Brevkassesvar

Emne: Kærlighedssorger og familieproblemer

Spørgsmål indsendt 13. august 2010

Hej.

Jeg er blevet forladt af min kæreste igennem 3 år, her for 3 uger siden. Han slog op fordi han mente at vi havde mange problemer som vi ikke kunne løse.

Jeg ser ham stadig, men bare som venner. Det er ligesom da vi var kærester, bare uden kærligheden. Når vi er sammen føler jeg mig lykkelig, men når jeg kommer hjem bliver jeg ked af det. Han bor stadig i det hus vi havde sammen. Han har stadig den hund og kat som vi købte sammen. Jeg kan ikke have de dyr da jeg gerne vil finde mit eget sted og bo, men i de fleste studie og ungdomsboliger må man ikke have dyr.

Jeg føler hele mit liv er gået i opløsning. Alt hvad jeg elskede er ikke mit længere. Det hjælper at være sammen med veninder, men jalousien om at han finder en anden er ulidelig.

Det er hårdt at bo hjemme hos sine forældre når man har boet ude i et år, og skabt sig sine egne vaner og meninger. Og det er specielt hårdt når man ikke føler at man vender hjem til forældre som står med åbne arme. Jeg hader min far! Ham og min x kæreste så heller ikke hinanden det sidste halve år, da min far sagde noget MEGET grimt om min x kæreste og hans mor.

Min far har aldrig fået omsorg som barn. Han var det sorte får fordi han ikke fik sig den uddannelse hans far gerne ville have at han fik. Jeg føler det samme er ved at ske for mig, eller faktisk er sket. Jeg har aldrig kysset mine forældre på munden eller kinden, og bare det at give min mor et kram gør situationen akavet. Min far ville jeg ALDRIG give et kram. Han fortjener det ikke. Jeg har aldrig følt kærlighed via kys og kram fra mine forældre. Min far har aldrig støttet mig, og har aldrig interesseret sig for mig. Han har aldrig været der når jeg har lavet opvisninger med sang, gymnastik, dans, eller når jeg skulle spille fodboldkampe. Alle andres fædre var der, men ikke min.

Jeg elsker til gengæld min mor meget højt, og min lillebror på 16, men de er helt ødelagte efter disse år med min far. Min mor tør ikke engang have sin egen mening længere pga. ham. Hun kan ikke selv se hvor slemt det står til, men jeg blev overrasket da min lillebror på 16 år, krøb ind til mig forrige nat, var ked af det og sagde at han gerne ville bo et andet sted eller have psykolog hjælp.

Jeg føler så meget smerte så meget tomhed. Jeg skændes konstant med min far, og 1 time efter er han en helt anden person. Så er han pludselig det mest rare menneske i verden, og 2 timer efter er han en egoistisk idiot, som kun tænker på sig selv.
Det jeg prøvet at sige, er at jeg er deprimeret. Jeg har altid været meget let til tårer, og bliver hurtigt ked af det, eller hurtigt rørt. Jeg kan ikke styre mine følelser.

Min eks kæreste klagede tit over at jeg havde svært ved at vise ham min kærlighed, at give ham kys og kram, uden han selv bad om det. Men min eks kæreste har lært mig så utrolig meget om livet. Han har været der for mig altid, støttet mig i tykt og tyndt. Elsket mig som ingen før har elsket mig.

Jeg føler jeg er helt alene i verden nu også selvom mine forældre er lige på den anden side af døren, eller mine veninder er her. Jeg har også brug for et kys eller kram engang imellem, men venindernes kram er bare ikke det samme som et kram med kærlighed i. Et kram som jeg burde kunne få af min mor eller far.

Har min far noget og gøre med den her depression? Og hvad kan jeg gøre? jeg føler virkelig jeg har brug for en proffesionel at snakke med. Og hele min familie burde i det hele taget få noget psykolog hjælp. Jeg har opbygget et had til min far som bare vokser og vokser for hver dag. Jeg føler han er skyld i at min eks kæreste slog op.

Jeg bebrejder ham alt! Jeg hader ham. jeg har spurgt min far om han ikke nok vil gå i noget familie terapi med mig, min bror og min mor, for de har sagt ja, men min far vil ikke. Det har han hvertfald ikke brug for. Han kan ikke vise følelser. Jeg mangler nogle omkring mig som kan lære mig om kærlighed, for jeg kender kun til den igennem min ekskæreste.

Jeg har ondt i maven, og jeg er kun sammen med mine forældre når vi spiser. Kan simplethen ikke snakke med dem om noget af alt det her! Jeg ville ønske jeg kunne.

Men mit største ønske er at min far får snakket med en psykolog. Jeg vil ikke hade min far, men han siger mange sårende ting til dem han har omkring sig. Vi er flere som bliver sårede, og han ved det. Men han er så følelseskold. Jeg føler ikke jeg har nogle far, og væmmes ved at kalde ham far.

Hvordan skal de her problemer nogensinde løse sig?
Udover det, har jeg aldrig haft lyst til sex. Det sker højst 1 gang om måneden. Da jeg var sammen med min ekskæreste var det altid ham som tog initiativ til det, og selv om vi havde været sammen i 3 år, turde jeg ikke. Var bange for at blive afvist og ikke kunne finde ud af det.

Jeg mangler virkelig en at snakke med om alt det her. Venter på et mirakel!

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 18. august 2010

Kære brevkassebruger

Alle overgangsfaser indebærer følelsesmæssig ubalance.  Du kan godt betragte det som en slags øvelse i at håndtere følelser, for det er altid, når der sker store forandringer, at følelserne går højt. Det er selvfølgelig ekstra svært for dig, når du vender hjem, men til noget, du ikke kan finde trøst og glæde ved.  Så det er en midlertidig løsning, indtil du finder noget helt på dine egne vilkår.  
Dit forhold til din far skaber også mange følelsesmæssige problemer for dig og giver dig ikke den ro og balance, du egentlig har brug for. 

Det er et stort arbejde at få indrettet sig i livet, så man får det godt.  Det første der skal ske, er at du skal beslutte dig for at du vil have et godt liv.  Netop fordi du har set, hvor svært det bliver, når følelserne styrer istedet for fornuften, må du gøre din fornuft stærk. Du kan godt være følsom og fornuftig samtidig.  

Din fornuft siger dig, at du har brug for hjælp til at læge de gamle sår og finde en anden måde at håndtere kærlighed og intimitet på. 

Du spørger om din far har noget at gøre med den der depression.  Dem man er knyttet til og som har været betydningsfulde under opvæksten har altid noget at gøre med ens følelser, men depressionen kan have mange årsager.  Udover at du kommer i dårligt humør over din far og hans adfærd, lyder det somom der er meget du har brug for at forbedre i dit liv. Det had du beskriver dræner al din energi. Din far har mange personlige problemer og ubalance rent psykisk.  Det må ikke styre dit liv, nu hvor du er voksen. 

Mirakler skal du ikke vente på, men skabe selv.  Det første du skal gøre er at finde dig en rigtig god terapeut, som kan hjælpe dig med depressionen og med at finde nye løsninger i dit liv, samt overvinde de meget destruktive følelser, som er forståelige men som ikke tjener din bedste interesse..

Mange venlige hilsener
Irene Oestrich, psykolog