Brevkassesvar

Emne: Hjerneskade

Spørgsmål indsendt 2. marts 2010

Hej,

Jeg lider af periodemæssig depression og anden non-organisk psykose. Jeg får Efexor (er på udtrapning)i samarbejde med psykiater, Risperdal Consta 50 mg og Zyprexa 5 mg.

Grundet psykosen er jeg hørehallusineret,og på det seneste ser jeg også ting som ikke er (hallusineret). Dette oplever jeg oftere og oftere.

Mit spørgsmål er; kan det skyldes udtrapning af efexor - eller skyldes det, jeg har fået en hjerneskade? Jeg mener nemlig at have læst, at psykoser kan give hjerneskader!

Det skal siges at jeg aldrig har rørt stoffer, og min psykose oprindelig startede med en fødselspsykose.

På forhånd tak for jeres svar.

Morm

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 11. marts 2010

Kære Morm

Tak for din mail.

Du fortæller, at du har periodiske depressioner og herudover psykotiske fænomener, som behandles med antipsykotisk medicin.

Nu er du under udtrapning af venlafaxin, som du får mod depression, og synes, du har fået det værre - du ser bl.a. ting, som ikke er der, og er nervøs for, om du har fået en hjerneskade på grund af psykoserne eller om det er udtrapningen, der giver problemer.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at du har besvær som følge af medicinudtrapning. Venlafaxin(efexor) udtrapning er for de fleste en besværlig proces. Man får ofte fysiske symptomer i form af svimmelhed og kvalme og psykiske symptomer i form af angst, uro og tristhed.

Især de psykiske symptomer vil forstærke dit stressniveau og kan dermed i en periode bevirke, at dine psykotiske symptomer øges, ligesom venlafaxin kan påvirke omsætningen af den anden medicin, du får, så det kan være nødvendigt at justere dosis efterfølgende.

Du skal tale med din psykiater om evt. at ændre dosis. Du har ikke fået en hjerneskade.

Mange venlige hilsner
Bodil Andersen
Praktiserende speciallæge i psykiatri