Spørgsmål indsendt
5. februar 2010
Hej
Jeg har fået diagnosen mild depression.
Det går meget bedre for mig og jeg har i grunden et dejligt liv.
Jeg har desværre nogle tanker som jeg ikke kan slippe og de gennemsyrer alt. Tanker om enden, om døden. Jeg er sikker på at jeg er nødt til at overvinde min angst for døden før jeg kan komme videre i mit liv. Jeg lukker øjnene og forsøger at forestille mig intetheden efter døden, forestille mig min sjæl forsvinde og med ét fyldes jeg af en forfærdelig angst og uro og alt føles forkert. Jeg har forsøgt at fortrænge tankerne med lige meget hvad dukker de op igen.
Jeg tror ikke på gud, reinkarnation osv. så kan ikke finde "trøst" der.
Hvad bør jeg gøre?
Svaret blev lagt på DepNet
22. februar 2010
Kære DepNet-bruger
Tanker om død og eventuelt selvmord er ofte en del af selve depressionen.
Når depressionen efterhånden aftager, vil disse tanker også aftage. Det behøver således ikke at være en angst, som du skal lære at overvinde, skal bearbejde eller på anden måde træne væk.
Lige nu konfronterer du bevidst eller ubevidst dine depressive symptomer i et forsøg på at blive fortrolig med tankerne. Dermed bliver du mere angst og tænker endnu mere på døden og intetheden osv.
De mørke tanker om intetheden og døden kan måske også forstås på en anden måde: at du lige nu er træt, depressiv og bekymret, men faktisk har et dejligt liv, som du ønsker at finde tilbage til (og reelt er ved at genfinde).
Hvis du accepterer tankerne som et udtryk for dette, vil du opleve, at de mister deres magt over dig. Uanset om man er religiøs eller ej, tjener tanker om døden/intetheden ofte som metafor for "befrielsen" fra smerte, sygdom, lidelse osv. og kan dermed reelt ses som et paradokst udtryk for håbet om det gode liv.
Venlig hilsen
Lars Søndergård, speciallæge i psykiatri, ph.d.