mod panikangst og ikke depression. Jeg havde mange bivirkninger med Seroxat der efter en virksom start blot gav forøget angst i sær om morgenen.

Min læge trappede mig ud af seroxat på en uge, og startede mig op på efexor depot 75mg. Den uge var den værste i mit liv, med bølger af angst og defushed, feber mv. Efterfølgende har jeg da også hørt at en sådan udtrapning var uforsvarlig, hvilket efterfølgende har fået mig til at nærmest miste tilliden til den rådvivning jeg kan få hos lægen.

Han gav mig så efter en uge med kraftige udtrapnings symtomer med seroxat en forøget dosis af efexor depot således at jeg så kom op på 150mg.

Denne dosis fik jeg så i ca. 2 år. uden at jeg i princippet syntes at det virkede effektivt. Havde stadigvæk tendens til angst om morgenen samt mange bivirkninger bla. kraftig tinitus og svedeture. Sidste år besluttede jeg at disse piller ikke var det rigtige for mig, og besluttede at komme ud af det, da jeg havde læst flere steder at dette middel ikke var beregnet til panikangst og faktisk efter længere indtagelses periode kunne kabe den defuse angst som jeg havde mens jeg var på midlet.

Jeg forklarede min læge om dette, han afviste mig nærmest og sgde at jeg da bare kunne holde op med efexor depot. Da jeg før havde mærket udtrapningssymtomerne fra seroxat blev jeg meget ked af dette ukompetente svar. Han trappede mig så ned til 75mg. + 1 stk. 37,5mg. taplet hvilket gik helt galt, med knaldende hovedpine, defus angst, influenza, tyndskid mv.. Jeg søgte nu selv at undersøge hvordan man trapper ud. Jeg ringede til firmaet der laver efexor hvor man fortalte mig at mange havde problemer og man kunne skille kapslerne ad og tælle de perler der er inden i og så tage en fra ad gangen. Det har jeg nu gjort i et år og er af den vej nået ned til ca. 37mg., nu er der igen kommet en periode med kraftig angst, febertilstande og tinitus. Jeg har således blevet på denne dosis i et stykke tid, men det er ikke forsvundet. Mit spørgsmål er nu, er dette den rigtige udtrapningsmetode, skal jeg tage en kold tyrker.

Søger desperat et svar!

Med venlig hilsen
søren


Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 7. oktober 2008

Kære Søren,

Efexor og seroxat er blandt de antidepressive præparater som hyppigst medfører seponeringssymptomer, populært kaldet abstinenssymptomer.

Jeg kan forstå, at du med stort besvær er nået ned til 37,5 mg efexor dgl.

Jeg vil foreslå, at du nu stopper efexor og i stedet for tager fluoxetin (som også er et antidepressivt præparat) 20 mg om morgenen i 10 dage. Derefter stopper du den også. Husk at det skal foregå i samråd med din læge.

Eftersom fluoxetin udskilles meget langsomt ud af kroppen medfører den ikke seponeringssymptomer.

De symptomer du nævner kunne faktisk også være tegn på forværring af din psykiske tilstand. Hvis det fortsætter skal du tale med din læge om evt. anden behandlingsform.

Held og lykke.

Med venlig hilsen
Shashi Kant Jha
Praktiserende psykiater