Spørgsmål indsendt
29. august 2010
Hej
Jeg har været i behandling med edronax i snart over et år mod stress udløst depression. Det har givet mig en udtrolig meget energi og mere klar tankegang, men jeg er bange for det giver mig angst.
I vinters var det utrolig stærk angst om morgenen og om aftenen. Det endte med et kraftig tilbagefald i min depression og jeg først blevet mig selv igen her til juni.
Jeg har formået at passe mit job under min depression, jeg var indlagt sidste år i 5 uger, da hverken læge eller speciallæge kunne medicinere mig. Jeg regeret meget kraftig på SSRI præparaterne med kramper. Jeg har nu prøvet at trappe ud, men uden held.
Det er næsten som jeg om vinteren mangler serotonin, bliver utrolig stressfølsom og angst. Jeg har siden september gået i kognitiv terapi. Men jeg vil meget gerne vide om NRI stofferne giver mig angst og hvad jeg ellers kan gøre.
Jeg føler mig så magtesløs og fanget i dette medicin.
mvh.
Htreo
Svaret blev lagt på DepNet
2. september 2010
Kære Htreo
Det er et vanskeligt spørgsmål. Der er to konkurrerende forklainger på angsten:
1. Angsten kan være de første symptomer på tilbagefald af depression. Denne forklaring understøttes til dels af det forløb, du beskriver. Hvis denne forklaring er den rigtige, har den antidepressive effekt ikke været helt tilstrækkelig.
2. Angsten er en bivirkning til Edronax. Angst er en kendt mulig bivirkning til behandlingen, men burde da forekomme relativt konstant, hvilket ikke har været tilfældet.
Endelig kan der være tale om en kombination af de to forklaringer f.eks. at behandlingen forværrer angsten, når du er på vej ind i en depressiv fase. For at komme spørgsmålet nærmere, er det således meget vigtigt at være opmærksom på forløbet.
Edronax kan også give anledning til krampeanfald, men du synes at være gået fri på aktuelle behandling. Hvis krampeanfald bliver ved med at stå i vejen for en effektiv depressionsbehandling, kunne man overveje at tillægge et stemningsstabiliserende præparat som f.eks. lamotrigin, der foruden en antidepressiv virkning også hæver krampetærsklen (bruges også mod epilepsi). Hvis du således påbegynder behandling med et sådant stemningsstabiliserende præparat først og dernæst påbegynder behandling med et SSRI, vil du formentlig kunne undgå krampeanfaldene.
Venlig hilsen
Lars Søndergård,
Speciallæge i psykiatri, ph.d.