Brevkassesvar

Emne: Manglende behandlingsmuligheder

Spørgsmål indsendt 3. marts 2010

Hej,

Jeg har et par spørgsmål angående behandling af den lettere depression jeg for en månedstid siden fik konstateret.

Jeg er 21 år og studerende, og vil virkelig gerne blive frisk nok til at gå til eksamen til sommer, men angsten for eksamen fylder også meget i min depression.

Min læge har henvist mig til en psykiater, men der er desværre et års ventetid og min læge vil ikke gøre yderligere ved mig før jeg har talt med en psykiater, hverken psykolog henvisning eller tage stilling til om jeg skal medicineres.

Jeg har været til nogle gratis samtaler hos en psykolog som er tilknyttet mit studie. Psykologen der, siger at han ikke kan hjælpe mig. For det første fordi man kun tilbyder korttidsterapi, og for det andet fordi jeg har meget svært ved at åbne mig.

Jeg har alligevel fået lov at gå hos psykologen en gang om måneden, indtil jeg finder en behandlingsmulighed (det skal siges at psykologen er enig i at den bedste løsning er en psykiater).
Jeg er rigtig ked af at denne psykolog ikke kan hjælpe mig, for jeg prøver at åbne mig op og er også blevet tryggere ved at komme der. Men det tager nok noget tid for mig at blive rigtig tryg ved det Det er især svært når jeg kun kan komme der en gang om måneden.

Mit spørgsmål til jer er, hvad gør jeg i forbindelse med behandling? Jeg er som sagt studerende, men er villig til at låne penge til behandling, hvis det er det der skal til.

Har jeg slet ingen mulighed for at komme i behandling nu, eller skal jeg vente et helt år? og hvad gør jeg med den skolepsykolog jeg går hos nu?

Nytter det noget at gå der, når han siger at han ikke kan hjælpe mig, og når jeg kun kan gå en gang om månedenen? Skal jeg forstætte med at prøve at åbne mig op, eller skal jeg stoppe der?

Hvad gør jeg mht, min læge, som ikke rigtig har været til så meget hjælp? og har jeg overhovedet andre muligheder end at tage lån til at betale fuld pris for behandling, når min læge ikke vil henvise mig til en psykolog?

mvh

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 9. marts 2010

Kære Spørger

Tak for din mail.

Du beskriver en ganske problematisk situation. Du er studerende. Du har fået konstateret en depression, men din læge vil ikke behandle den sel v- henviser til psykiater, hvor der er et års ventetid.

Han vil heller ikke henvise til psykolog, så du må pt klare dig med en psykolog, som er tilknyttet studiet. Det er en helt urimelig svær situation, du er bragt i.

Hvis din læge mener, du har en depression, bør han efter min mening selvfølgelig også sørge for, at du blir behandlet. Det er helt uantageligt (og imod alle forskrifter), at du skal gå et år, inden noget sættes i værk.

Depression er ikke en sygdom, man skal tage let på. Din læge kan starte behandling op med et såkaldt ssri præparat, som vil hjælpe dig i løbet af 14 dage- 4 uger. Samtidig kan han henvise til psykolog, hvor du, fordi du er deprimeret og mellem 18 og 37 kan få betalt 2/3 via Sygesikringen.

Hvis du ikke kan få din læge i tale omkring disse spørgsmål, vil jeg råde dig til at skifte læge så hurtigt som muligt.

Mange venlige hilsner
Bodil Andersen
Praktiserende speciallæge i psykiatri