jeg har en svær depression og er nærmest lykkelig
Skrevet af
Silkevejen
jeg har en svær depression og er nærmest lykkelig.
--------------------------------------------------
Det er snart 9mdr siden jeg blev diagnostikseret med en svær depression.
Ingen reele behandlingstilbud pånær elektrochock og indlæggelse uden udgang. Nævn aldrig ordet "Selvmord" til din læge var lektionen.
Spiste anti-depressiv medicin som vingummibamser (Valdoxan, Venlafaxin og escitalopram). Kunne ikke kende mit eget spejlbillede, kunne ikke mærke smerte, kunne ikke mærke glæde, kunne ikke mærke solen på min hud eller regnen på min kind. Alt imens depressionen boblede i årene og kradsede under huden.
Selvhadstanker, gråd, selvpineri, tab af venner, social
udstødelse, økonomisk ruin og selvmordstanker - jo, tak; de står i kø for, at udfylde daglig dagens tomrum og ensomhed.
Selvmordstanker er daglig kost, internettet er tømt for
informationer og kun min egen "LivsOpretsHoldelses" kraft holder dybet på afstand.
Men jeg har fået nok! Efter konsultation og malkning fra private eksperter har jeg taget det endelig valg. Det eneste rigtige valg, valget, der leder ud af mørket.
Jeg dropper medicinen, jeg skider højt og flot på de "gode råd" og titler, jeg tager afstand fra kitlerne og vælger mine egne veje.
Kursen mod frihed og lykke er sat. Medicinen er smidt ud og jeg venter nu blot på, at min bedste ven og livslange partner kan tilgive mig. Jeg erkender, at jeg tog fejl og lod mig lokke af løftet om "guld og grønne skove" - jeg undskylder dybt og inderligt.
I takt med at svimmelheden-, sitren i huden-, gråden-,
forvirringen- og søvnløsheden tiltager ved jeg, at der ikke er langt igen. Lykken venter lige om hjørnet - jeg skal blot holde ud lidt endnu.
For hver dag bliver sindet mørkere, stemmen højere, smerten varmer mit kolde indre og LivsOpretsHoldelsesKraften forsvinder.
Sovepillerne ligger klar ved siden af plastikposen. Sovepillerne ligger klar ved badekaret. Ledningen er afisoleret og sikringsskabet er optimeret. Rebet ligger klar i bilen sammen med en gammel stol. Alt er planlagt og tilrettelagt som det nu er muligt uden, at vække for megen opmærksomhed.
Så jeg venter. Spændingen er næsten uudholdelig. Lykken venter forude. Så tæt på den endelige lykke. Jeg kan næsten smage den; som når sommerregnen ligger i luften; som når forårsløgene indtager Risskov og bringer en liflig duft af lykke og sommertid; som da hun smilte til dig og du virkelig troede du betød noget; som når hunden ligger sig ved din side en kold vinter aften; som smagen af det første danske modne jordbær. Det bliver skønt - jeg føler lykken og freden er endelig inden for rækkevide.
Jeg længes... Jeg længes... og føler mig nærmest lykkelig for første gang i flere år.