Spørgsmål indsendt
3. februar 2010
Jeg er en enlig mand på 49 år, som i lidt over et år har været i behandling for en middelsvær depression med sertralin.
Har gjort gode fremskridt, og var faktisk begyndt at tænke på, til sommer måske, at trappe ud af ovennævnte medikament.
Sidste fredag blev jeg så indlagt og diagnosticeret diabetiker, hvilket jo medfører en omvæltning i mit liv.
Tanken om hvorvidt det efterhånden er det hele værd, er begyndt at blive mere og mere afklaret synes jeg, og det forskrækker mig faktisk!
Af familie er kun en søster tilbage, og jeg har svært ved at "belemre" hende, - synes måske også bare at jeg må "tage mig sammen".
Ville være taknemmelig for et råd fra jer....
Med venlig hilsen og tak
FLL
Svaret blev lagt på DepNet
8. februar 2010
Kære brevkassebruger
Du ved at depression har noget med sårbarhed at gøre og at helbredelse har en masse med robusthed at gøre. Det er vigtigt at få opbygget robusthed. Det er også normalt at man føler sig mere sårbar, når man får en diagnose, der ændrer dagligdagen. Men der er rigtig mange med diabetes som lever med disse ændringer på en god måde og for dig handler det om at finde din måde at håndtere livets problemer på. Når du tænker at du "belemrer" nogen, skaber du negative tanker, og hvis du istedet tænker at du selv kan gøre rigtigt meget for at håndtere din diabetes (med hjælp fra fagkundskaben) og at din søster selvfølgelig stiller op, hvis og når det er nødvendigt, ligesom du selv ville gøre det helt frivilligt, så får du mere overskud til at tage tingene som de kommer.
Måske skulle du søge noget psykologisk rådgivning, som kan hjælpe dig med at ændre de negative tanker og øge din livslyst, eller tale med din læge om hvilke muligheder der er.
Mange venlige hilsener
Irene Oestrich, psykolog, ph.d.