Træt
Skrevet af
Anonym
Jeg er bare træt og alligevel levende. Det her er en normal tilstand hos mig. Jeg er begyndt at tænke på, om det mon bare er sådan at være mig.
Jeg er begyndt at sætte mit lig i en anden perspektiv end vanligvis. Hvis jeg nu havde asperger i mild grad, så er det jo derfor... det kunne sgu være forklaringen på så mange diamentrale modsætninger inde i mig, som jeg ikke selv forstår en klaphat af, og som er direkte ulogiske; men i forhold til en asperger diagnose så går logikken op i en højere enhed. Så jeg er begyndt at tænke, om det er derfor.. og ville egentlig ikke komme bag på mig.
Men så kører det også rundt i mit hoved: hvad har jeg mistolket og fejltolket pga. aspergers syndromet, hvis det nu er det, og hvad har jeg opfattet korrekt? Og så kommer et endnu dybere filosofisk dimension på: hvad er forkert og hvad er rigtigt i forhold til individet? Alt bliver jo opfattet subjektivt og gengivet subjektivt og følt subjektivt. Men sådan er det jo altid, og alligevel har vi lavet nogle systemer, hvor vi katagoriserer folk som sygelige, med syndromer, med sindslidelser osv osv.. så noget er "forkert" i forhold til normen.. det bliver så endnu mere kompliceret af at normen ændrer sig fra land til land.. i et land vil du få en diagnose og bliver betragtet som "syg" og i et andet ikke.. i de sydlige lande er det helt normalt at være eksentrisk og dramatisk og herhjemme kan man let få en personlighedsforstyrrelse som diagnose.. Så hvad nytter alt det finden ud af hvad man fejler og i hvilken katagori man tilhører egentlig? Er det vigtigt?
For mit vedkommende, så kan det faktisk godt hjælpe mig. Jeg har simelthen så meget modstand på inde i mig selv, når jeg fysisk og handlemæssigt skal lave noget, egentlig uanset hvad det er. Så snart det ikke er opstået af en lyst-følelse, så er der modstand på, også selvom det er min hobby, men går jeg fast til noget eller har jeg en forpligtelse i forhold til en lystbetonet hobby, så orker jeg ikke og så mister jeg lysten. Er det en asperger, så kan jeg ikke gøre for den modstand; og uanset hvor meget jeg kæmper imod modstanden, så vil den altid være der sandsynligvis. Så jeg ville kunne lære at acceptere at sådan er jeg bare, og alle tankerne om hvorfor jeg tænker sådan, hvorfor jeg har den modstand, kan jeg hjælpe mig selv? skal jeg mon have medicin for det, hvis jeg nu gør sådan og sådan, og sådan, ville modstanden så forsvinde? alt dette ville jeg ikke behøve. Jeg ville bare skulle sige til mig selv, når registreringen af modstanden registreres, så kunne jeg sige til mig selv: det er aspergers syndromet som er skyld i dette, og det kan du ikke gøre en skid ved, men du skal lave tingene alligevel: følg din plan og i gang. Bagefter må du sådan og sådan og være god ved dig selv. Måske ville jeg så ikke være så træt og måske ville jeg så ikke bruge min energi så forkert.. måske.. hvem ved?
Og jep, måske tænker i allerede nu: hold kæft den kører i høj-gear den der hjerne og analyse og registrering af egne tanker osv.. jupp, kan kun give ret.. den holder aldrig stille.. nok også derfor jeg er så træt. Aldrig.
Jeg registrerer hver en eneste tanke jeg selv tænker. Nogle gange føler jeg sgu at jeg nærmest kan følge tankernes bane fysisk i hjernen haha. Jeg kan også peje på der hvor tanken er. Sådan føler jeg, at jeg kan føle det fysisk faktisk. Men det kan jeg sikkert ikke. Det ved jeg godt, men jeg føler det.
Men mine tanker snurrer rundt konstant til alle kropsdelene og sender info om delenes tilstand og en hver afvigelse bliver registreret og samtidig får jeg hele tiden informationer om min tankeprocis angående mine registreringer over hvad der sker i omgivelserne. Jeg registrerer altså egne tankeprocesser. Dvs. snakker jeg med andre mennesker, så hører jeg og forholder mig til det som de siger, men samtidig registrerer jeg tonefald og kropsholdning og mimik, og jeg analyserer dette, og så analyserer jeg analysen tilmed. Det er sgu meget på en gang haha. Og det er ikke noget jeg selv kan styre.. det sker bare pr. automatik. Jeg har indtil nu troet at dette er normalt, men må sige jeg her på det sidste er blevet i tvivl og det er måske ikke normalt, tænker jeg nu. Jeg ved det faktisk ikke.. noget som skal undersøges.
Men jeg er faktisk blevet en ekspert indenfor mit felt, kan man sige. Og en tilmed meget dygtig en. Forstået på den måde, at min "føling" eller analyse af andre mennesker og deres reaktioner og især deres tankemåde, gør at jeg kan hjælpe dem. Jeg kan se måden de tænker på. Hvordan de er kommet frem til den adfærd eller holdning, som de er. Så ved at gå ind og stille tvivl om tankemåden, eller begynde via pædagogik og forskellige strategier at påvirke den, så er det, at jeg for alvor kan hjælpe andre. Og jeg har altid følt indvendig at jeg kunne det og jeg har altid grinet lidt af andre, at de har så svært ved noget som er så logisk og let, men bare ikke lige troet på mig selv, og jeg kunne det. Men nu hvor det er blevet mit job, så må jeg jo bare konstatere, at det funker i praksis også. Jeg får ros op til over begge ører af mine nye kolleager som har arbejdet i faget i mange år, og så måbende står og spørger mig: hvordan i al verden gjorde du det? hvordan fik du dem til det? Dette morer mig rigtig meget haha. Jeg kan noget der.
Jeg har vendt og drejet den, og man kan jo sige, at min sær-interesse er hjernen, hvordan den fungerer og psyken og årsag og påvirkning, og at forstå andre mennesker.. jeg har et brændende ønske om at fatte andre mennesker.. det opstod allerede som barn. Der begyndte jeg at observere, sammenligne, konkludere osv.. og det har så udvidet sig automatisk med den interesse op gennem årene.. allerede som barn registrerede jeg egne tanker.. det gør jeg bare pr. automatik
F.eks. kan jeg huske, at når min mor kom og sagde til mig: har du gjort sådan og sådan, så fik jeg simpelthen et kæmpe sug i maven, og sagde så: nej, fordi jeg ikke havde gjort det. Men bare fordi hun mistænkte mig, så kunne jeg føle skyld resten af dagen. Dette registrerede jeg. Jeg registrerede hos mig selv, at jeg med det samme følte skyld og følte dårlig samvittighed over ting jeg blev spurgt om jeg havde gjort, selvom jeg udmærket godt vidste at jeg i praksis ikke havde gjort det.
og jeg husker tydeligt min egne tanker den dag jeg registrerede det og hvor jeg stod og hvilket tøj jeg havde på osv osv.. jeg husker alti billeder og mindste detaljer.. og jeg tænkte: det var da mærkeligt, hvorfor har jeg dårlig samvittighed over noget jeg ikke har gjort, bare fordi jeg bliver spurgt om det? her har jeg vidst været omkring 8-9 år tror jeg.
Så det er bare sådan mit hoved er indrettet. Men når mit hoved nu bruger energi på sådan noget, så er der jo ikke så meget plads til andre ting..
Er nok den væsentligste årsag til at jeg er træt.
Men er det normalt eller ikke normalt? det ved jeg faktisk ikke, men tror ikke det er. Betyder det noget? bare man har det godt, det er det vigtigste.. men har jeg det godt? det tror jeg sgu ikke.. kan det blive bedre: det er århundredets spørgsmål.. hvordan kan det blive bedre? endnu bedre spørgsmål.. kan bare konstatere at det er sådan og har været det så længe jeg husker