Spørgsmål indsendt
6. marts 2010
Hej, jeg har lige endnu et spørgsmål, som jeg håber at få besvaret.
Jeg har depression, men er ikke kommet sådan rigtigt i behandling endnu. Jeg har talt enkelte gange med en psykolog, men der har været langt mellemrum mellem samtalerne, og da jeg er en "hård nød at knække" (tillidsproblemer og sådan), har jeg ikke rigtigt fået åbnet op endnu.
Desuden har jeg kun to samtaler tilbage hos den psykolog før jeg skal videre i systemet.
Jeg har haft en problematisk fortid, som jeg faktisk ikke helt ved hvordan jeg skal definere, men som har været præget af mildere former for stofmisbrug, kriminalitet og overgreb. Det er ting som skete for mig i en ung alder, og som jeg aldrig har haft mulighed for at bearbejde, men som jeg selv har arbejdet mig ud af og senere fundet styrke i, man kan vel godt sige at jeg bevidst har fortrængt en masse ubehagelige ting.
Nu her, ca. 6 år senere har jeg så fået en depression, og det er som om at de ting i min fortid dukker op igen og begynder at fylde, selvom jeg har levet mere eller mindre lykkeligt med det i 6 år. Selvom jeg ikke som sådan rigtigt har åbnet mig op for psykologen synes jeg alligevel at nogle af de samtaler har været med til at få tingene frem i mig igen, og jeg er meget i tvivl om hvorvidt dette er en normal del af depressionen, eller noget der skal bearbejdes "for sig selv" eller om jeg bare kan gemme det væk igen, og kun forholde mig til depressionen i sig selv.
Jeg synes at det har været med til at jeg har fået det værre. Desuden er jeg i tvivl om jeg skal fortælle psykologen om de her ting, eftersom jeg kun har to samtaler tilbage. Jeg har haft tre samtaler nu, hvor jeg som sagt ikke rigtigt har åbnet mig endnu, og de var meget ubehageligt for mig at komme der de første to gange, men sidste gang jeg var der følte jeg mig virkelig forstået, at psykologen kunne læse mig rigtig godt, og jeg tror nu jeg er tryg nok til at kunne åbne mig omkring min fortid for aller første gang.
Jeg tænker bare at det vil blive rigtig svært for mig på baggrund af at jeg ved at jeg kun har to samtaler tilbage, det vil trods alt være den første person nogensinde jeg åbner mig for. Jeg håber i kan give mig et par gode råd til hvordan jeg griber hele situationen an og forholder mig til det hele.
Svaret blev lagt på DepNet
9. marts 2010
Kære brevkassebruger
Selvom du kun har nogle få samtaler tilbage hos psykologen, skal de handle om det, der er vigtigst for dig lige nu. Det er et fælles ansvar at få fat i det, der har betydning for din helbredelse. Som du også giver udtryk for, så er det ikke en god ide, at "fortrænge", hverken bevidst eller uden at være klar over det. Man er nødt til at foholde sig til de begivenheder, som nu engang har stor betydning for humør og trivsel. Men selv meget barske begivenheder kan bidrage til styrke og til at du bevarer styrken også i svære tider.
Ved slutningen af din terapi vil psykologen måle, hvor deprimeret du stadig er og hvor meget den er lettet undervejs i behandlingen, og hvis du stadig har behov for behandlingen har psykologen pligt til at formidle dette på en eller anden måde. Det lyder som om du har fået bevilget et begrænset antal sessioner, men alle fagpersoner har pligt til at gøre behandlingen færdig eller pege på et brugbart alternativ.
Mit råd til dig er at bede om en grundig vurdering af din aktuelle tilstand, og hvad du fortsat har brug for af terapeutisk hjælp til at overvinde din depression og få nye løsningsstrategier til at gribe problemerne i dit liv an på en hensigtsmæssig måde.
Mange venlige hilsener
Irene Oestrich, psykolog, ph.d.