Brevkassesvar

Emne: Antidepressiva vs. antabus

Spørgsmål indsendt 23. januar 2011

Jeg er kommet til det resultat med lægen, at antabus er slet ikke godt for os der tager antidepressiva. Det er og har været en blokker. Jeg er stoppet med antabus, og skal alligevel lade være med at indtage alkohol.

Hvad er jeres oprigtige erfaring og videnskabelige opfattelse af dette?

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 4. februar 2011

Kære "antidepressiva vs. antabus"

Jeg forstår nok ikke helt, hvad du mener, når du skriver, at antabus er en "blokker". Jeg må derfor forholde mig til dit spørgsmål sådan, at du mener, at der måske er en interaktion (uforligelighed) mellem antabus og antidepressiva.

Antabus er et stof, der ændrer nedbrydningen af alkohol, til kulsyre og vand til en forbindelse, der hedder formaldehyd, som er rimeligt giftig i større mængder, og giver særdeles grimme bivirkninger ved indtagelse af alkohol: nemlig en mindre formaldehyd-forgiftning.

Problemet for en del depressive er, at de føler, at alkohol letter den tunge forstemning og derfor begynder at bruge alkohol som medicin. Men alkohol er en herlig tjener, men en frygtelig herre - dvs. at i små mængder en rar ting, men i større mængder en yderst farlig ting, da alkoholbehovet hele tiden vokser, og ender med at tage magten fra en.

Man bør ikke blande alkohol og antidepressiver. Derimod er der ikke noget, der tyder på, at antabus og antidepressiva ikke skulle kunne bruges samtidig.

Men den slags kan naturligvis være individuelt. Der er dog også den mulighed, at du har mistydet nogle symptomsammenhænge.

Hvis du imidlertid finder uforligelighed mellem antabus og antidepressiva, bør du bede din læge om at indberette dette til lægemiddelstyrelsens bivirkningsnævn.

Med venlig hilsen
Læge Ole Tang
Hørsholm

PS: Bemærk venligst, at du bør altid kontakte din behandlende læge om bivirkninger i forbindelse med din medicinske behandling.