Spørgsmål indsendt
2. marts 2010
Hej,
Jeg har været i et vellykket ECT-behandlings forløb pga en meget svær depression og har nu fået 14 behandlinger. De sidste to gange har jeg oplevet en opblomstring på selve ECT dagen og derudover har jeg oplevet en generel bedring af min sygdom.
Fra at være meget deprimeret 100 % af tiden, er jeg nu nede på ca. 60-65 %. Jeg oplever desværre stadig væk at kunne få nogle voldsomme dyk indimellem, hvor jeg, når det er aller værst kan opleve en manglende lyst til livet og en følelse af at det ville være nemmere hvis jeg ikke levede. Dette har fået både min mand og jeg til at tænke at det måske kunne være en god ide at få to behandlinger mere.
Nogle sygeplejersker på afdelingen deler ikke denne holdning, og mener at jeg allerede har fået mange behandlinger. Jeg skal først tale med en læge omkring mit videre behandlingsforløb om 3 dage, og vil gerne være lidt mere velindformeret omkring emnet - defor mit spørgsmål...
Er der specielle risici forbundet med mere end 12 behandlinger?
Er det farligt at få for mange behandlinger? Er det meget unormalt at skulle have så mange behandlinger?
Det skal så siges, at jeg var meget syg da jeg blev indlagt.
På forhånd mange tak for hjælpen
Mvh SSB
Svaret blev lagt på DepNet
8. marts 2010
Kære SSB
ECT-behandlinger virker utroligt individuelt, hvor nogen har effekt af 4-6 behandlinger, mens andre må have mellem 10-20 behandlinger.
Da behandlingerne i en periode påvirker korttidshukommelsen, er man ikke glad for at give behandlinger, som ikke er uomgængeligt nødvendige.
Det er op til den behandlende læge at vurdere, om du kan have glæde af yderligere 1-2 behandlinger.
Der er lavet en lang række videnskabelige efter kontroller på patienter, der har fået meget store antal ECT'er og der er ikke fundet tegn på hjerneskader efter selv meget høje antal ECT'er.
Den mest mærkbare bivirkning ved ECT er en forbigående påvirkning af korttidshukommelsen, men igen er det uhyre individuelt, hvor meget dette generer den enkelte.
Antallet af behandlinger er individuelt, men der er mange patienter, som får flere behandlinger, end dem, du har fået.
Med venlig hilsen
Læge Ole Tang
Hørsholm