bøsse+skizotyp..?
Skrevet af
galakseøje
(Jeg skriver nu at jeg jævnligt vil opdatere denne "Min Historie. Jeg håber at jeg så vil huske at gøre dette. Jeg vælger ikke at skrive dagbog, men at skrive på denne historie når jeg nu får lyst til dette engang imellem.)
Jeg er 26 år.
for 2 måneder siden fik jeg stillet diagnosen skizotypi, og jeg følte det som om jeg havde modtaget en medalje.
Jeg var glad som barn, men meget følsom både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. Mit tidligste minde er fra min tid i barnevognen en dag med solen højt på himlen. Mit første møde med dyb forelskelse var i en alder af 4år. Det var her jeg fik en ide af at jeg ville ende ud med at være kærester med andre drenge.
Da jeg var 5 skulle jeg på et forløb, som hed "før-skole-uge". Det var en god forsmag på hvad der ventede mig fornemmede jeg da. Det mest spændende ved ugen, var da manden bad os tegne 3 trekanter i 3 forskellige størrelser. Jeg tegnede en stor trekant. Inde i den store trekant, tegnede jeg den næste. Og inde i den mellemste, tegnede jeg således den mindste.
Manden blev meget begejstret, for det var da helt utroligt at mine geometriske evner var så avancerede på så tidligt et stadie i mit liv. Jeg blev selvfølgelig glad for at observere hans opmuntrende kropssprog og ved at høre hvordan han var optimistisk opløftet ved denne præstation.
Sjovt nok havde jeg faktisk en helt anden ide til at starte med. Jeg så et mønster i min fantasi. 3 trekanter. En var stor, og igen ramme om de to andre, hvor den næste var større end og ramme om den sidste.
Men her var den mellemste trekant vendt 180 grader. De 2 sidste trekanter var tilpassede i størrelser, således at hver deres kanter havde et punkt til fælles med midtpunktet i hver væg hos trekanten nummeret større.
Jeg valgte at droppe denne smukke ide om en ny måde at præsentere det ønskede resultat på. Den havde en fejl. Der ville jo ende ud med at være mange flere trekanter end jeg blev bedt om at tegne.
Så var det bare at tegne hvad jeg endte med at tegne. 3 trekanter i 3 forskellige størrelser inde i hinanden.
Det 5. år var også det hvor mor og far ikke boede sammen længere, men det generede mig ikke vildt meget...
Så begyndte alt rodet i barndommen med mor og far og deres nye kærester, de nye efter dem og de nye efter dem også. Det gentog sig nogle gange og det generede mig heller ikke meget.
På et tidspunkt begyndte jeg at finde mig i situationer hvor jeg skulle tage mange beslutninger, på et modenheds-niveau langt over min alder. Det generede mig heller ikke meget. Dog bekymrede det mig at jeg fandt mig selv i de her situationer. Mange af dem skabte jeg selv, men flere og flere var ikke mit værk.
Så begyndte voksnes psykiske terror mod mit sind, mit selvværd og min stolthed. Det generede mig meget. Blackout gjorde også sin manifest på et eller andet tidspunkt.
Min far flyttede langt væk da jeg var 11år.
Jeg havde svag blære frem til jeg var 12år.
Som 13årig begyndte mit fest liv, hvor jeg kun var få gange om at drikke mig til blackout. Med progressiv stigende hyppighed op gennem mine teen-age år, deltog jeg i festligheder.
Indtil for 9 måneder siden, hvor jeg definitivt lagde alkohol på hylden, har jeg siden det 13. år, doneret 1/3 af mit liv til blackout(intet er i sandhed så dårligt, at det ikke er godt for noget.)
Til min konfirmation fik jeg mit sidste brev fra min far. Den dag i dag har jeg endnu ikke talt med ham og det er heller ikke mit ønske at komme til det.
Puberteten viste et tidligt stadie af sin manifest i den sene alder af 14år.
Min stemme gik først i overgang ved overgangen til mit 17. år. Det var forfærdeligt. Mit tidlige kendskab til kærlighedens luner og alligevel fanget i en krop af uskyld.
Jeg valgte i en kanon brandert i Københavns byliv da jeg var 16, at springe ud for alt og alle. Det endte i nedtur hvor jeg for alt i verden måtte have min jakke, så jeg kunne ringe til mor, så hun kunne komme og hente mig. Sikkert i hendes bil blev jeg reddet af blackout.
Det var absurd dagen efter at skulle forholde mig til at jeg åbenbart havde valgt at springe ud i min brandert aftenen forinden. Men her stod min søster og min mor og forsøgte at støtte mig i alt mit drama. Fuck!! ...
Tiden gik med arbejde og druk og tæv igen, igen, igen, igen, igen, igen, igen, igen og igen og flere gange endnu.
Det tog mig lang tid at indse at jeg ikke egnede mig til et butiks-job. Jeg kunne ikke komme ind i kampen. Desuden var jeg konstant i situationer hvor jeg skulle finde mig i autoritets beslutninger hvilket jeg på ingen måde har respekt for. Jeg degraderede mig selv på arbejdsmarkedet så mange år.
Jeg egner mig i øvrigt ikke til at deltage i studier. Min frustration over at skulle præstere at hoppe over den lille røde bold, før man kan få lov at vise at man også kan præstere at hoppe over den lidt større gule bold og så videre, er så enorm, at jeg for lang tid siden droppede ideen om at præstere kundskaben i at hoppe over bolde af forskellige farver og størrelser.
Jeg fandt min frelse da jeg fandt børnene og arbejdede med dem i 2 år.
Jeg gik mit fald i møde i mit arbejde med børnene.
De voksne forstod mig ikke. De trådte, trampede, spyttede og dansede på alt hvad jeg havde kært.
Jeg skurrede lort fra dørhåndtag med bare hænder.
Jeg greb børn i deres fald, øjeblikket inden kanten på trappetrinnet satte sit præg i deres skrøbelige baghoveder.
Jeg læste børnenes tanker.
Jeg hjalp dem med deres usagte frustrationer.
Jeg støttede og gav de bedste redskaber jeg kender til.
Frem for alt var jeg det bedste eksempel af mig selv, som det var mig muligt at være i 3 år.
Jeg gik mit fald i møde hvor jeg fandt børnene.
De spændte ben for mig i tråde af mine idealer, mine drømme og alt jeg havde kært.
Ved krigens bitre ende mistede jeg mit elskede værktøj, foruden hvilket jeg ikke er i stand til at være.
Jeg mistede min tillid til systemet.
Jeg mistede min tillid til mine medmennesker.
Min tillid til potentielle kollegaer er væk.
Mine øjne så så meget i skyggerne.
Korruption, hemmeligheder, løgne,
dårlige undskyldninger og tonsvis af afledninger.
I skyggerne skabt af det tårnhøje cirkus vi kalder system og politik.
Vi har os en kaotisk orden. Jeg vil have et ORDENTLIGT kaos.
Jeg er uden værktøj. Jeg kan ingenting. Jeg har intet værn mod modgang nu.
Alligevel strakte jeg min arm og rakte herved ud efter hjælp.
"Rejs dig igen og find hvad du har tilbage af tillid, til en udholdelig tilværelse resten af dit liv." Det var mig selv og det kom indefra. Jeg bød mig satse mine sidste rester på andres pålidelighed.
Jeg gav den tillid til min læge. Senere samme dag var jeg til samtale med 2 medarbejdere på psykiatrisk skadestue, hvor de efter samtale af 30 minutter foreslog at jeg kunne have skizotypi(eller en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, men denne lider alle integrerede danskere af i en eller anden størrelsesorden). Det mest iøjnefaldende tegn var for dem min tale og mine ord.
Jeg blev stillet videre til distrikt psykiatri, hvor vi meget hurtigt fik stillet mig i kø til Opus"-forlystelsen". Jeg ser frem til dette. Det kan vel være en måde at blive hørt og set på.
Jeg kan genkende mig selv i alle symptomerne mere eller mindre.
De mest fremtrædende jeg oplever er de sære interesser af religiøs og filosofisk natur, som jeg på manisk vis analyserer uden stop, og "magisk tænkning".
Jeg er domineret af magisk tænkning i mine virkelig gode perioder. Grundet mange hændelser, jeg for at spare plads ikke har taget tid til at nævne, har jeg en ide om at jeg befinder mig i den svære ende af skizotypien, måske næsten på grænsen til det skizofrene. Men hele mit liv har trods alt været præget af positiv tænkning.
Et referat af mine magisk tanke oplevelser vil for dig virke som indbildt eller psykotiske(hvis du ikke selv har oplevet dette). En psykose er noget helt andet tror jeg nok... og det har jeg også, men kun i forbindelse med alkohol og feber.
Jeg er følsom for tordenvejr.
Meget kort fortalt tror jeg på tankens kraft, the power of words(edgar allan poe), law of attraction, E=MC2, universet og begrebet "gud".
Vi er alle guder og alt er helligt.
Dette er en leg vi kalder "det relative univers".
Mere indbildt og håbefuldt "tror" jeg på 2012, dommedag, planet-x, den åndelige opvågnen, "kissinger", haarp, bluebeam, kennedy, oprah, gandhi, dalai llama og mange andre mere eller mindre kendte. Nogle nulevende og nogle af de døde vidundere.
Men det er mest undskyldt af, en for mig synlig nødvendighed for global lidelse, som afføder dybere forståelse af alt(og jeg ville trives i en verden hvor alle havde det elendigt, så ville jeg have nok at se til i at trøste andre.) og ikke mindst en oprigtig indsigt og en faktisk oplevelse og forståelse af ægte kærlighed. Kærlighed er den smukkeste hammer af dem alle. Kun alt for få ved hvordan den ser ud.
I gode perioder, har jeg skabt kontakt til mit højere selv.
I gode perioder, har jeg sagt ting så smukke at jeg aldrig havde tænkt andre end døde vidundere skulle have kunnet komme på det. Og da slet ikke mig af alle mennesker!
I gode perioder, har jeg skabt mirakler !!
I gode perioder, har jeg følt den ubeskrivelige skønne berøring, af andre engle, som strækker deres sjæle i deres kald på noget, som mindede lidt om mig.
I gode perioder, har jeg bøjet tid, rum og virkelighed.
I gode perioder, har jeg vibreret med universet på mange tænkelige måder.
I gode perioder, har jeg oplevet det skønneste.
Men det var kun mine oplevelser.
Ingen andre følte det.
Ingen andre kunne forstå det.
Ingen andre kunne se det.
Men jeg mødte mit fald i mit arbejde med børnene.
Min krop er nu vært for stress
når jeg kommer i nærheden af bestemte typer
og det så jeg i situationer, hvor det tilfalder mig
at skulle tolerere andres negativt inspirerende adfærd
Mine blodkar kan simpelthen ikke holde min indre storm i skak. Det bryder ud fra svækkede blodkar.
Jeg har bestemt en tvedeling i min person. Men det er i form at dukke(krop) og dukkefører(sjæl/mig).
Jeg er ikke præget voldsomt af angst. Men til gengæld er min daglige mission netop at undgå så meget social kontakt, som overhovedet muligt.
Jeg har i øvrigt kun to interesse felter.
Kvante fysik, kvante mekanik, observer effect, bølger og partikler, stjerner, galakser og sorte huller.
Det og så
Computerspil, mest massive multiplayer online roleplaying games(MMORPGs). Eller andre hvor jeg kan få lov til at styre en karakter på et episk eventyr.