Brevkassesvar

Emne: revalidering for bipolar

Spørgsmål indsendt 3. marts 2010

Hej,

Jeg er en pige på 22 der lider af bipolar affektiv sindslidelse type 2.
Jeg har været sygemeldt siden januar 09 og har indtil videre sygedagpenge indtil 1/8-10.

Men herefter vil jeg meget gerne have revalidering, så jeg kan få hjælp og støtte til at tage en uddannelse mens jeg kommer opad igen. Jeg er ikke klar til at studere eller arbejde på fuld tid, men tror jeg vil kunne klare deltid, når vi kommer til august da det går fremad.

Men kommunen mener ikke jeg skal have revalidering da det sigter mod fuldtidsarbejde.
Jeg er jo så ung og haft diagnosen så kort tid, så jeg ved endnu ikke om jeg vil kunne klare fuld tid - men jeg har da fået af vide af mine behandlere, at mange kan klare et helt normalt arbejdsliv.

Er jeg slet ikke kandidat til revalidering? Jeg synes netop revalidering er en god mulighed for mig, da jeg så kan tage en uddannelse, mens jeg kommer opad og derved lettere forsørge mig selv når jeg bliver helt rask igen.

Jeg tænkte også på om i havde nogen statistikker over hvor mange bipolare er i helt normalt job?

Mvh Helene

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 9. marts 2010

Kære Helene,

Tak for dit brev.

Du har ret i, at revalidering måske kan være en god mulighed for dig.

Ud fra det, du skriver, er der heldigvis endnu nogle måneder, hvor du kan være forsørget på sygedagpenge. En tid hvor du kan nå at få det endnu bedre.

Til orientering vil jeg gøre opmærksom på, at såfremt man opfylder kravene i sygedagpengeloven, kan man være sygemeldt i op til 52 uger indenfor 18 måneder.

Når du derfor skriver, at du kan modtage sygedagpenge frem til august, er det måske fordi du har været sygemeldt gennem længere tid forinden denne sygemeldingsperiode.

Når tiden nærmer sig august 2010 skal kommunen tage stilling til, om der kan bevilges forlængelse af dine sygedagpenge (se §27 nedenfor) eller om du er berettiget til en anden form for hjælp. F.eks. revalidering.

For at kommunen kan tage stilling i din sag, skal der udarbejdes en ressourceprofil (arbejdsevnemetoden). Se § 28 nedenfor.

I ressourceprofilen skal de lægelige oplysninger bl.a. indgå ligesom andre oplysninger om dig. Herudfra skal kommunen vurdere, om du er berettiget til forlængelse af sygedagpenge eller revalidering.

Det er helt korrekt, at man kun er omfattet af revalideringsreglerne, hvis man skønnes at kunne vende tilbage til ordinært arbejde på fuld tid.

Det er endvidere en forudsætning, at man vurderes at kunne gennemføre en evt. uddannelse på normeret tid.

Det er til gengæld muligt at lave en forrevalidering. Se § 46 nedenfor.

Forrevalidering er en afklarende periode, der skal klarlægge hvilken revaliderings plan, der skal lægges. Det kan være den periode, hvor man finder ud af, hvilke arbejdsopgaver du kan magte og hvilken fremtid, der er realistisk for dig.

Forsørgelse under forrevalidering er det samme, som man modtager i forvejen. Dvs. sygedagpenge i dit tilfælde, hvis det besluttes, at du skal revalideres.

Det er rigtigt, at der findes andre med samme diagnose, som fungerer udmærket på arbejdsmarkedet. Desværre har jeg ikke kendskab til statistikker på området.

Sygedagpengeloven:

Kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i § 24, når

1) det på det foreliggende grundlag anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked,

2) det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 26 uger,

3) den sygemeldte er under eller venter på lægebehandling og den pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 2 gange 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden,

4) den sygemeldte ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår og dermed ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, men det endnu ikke er endeligt afklaret, om den sygemeldte vil være berettiget til et fleksjob eller til førtidspension, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 26 uger,

5) den sygemeldte har en livstruende sygdom, hvor de lægelige behandlingsmuligheder anses for udtømte,

6) der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller

7) der er påbegyndt en sag om førtidspension.

Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension.

§ 46.
Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen, herunder personer, der er berettiget til ledighedsydelse og særlig ydelse, fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. En person, der er berettiget til sådan hjælp, kaldes en revalidend. Aktiviteter, som revalidenden gennemfører, før det erhvervsmæssige sigte er afklaret, kaldes forrevalidering. Det er aktiviteter med et erhvervsmodnende eller afklarende sigte for revalidenden.

Med venlig hilsen
Susanne Qvistgaard
Socialrådgiver