Spørgsmål indsendt
2. marts 2010
Jeg har i mere end 10 år lidt af tilbagevendende depressioner, mest om vinteren, men ikke udelukkende vinterdepressioner.
Jeg har fået medicin først hver vinter, siden hele året. Startede med Fontex, og da det holdt op med at virke Zoloft. Da også dette mistede effekten, får jeg nu Efexor ( i kopipræparat) 3 x 75 mg. Sidste vinter var jeg nede, men kom op igen, da jeg fik øget dosis fra 2 til 3 x 75 mg. I år trappede jeg op til denne dosis igen i slutningen af oktober, men gik alligevel ned lige efter jul.
Jeg har i det forløbne år med god effekt gået til psykoterapeut, og har fået meget hjælp omkring angst og selvværd. Nu har jeg været sygemeldt i 7 uger og er lige startet på arbejde. Lægen har henvist mig til psykiater, men der er 4-5 måneders ventetid.
Hun mener, at jeg måske skal have anden medicin. Jeg er usikker på, om det vil være en god ide at trappe Efexor ned, når foråret kommer - for hvis jeg skal klare hele nedtrapningen i sommerferien, bliver der ikke meget ferie, jeg får det dårligt, hvis jeg blot glemmer at tage det en enkelt dag.
Lige nu svinger jeg imellem ingen energi og sove alt for meget til en tilstand, hvor det hele kører for hurtigt i hovedet på mig, og jeg slet ikke kan falde i søvn selvom jeg er træt. Jeg er bekymret og nervøs, vil så gerne kunne klare mit arbejde igen og er samtidig nervøs for at belaste mig selv for meget.
Jeg har været glad for Efexor og er frustreret over, at det ikke virker længere. Jeg er blevet helt angstfri det seneste år, og er bange for at angsten vender tilbage, hvis jeg skal trappe ud og bruge ny medicin. Jeg er frustreret over at vente 4-5 måneder bare på den indledende samtale.
Hvad siger jeres erfaringer om udtrapning af Efexor og muligheden for andre præparater efter dem, jeg har prøvet?
Med venlig hilsen
Scriba
Svaret blev lagt på DepNet
3. marts 2010
Kære Scriba
Med det sygdomsforløb du beskriver med regelmæssige tilbagevendende depressioner og angst, er det formentlig mest hensigtsmæssigt, om du fortsætter med en (forebyggende) antidepressiv behandling, som så kan reguleres lidt ned eller op i dosis alt efter virkning og bivirkninger.
Det er ikke sådan, at et antidepressivt præparat, der tidligere har virket, holder op med at virke efter nogen tid, hvilket der er mange som fejlagtigt tror. Du kan derfor roligt fortsætte med Efexor. Du kan drøfte dosis med psykiateren eller om det vil være fordelagtigt at supplere behandlingen med et andet præparat med en anden virkningsmekanisme. Ligeledes kan det være fordelagtigt at supplere behandlingen med samtaleterapi, som du allerede gør.
Venlig hilsen
Lars Søndergård, speciallæge i psykiatri, ph.d.