Spørgsmål indsendt
25. februar 2010
Hej
Kvinde på 34 år med søn på 21 mdr. Jeg har godt job, god familie, dejlig mand, fin økonomi osv. Udadtil virker jeg meget glad og velfungerende.
Jeg har de sidste 12 år haft tendens til depression og er også blevet behandlet for det. Bla. Fontex og Seroxat. De seneste 4 år har jeg fået Fluoxetin med godt resultat - lige indtil jeg fik min søn i juni 2008. Herefter har det næsten været som én lang fødselsdepression. Jeg er aldrig rigtig glad mere, min søn sover meget dårligt. Han er blevet undersøgt på alle måder, men er bare konstateret "ekstra skrøbelig". Deraf den dårlige søvnrytme.
En måned efter fødslen talte jeg med min læge og vi blev enige om at jeg gik fra 20 mg. til 40 mg. fluoxetin dagligt, da jeg var meget langt nede. Jeg synes, det hjalp lidt i en periode, men de sidste par mdr. har den været helt gal igen. Jeg er i min egen lille osteklokke, bliver hurtigt forvirret og irritabel. Føler mig meget ensom og distanceret fra omverden på trods af meget støttende venner og familie. Jeg prøver at være 100% mor (og ved, jeg er en god mor), men nogle gange er min søn så hysterisk og pivet og jeg kan næsten ikke kapere det i mit hovede. Lige pt er det helt slemt. Jeg føler at det hele er gået stærkt tilbage for mig, efter at jeg har født og giver derfor min søn skylden (Elsker ham overalt på jorden, men jeg tror, du ved hvad jeg mener). Jeg tænker at så snart han blir glad og velfungerende og sover godt, så blir jeg glad igen. Men dette sker bare ikke. Jeg har nu indset, at det ikke er min søn, der er noget galt med, men bare mig, der psykisk ikke kan klare særlig meget modstand.
Nå tænker jeg på om jeg skal skifte medicin og hvilken slags, der mon virker for mig.
Det skal lige siges at uanset hvor ked af det jer er, så er jeg typen der altid laver alle dagligdags ting og har en facade på og virker "helt normal" på fremmede.
Jeg har for nogle år siden lidt af bulimi men er 100% ude af det nu. Jeg troede dengang at det var derfor, jeg var depressiv, men det kan det jo ikke være, siden jeg er helt rask på det punkt nu.
Dog ville jeg blive utrolig ked af det, hvis jeg fik noget medicin, som jeg tog meget på af.
Jeg har en tid hos min læge om en uge, men jeg har snakket med så mange læger, psykiatere mm. i min tid som depressiv, så jeg tror faktisk ikke rigtig, det vil hjælpe.
Så derfor... hjælp!!
Svaret blev lagt på DepNet
4. marts 2010
Kære deprimerede,
Tak for din mail. Du har været plaget af depressioner de sidste 12 år- altså siden du var i beg. af tyverne og har fået bl.a. Fontex og Seroxat med god effekt.
Siden fødslen af din søn jan 2008 føler du, du har befundet dig i en fødselsdepression, som du ikke rigtig kan komme ud af. Det er svært at have ressourcer til et lille barn, når man ikke selv er på toppen. Det er også svært, når dit barn øjensynlig er en lille sårbar fyr, der kræver dig meget. Men selv om han gør det, skal du huske dig selv på, at det ikke er hans skyld, du har det skidt.
Jeg tror, du i første omgang skal overveje, om det ikke ville være en god ide at få samtaler med en psykolog om det at være deprimeret - om det altid at skulle holde en facade, om det at have behov for kontrol. Hvis du hermed får nogle redskaber til at tackle dine frustrationer og stemningssvingninger, vil du få det meget bedre med dig selv, og når du får det bedre, får din søn det også bedre.
Hvis du mener, du skal skifte medicin, vil jeg foreslå at du prøver et stof der virker på to signalstofsystemer- enten venlafaxin eller Cymbalta.
Mange venlige hilsner
Bodil Andersen