Spørgsmål indsendt
8. februar 2010
Hej,
Lige lidt om mig selv: jeg er 25 år og har en datter på 3½ år. Jeg har gået sygemeldt i lidt over 2 år og de har nu fundet ud af at jeg har borderline. Jeg venter på at få lavet en speciallægeundersøgelse, så de kan finde ud af hvad der skal ske med mig i fremtiden.
Jeg kunne godt tænke mig at få et barn mere, men ved bare ikke rigtig hvor god en ide det er. På mine dårlige dage orker jeg intet snart.
Jeg kører min datter i børnehave og henter hende igen og passer hende til min mand kommer hjem.
Jeg følger med mig selv at lysten til et barn mere er stor, men jeg vil heller ikke sætte et barn i verden hvis jeg ikke kan passe det.
Jeg får også medicin hver dag, som jo heller ikke er det bedste for et foster - men jeg kan bare ikke undvære det.
Mit spørgsmål er: Kan det være smart for sådan en som mig at få et barn mere eller skal jeg bare elske og være glad ved hende jeg har??
Svaret blev lagt på DepNet
24. februar 2010
Kære 25 årige:
Du har en lille pige, som du er glad ved, men har lyst til at få et barn mere. Du har fået konstateret en borderlinelidelse, som du får medicin for og venter nu på en afklaring af, hvad der skal ske med dig i fremtiden.
Du har mange fornuftige betragtninger om en evt. graviditet- kan du magte det nye barn - hvad med graviditet, når du får den medicin du får.
Mit råd til dig er, at du drøfter sagen meget grundigt igennem med en, der kender dig godt, din læge eller psykiater. Ud fra det foreliggende kender jeg for lidt til dig til at kunne give dig et kvalificeret råd.
Borderlineforstyrrelse er mange ting, og jeg kan bestemt ikke ud fra det, du skriver, sige at du ikke vil være en god mor for det næste barn - eller dårlig.
Held og lykke med det.
Venlig hilsen
Bodil Andersen
Praktiserende speciallæge i psykiatri