Brevkassesvar

Emne: Slemme afvænningssymptomer??

Spørgsmål indsendt 26. juli 2010

Hej depnet.

Jeg begyndte at få angstanfald, generaliseret angst og lettere depression for 1 1/2 år siden, hvor jeg så startede på venlafaxin. Dette har hjulpet 100 %, heldigvis, men jeg ville gerne prøve, om jeg kunne undvære dem. Jeg var oppe på 3 piller, altså 225 mg(?) og min læge sagde, jeg bare skulle trappe 1 pille ned om ugen - jeg trappede en ned hver 10 dag i stedet - og fandt så bagefter ud af, at det måske var lidt hurtigt.

Lige da jeg var stoppet med den sidste pille, begyndte jeg at få det virkelig dårligt, men jeg regnede med, det ville gå væk i løbet af et par dage og højst et par uger, som der stod i indlægssedlen.

Det blev dog også noget bedre med svimmelhed, synsforstyrrelser, tinnitus, hovedpine mm., som jeg slet ikke har mere. Men nu er det 3 uger siden jeg stoppede helt, og jeg er lettere depressiv, får let chok (har heldigvis ikke fået angstanfald - endnu?), får de vildeste humørsvingninger, af og til meget kvalme og diarré, og er meget træt og har ondt i musklerne, og når jeg skal sove vil mine ben tit ikke falde til ro.

Tror I det er fordi, jeg er trappet for hurtigt ned (jeg er ret følsom overfor medicin)? Eller er det depressionen, der er kommet tilbage? Det skal siges, at angsten helt klart var det værste dengang, og udover at jeg er lidt mere nervøs, er den ikke kommet igen. Og de fysiske symptomer havde jeg heller ikke dengang. Men det er især slemt at være så træt og "følelsesløs"! Skal jeg begynde at tage pillerne igen? Eller hvis det er abstinenser, ved I så hvor lang tid, der KAN gå før det går væk?

Håber virkelig I kan give mig et svar!

På forhånd mange tak!

:) Lisette

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 29. juli 2010

Kære Lisette

Man kan se såvel fysiske som psykiske ophørssymptomer ved ophør med antidepressiva. Det er dog usædvanligt, at det varer så længe, som det du beskriver. Hvis der er tale om ophørssymptomer, vil de forsvinde inden for få timer, hvis du genoptager behandlingen i den dosis, hvor du sidst havde det godt.

Af hensyn til om du nu kan klare dig uden medicin, kunnne I også have valgt en anden strategi til at begynde med: Kan du klare dig med en mindre dosis? Hvis du f.eks. havde trappet ned til 150 mg, kunne du have opretholdt denne dosis i nogle måneder og set, om symptomerne kom tilbage osv.

Der er jo ikke noget hastværk med nedtrapningen, da det lader til, at du tåler behandlingen fint og det er vigtigere, at den sker på en måde, så du føler dig tryg. Da du nu ikke har taget behandlingen i tre uger, får du nok den bedste afklaring ved at holde ud nogle uger mere og så se, hvordan det går. Hvis du får det markant værre, bør du dog tale med din læge om at genoptage behandlingen og så finde frem til den lavest mulige dosis, hvor du er i velbefindende.

Venlig hilsen
Lars Søndergård,
Speciallæge i psykiatri, ph.d.