Spørgsmål indsendt
8. marts 2012
Jeg er en pige på 15 år, som er begyndt at være trist hele tiden. Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg har triste tanker hele tiden, og jeg har ingen selvtillid. Jeg kan slet ikke se noget flot i mig selv længere, og de eneste venner jeg har, er fra nettet. Jeg føler mig ensom hele tiden, også i skole tiden, selvom jeg går sammen med en gruppe piger. Men det føles bare ikke rigtigt mere. Jeg har snart gået på skolen i et år, og nu længtes jeg efter at komme væk. Jeg går i ottende, så der er meget pres på. Så meget pres at jeg har givet op. Jeg kopier bare opgaver, og hører ikke mere efter i timerne. Jeg tænker altid på, hvor jeg mon ender henne i verdenen når jeg bliver ældre, tænker over hvor klam jeg er, hvor dum min mor er. Min mor er led. Hun kan ikke se på mig at noget er galt. Hun tager det eneste jeg har, nemlig min computer, og hun råber af mig. Rigtig meget. Jeg græder konstant. Indeni, når jeg er omgivet af folk. Udenpå, når jeg kommer hjem fra skole og min mor overfaldet mig med lede ord, og når hun råber at hun godt forstår hvorfor jeg ikke har nogen venner, der ønsker jeg bare at dø. Jeg har tænkt meget over det. Det med at få ro i sindet. Sådan permanent. Jeg kan ikke længere se mig selv vokse op, finde en mand, blive gift og få børn og bo i eget hus. Jeg føler mit liv snart er slut. Og hvis det er, så ville ingen komme til at savne mig, ville de? Jeg føler mig ikke hjemme hvor jeg er. Jeg vil have en plejefamilie, få en ny indensitet og ny skole. Men det kan jeg jo ikke.
Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, er så trist indeni og har ingen at komme til længere.
Hvorfor er jeg ikke normal? Jeg ville så gerne være som de andre.
Hvad er der galt med mig?
Svaret blev lagt på DepNet
15. marts 2012
Kære pige på 15!
Hvor er det flot, at du dels har ledt efter et sted, du måske kunne få hjælp, og at du også har brugt det. Det kan du godt rose dig selv for!
Der er ingen tvivl om, at du har hårdt brug for hjælp og støtte. Noget kan være typisk for din alder, men der er også ting, der kunne tyde på depression. Måske en kombination. Derfor vil jeg opfordre dig til at få en samtaletid hos din læge, og en samtale med din studievejleder. Det vil være rigtigt godt, hvis du kender en, der vil gå med dig. Med din mor går det ikke, men måske har du en sød moster, faster eller andet familiemedlem? Eller en lærer, du har tiltro til?
Hvis du har/er ved at udvikle depression skal du hurtigst muligt i behandling, og der skal du først og fremmest have snakket med din læge. Behandling er ikke nødvendigvis medicin. Psykologsamtaler vil under alle omstændigheder være godt for dig, tror jeg. Her skal du også have hjælp fra læge og gerne også studievejleder. De kan finde ud af for dig, hvor hjælpen er at finde.
Kommunerne har forskellige børne-unge tilbud, det kan du prøve at finde ud af på nettet. Det er lidt forskelligt, hvordan de enkelte kommuner tilbyder hjælp.
Jeg håber sådan for dig, at dette kan bringe dig videre. Der er masser af gods i dig, ellers ville du aldrig have henvendt dig til os!
Med venlig hilsen
Karen Margrete Nielsen, Formand for DepressionsForeningen