Brevkassesvar

Jeg har haft en svær depression - og sad lige og læste hvad sådan en gør ved ens pårørende (Og ja, her har den haft sine konsekvenser). Min mand og jeg er gået fra hinanden nu - efter min depression er væk!!!!

Vi har haft ufatteligt svært ved at finde hinanden igen - der er blevet sagt, råbt og gjort for mange ting, fra begge parter.

Jeg har heller ikke været let og leve med - det kan jeg godt se. Men jeg var syg og kunne ikke gøre for det - ikke en dum undskyldning, men jeg evnede ikke at gøre det rigtige - opføre mig rigtigt. Jeg evnede at holde på alle vores hemmeligheder - men det var ALT.

Jeg forsøgte at tage mit eget liv - fordi jeg bare ikke kunne holde til, hele tiden at få at vide at jeg var ligeglad med familien, at jeg bare skulle tage mig sammen... Mens den plade jo kørte i hovedet på mig selv, uden problemer!

Min mand stod til gengæld med en kone, der fra at være selvsikker og initiativrig, ikke kunne overskue ret meget - der var dog gode dage, hvor jeg pludselig fik gjort det gamle stuehus pænt og beboeligt, så vi ikke skulle bo i campingvogn.....

Tror de gode dage tit snød ham - hvor han så troede, "nu går det godt" - Nu skal vi nok klare det hele. Hvorpå de dårlige dage så fulgte ........hvor opvasken bare ikke kunne tages - hvor morgenmaden var en for stor udfordring etc.

Min depression var derudover en hemmelighed - hvilket ikke gjorde det lettere.
Jeg var gravid under depressionen og meget syg som følge af graviditeten - hvilket selvfølgelig ikke gjorde tingene bedre.

Kort forinden jeg fødte, fandt jeg lyset og grunden til at leve igen - glædede mig til at se mit barn....... Men min mand var bare ikke der. Han frygtede fortsat min depression og vidste heller ikke med sikkerhed at jeg havde det godt (var ikke i behandling) han blev ved med at se tingene - som de havde været, fremfor som de nu var blevet! Han reagerede på småting - som om jeg var dybt depressiv og det gjorde mig enorm såret og sur.

At jeg fortsat heller ikke havde en plads i familien, fordi jeg stadig blev behandlet som om jeg var irrationel. Vi er efter fødsel gået fra hinanden nogle gange - og er blevet enige om at give det endnu en chance fordi vi elsker hinanden. Men nu er jeg flyttet og har søgt separation. Jeg elsker ham fortsat og tror også han elsker mig (det siger han). Men jeg tror frygten for en depression er så stor, at han ikke tør stole på mig - ikke kan komme over, at jeg nu har det godt.......Vi skændes lige nu om vores lille barn - og han virker slet ikke rationel i forhold til den kamp. Han fortalte mig desuden at han havde søgt separation, men det var ikke sandt.

Jeg ville så gerne, at jeg kunne få ham til at forstå, at jeg har været meget syg, og det har været rigtig hårdt for os begge. Måske faktisk hårdere for ham, der stod tilbage med hele ansvaret. Men at mine manglende handlinger ikke skyldtes manglende vilje, men manglende kunnen.

Nogen der kender nogen, der som os - har været i helvedet og så fik åbnet porten til himlen, men ikke evnede at kravle op i den.......men som på sigt nåede den alligevel? Jeg tror faktisk godt vi vil den - men så meget er gået SÅ galt.

Vi er begyndt hos den samme psykolog - hver for sig. Jeg håber at det kan hjælpe, at han måske også kan forstå - at det jeg gjorde under sygdommen ikke var mig, men sygdommen der talte. Men at han heller ikke handlede særligt fornuftigt, ved konstant at presse mig til at skulle tage mig sammen.....

Og at sygdommen, ligegyldigt hvor svært det er, SKAL lægges bag os. Parkeres der - med alle de fejl der blev gjort og så komme videre i det nye liv.

Det er sq svært at parkere så megen ondt og bare acceptere at det var en sygdom og ikke os og vores normale samspil der er sådan.......Men, skal vi på et tidspunkt videre som par - skal den parkeres.

Mange tanker - nogle der har været i samme situation?