Brevkassesvar

Emne: Aftagende virkning af Cipramil?

Spørgsmål indsendt 14. marts 2003

Jeg fik i sommer 30 mg. Cipramil mod panikangst, generel angst og depression, og fik god virkning af det. Et par måneder efter aftog virkningen, og jeg steg så til 50, med god virkning. Men også her begyndte jeg at opleve angst og depression igen efter ca. 4 måneder, hvorfor jeg steg til 70 mg. og mine depressionssymptomer forsvandt.

Jeg havde det igen godt i 3 måneder. Nu er jeg begyndt at få det dårligt igen! Hvorfor sker det her?

Jeg kan jo ikke bare blive ved med at tage mere og mere, vel? Er det min krop, der vænner sig til stoffet?

Det skal siges, at jeg heldigvis ikke har bivirkninger af Cipramilen.

Mvh. AneSofie

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 17. marts 2003

Kære AneSofie

Det ses i meget sjældne tilfælde, at kroppen vænner sig til medicin som fx Cipramil. I de tilfælde er man nødt til at øge dosis som i dit tilfælde. Du er efterhånden ved at være oppe på den maksimale dosis.

I nogle tilfælde virker det godt at skifte til et andet præparat af samme klasse.

Husk i øvrigt at kognitiv psykoterapi hjælper godt på angst og depression. Jeg vil anbefale dig at supplere den medicinske behandling med kognitiv psykoterapi, hvis du har mulighed for det. Tal med din læge som det.

Hvis det ikke allerede er gjort, skal du bede din læge om en grundig fysisk undersøgelse, hvor der også bliver taget blodprøver (blodprocent, saltbalance, nyre- og leverfunktion og stofskifte) og hjertekardiogram. Formålet med dette er at udelukke, at dine symptomer skyldes en fysisk lidelse.

God bedring
Kurt B. Stage, overlæge, ph.d.