Brevkassesvar

Kære brevkasse.

Jeg har sendt dette spørgsmål til "lægerne" da mine spørgsmål favner ret bredt.

Jeg er en mand på 31 år der for lidt over et halv år siden fik konstateret en moderat depression. Har været på medicin (Mirtazapin 30 mg) i ca. 5 måneder nu. Medicinen havde en ret hurtig virkning og tog de værste symptomer efter nogle ugers behandling. Jeg går desuden til en psykolog jævnligt.

I min nuværende tilstand oplever jeg at mit humør og sindsstemning er ret svingende, jeg føler mig ofte fjern og følelsesmæssig blokeret. Det er som om jeg nogle gange ikke kan relatere mig følelsesmæssig til selv mine nærmeste, hvilket bekymre mig og sætter en del negative tanker i gang, for tænk hvis jeg virkelig ”er” blevet sådan. Nogle dage efter kan jeg dog opleve at være mere i balance, men sjældent helt ”mig selv”.

Jeg havde kun kendt min kæreste i to måneder da jeg som et lyn fra en klar himmel mærkede depressionens ankomst (nærmest som et fremmedlegeme der bosatte sig i mig og fratog mig glæde men til gengæld gav bekymringer og markant nedtrykthed). Længere tids stress på jobbet har formodentlig været den udløsende faktor. Vi har det godt sammen og hun har været en stor støtte, hvilket jo kun gør min frustration over følelsesmæssigt ind i mellem at føle mig ”blokeret” endnu større.

Jeg har det ind i mellem som om at intet kan ”nå ind til mig”, jeg har f.eks. nogle gange svært ved at forestille mig at jeg kunne blive ked af det, hvis nogen f.eks. ringende og sagde at en af mine forældre var død, yderst mærkeligt.

Jeg kan passe mit job, sover rimeligt og har slet ikke nær det samme kaos oppe i hovedet som tidligere (da depressionen var værst havde jeg markante tvangstanker).

Jeg har ind i mellem gode stunder hvor jeg føler mig opstemt og ser relativ positivt på tingene, men dagen efter kan jeg igen føle mig nedtrykt og følelsesmæssig lammet. Disse markante skift er frustrerende, og jeg har svært ved at vurdere hvad der kan være depression og medicinbivirkninger, måske en kombination?

Har læst at medicin kan indskrænke stemningslejet (man når hverken helt ned eller helt op), og det passer da også med at jeg ikke føler jeg kan synke helt til bunds og få det rigtig dårligt (heldigvis!), men jeg oplever dog stadig markante skift i min generelle sindstilstand.

Da jeg havde det allerværst følte jeg ind i mellem at jeg var en ”ny” person hver dag når jeg vågnede, nogle dage var det nedtryktheden der var værst, næste dag tvangstankerne, dagen efter skyldfølelse eller følelsesmæssig tomhed, altså meget skiftende symptomer inden for få dage.

Jeg har læst meget forskelligt om varighed af en depression, uden dog at være blevet meget klogere.

Derfor har jeg nogle spørgsmål jeg håber I vil forsøge at besvare:

1. Er der normalt at opleve så markante skift i humør og følelser som beskrevet ovenfor når man har været på medicin i snart fem måneder?

2. Kan medicinbivirkninger påvirke og til en vis grad ”lamme” ens følelser?

3. Alt er selvfølgelig individuelt, men kan man sige noget om hvor lang tid der går fra man starter med behandling (medicin + psykologsamtaler) og til at man føler sig helt rask igen?

4. Er der nogen konsensus om hvor længe man (førstegangsdepression) tilråder at fortsætte med medicin efter at man er begyndt at føle sig helt rask igen?

På forhånd tak og med kærlig hilsen