Brevkassesvar

Emne: Ledighedsydelse under sygdom

Spørgsmål indsendt 29. januar 2010

Hej

Jeg er tilkendt fleksjob for 1½ år siden og har været i et ansættelsesforhold de sidste 5 mdr.
Men for 2½ mdr. siden røg jeg helt ned igen med psykiske problemer m.m. - der er nu planlagt et længere (måske over 1 år) forløb med bla. misbrugsafvæning, psyk. behandling osv.

Kan huske, at dagpengereglerne går på at man kun kan være sygemeldt 52 uger, men gælder det også for mig som fleksjobber? Det er jo vigtigt, at jeg denne gang fuldfører mit behandlingstilbud...så jeg forhåbentlig undgår at blive så dårlig igen.

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 4. februar 2010



Kære Brevskriver,


Tak for dit brev.


Du har ret i, at det er meget vigtigt, at du gennemfører dit behandlingstilbud.


Du er omfattet af bestemmelserne i sygedagpengelovgivningen og kan som udgangspunkt være sygemeldt i op til 52 uger.


Derefter skal der tages stilling til, om du opfylder et af forlængelseskriterierne. Se nedenfor.


Det er ikke sikkert, at du behøver at være sygemeldt i så lang tid som 52 uger.


Måske vil du senere i behandlingsforløbet kunne få lagt behandlingen sådan, at du sideløbende kan passe både arbejde og behandling.


---------------



§ 27.

Kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i § 24, når


1) det på det foreliggende grundlag anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked,


2) det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 26 uger,


3) den sygemeldte er under eller venter på lægebehandling og den pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 2 gange 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden,


4) den sygemeldte ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår og dermed ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, men det endnu ikke er endeligt afklaret, om den sygemeldte vil være berettiget til et fleksjob eller til førtidspension, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 26 uger,


5) den sygemeldte har en livstruende sygdom, hvor de lægelige behandlingsmuligheder anses for udtømte,


6) der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller


7) der er påbegyndt en sag om førtidspension.


Venlig hilsen,


Susanne Qvistgaard


Socialrådgiver