Spørgsmål indsendt
25. februar 2010
Tak til Anny Thorsager for svar vedrørende koncentration, læsning og forståelse af tekst og samtale under depression til en anden bruger.
Jeg har fået at vide at det er normalt, men er meget frustreret over så svært det er for mig, og her blev der sat gode ord på.
Jeg har været sygemeldt pga. depression et helt år fra mit universitetsstudie, og startede igen i efterårssemesteret 2009. Efter at have fået forskellige slags medicin som bare gjorde mig træt, fik jeg bare almindelig cipramil i en større dosis og blev stabil og havde været det nogle måneder.
Men da jeg startede på uni, kunne jeg straks mærke forandringen. Under min sygemelding har jeg ikke engang kunnet læse romaner, og jeg har ellers altid været lidt af en læsehest. Før sommerferien var jeg begyndt så småt med romaner igen, og det gik lidt langsomt, men fint. Faglitteraturen på universitetet og forelæsningerne er en helt anden sag. Jeg har aldrig haft klæbehjerne eller noget, men jeg plejer trods alt at huske det meste ihvertfald i en periode efter jeg har læst eller hørt det. Men jeg oplevede at jeg måtte læse nogen ting både to og tre gange, og at jeg kunne glemme hvad jeg havde skrevet dagen før. Det gør processen med opgaveskrivning i flere fag samtidig utrolig hård, og det påvirker altså igen humøret. Jeg kunne ikke holde min planlægning fordi alt bare går så frustrerende langsomt. Jeg er så træt i hjernen om eftermiddagen efter at have tvunget koncentrationen frem i mange timer i løbet af dagen.
Jeg har to børn, er gift, og har et liv uden for studiet som faktisk er lidt vigtigere at få til at fungere. Samtidig er studiet mit arbejde, og jeg elsker fagene og vil virkelig gerne. Men jeg må sige jeg har ret svært ved at se hvordan jeg skal kunne gøre det.
Jeg ved man skal slappe af og 'det skal nok komme igen' og alt det der. Og jeg ved jeg bare er utålmodig. Men jeg ved også at min hjerne er mærkelig, og at jeg nok ikke er stabil hvad angår psyken i resten af mit liv. Jeg har været depresiv før, og selvom jeg ikke venter på det, så har jeg fået at vide at jeg skal være opmærksom på at det nok vil ske igen. Hvis der hver gang skal gå så ufattelig lang tid før jeg fungerer igen, hvordan skal jeg så kunne...ja, noget som helst? Jeg skal jo bruge min uddannelse til at få arbejde, som jeg skal have ressourcerne til at kunne passe. Lige pludselig lyder det bare fuldstændig urealistisk...
/ Pigen i tvivl
Svaret blev lagt på DepNet
26. februar 2010
Kære brevkassebruger
Udover at der er forskellige læseteknikker, som fx at bryde opgaven ned i små trin, er det nødvendigt at give de tanker du gør dig et kritisk eftersyn. Hjælper de dig, eller gør de det sværere for dig?
Hvis du fx bebrejder dig selv, at det går alt for langsomt, vil det give bagslag og føles endnu mere tungt og frustrerende. Men hvis du siger til dig selv, at det er forståeligt og nødvendigt at sætte tempoet ned, så hjernen kan følge med uden at blive for træt, så viser du en selvomsorg, der vil hjælpe dig med at komme over det.
Utålmodighed kan godt bruges konstruktivt. Det handler jo om det du gerne vil opnå, en så normal funktion som muligt. Men over tid sker der jo forandringer med alle mennesker, og det der føltes let og ligetil, kan kræve større indsats.
Når familielivet skal fungere, kræver det også en indsats, men en del kommer jo også i fælleskab og af sig selv. Du er ikke alene! Ræk ud og find den støtte du har brug for i dine omgivelser.
Din styrke er at du elsker dit studie og dine fag, så bliver din indsats mere opmuntrende og meningsfuld. Også studiet kan du jo tage i den rækkefølge du magter det, selvom jeg godt ved der er nogle krav indbygget i de forskellige studieordninger.
Det er korrekt at der er højere sandsynlighed for depression, når man har haft flere episoder, MEN det er ikke en god ide, at sige til sig selv at "det nok vil ske igen" og handle som om det sker igen. Der er ingen som kan spå om fremtiden og du har meget større gavn af at udskifte dine negative forventninger med fokus på de positive ønsker. Måske kan du få noget terapeutisk hjælp til dette, da gamle tankevaner godt kan være svære at komme af med igen. Tænk på at det er normalt at "få ressourcerne til at passe", så man kan tage en uddannelse og få et arbejde, men alle oplever en vis stress i fordeling af sin opmærksomhed til familien (og sig selv ikke at glemme) samt studiet, arbejdet og alt det udenfor hjemmet.
Mange venlige hilsener
Irene Oestrich, psykolog, ph.d.