Min historie

Træt III (håb)

Skrevet af Anonym

Hvorfor har jeg hele tiden brug for at sammenligne: dem og mig? Det er vel fordi at jeg hele mit liv har konstateret forskellene. Førhen tænkte jeg: hvor er de tåbelige og mærkelige.. det var dem, som det var galt med. Det var især som barn. I puberteten stræbte jeg efter at blive som dem, og jeg blev deprimeret, fordi jeg hadede mig selv for den jeg var, og hvor anderledes jeg var. Jeg brugte forskellene til at dunke mig selv i hovedet med ogholde mig selv nede med, at køre mit selvværd godt og grundig i sænk, og jeg søgte andre mennesker: veninder og kærester som var eksperter i at hjælpe mig med at køre mit selvværd i sænk.. men i dag betyder det ikke noget mere.. jeg synes det er interessant at se forskellene og prøve at forstå dem, udfra et intellektuel vinkel, men det har ingen følelsesmæssig påvirkning på mig mere. Jeg har det fint med forskellene. Jeg kan lide mig selv. Og jeg er rigtig glad for forskellene, og tilfreds også. Nogle af forskellene altså. jeg vil simpelthen ikke være som dem; fordi jeg synes at den jeg er og den måde jeg tænker på og det som jeg kan, det giver så meget til mig selv og andre mennesker også, og det gør, at jeg kan føle reel lykke, at jeg er glad for livet, og ikke går rundt som en grå mus, der gentager sine mønstre om og om igen og aldrig bliver lykkelig og aldrig kan forbedre noget for sig selv.. eller det går langsommere.. for alle mennesker er altid i en eller anden form for proces. Så jeg er glad for mig selv i dag. For det meste. For nogle ting. Der er så andre ting, som gør det total besværligt for mig, at føre det liv jeg ønsker.. det er møg irriterende med de hindringer, og jeg vil have at de skal væk! Og jeg vælger en hindring ud og så arbejder jeg med den.. det kan godt tage år, men undervejs konstaterer jeg hele tiden de små positive forbedringer, hvor det går i rigtig retning, og så er jeg tilfreds :D. Nogle gange går det så tilbage igen, og jeg bliver sur på mig selv, men så finder jeg lige "sur på mig selv strategien" frem og opskriften på hvordan jeg kommer ud over den.. hele mit hoved er fyldt med opskrifter, kan man sige haha.. måske jeg skulle skrive en tanke-opskrifte-bog hehe.. Så det tager kun lige nogle få minutter, så er opskriften på hvordan jeg slutter med at være sur på mig selv i gang, og tilbage til normal-tilstand igen. Analysen af, hvad der er bedst for mennesker, når de skal bryde en mekanisme i forhold til at bruge sin energi på at være sur på sig selv, den bliver brugt. At være sur på sig selv, det bliver vi alle, men er spild af tid og energi og intet konstruktivt i det overhovedet. I stedet, så skal man spørge sig selv: hvorfor er jeg sur på mig selv? hvad trickede det? hvad er det jeg er sur over? jeg er sur pga. det og det og det.. ok, jamen hvordan løser du så de ting, så du ikke er sur over det mere? jeg fortrænger ikke at være sur.. at være sur er en reel følelse og sgu tilladt.. en fortrængning af den, ville gøre det endnu værre.. men jeg finder ud af hvorfor jeg har den følelse; fordi jeg ikke gider være fyldt op af den følelse, og det er den som skal dominere mig og mit liv... for går jeg og er sur på mig selv, og dunker mig selv i hovedet konstant med de ting jeg ikke kan og de ting, hvor jeg skiller mig ud og er anderledes, ja så bruger jeg min energi på dette, og så går det hele i kuk og jeg kan ikke så meget andet.. overskudet bliver alt for lille.. så derfor skal jeg have bearbejdet den følelse og fundet ud af årsage og sammenhænge.. og det kan jeg i dag IN NO TIME.. og det er jeg altså skide stolt af :D. For det er jo ikke let, at mærke, hvorfor man er sur.. for mig har det ikke været i hvert fald.. så bliver tanke-opskriften fundet frem: hvordan man fanger sine egne tanker og modsætningerne og dilemmaerne i disse.. især det sidste er vigtigt.. jeg fanger mine egne tanker og diskussionerne i hovedet, og normalt så finder jeg ud af at diskussionerne handler om, om jeg reelt tør at føle det som jeg gør, eller om jeg hellere skal føle, hvad andre forventer.. det er reelt diskussion mellem ego og id-et tror jeg det hedder.. disse diskussioner lytter jeg så til, og det fremgår jo tydeligt hvem der er mig og hvem er andres forventninger.. og jeg har fundet ud af, at ved at vælge at turde være mig, og at føle hvad jeg vil, og at det er ok, jamen så forsvinder alle mine problemer.. det var sådan jeg kurrerede min angst egentlig.. og det er sådan jeg løser det meste.. så når jeg er sur over noget, jamen så fanger jeg reelt hvad jeg er sur over og jeg tillader mig at være sur over det, og så forsvinder det.. ikke sur mere.. jeg har levet følelsen ud, kan man sige.. jeg analyserer mig så frem til, hvad jeg rent handlingsmæssigt kan gøre, for at løse det sure.. det kan være jeg er skide sur over at en har sagt noget til mig.. jamen så spørger jeg den person: hvorfor sagde du i grunden sådan og sådan? og så får jeg svar.. poff.. væk er det sure og tankerne.. det var også sådan jeg brød min angst.. og gud fandeme det var svært hahaha.. jeg var æske sur på min terapeut som pressede mig, til at turde snakke med andre og spørge dem om ting, som jeg følte.. følelserne i forhold til de ting andre sagde og gjorde ved mig, de fyldte mig med surhed, selvhad, vrede og bitterhed og you name it.. men jeg var overbevist om at jeg godt vidste hvad de tænkte.. og jeg er jo en klog kvinde, så den forbandede terapeut skulle ikke komme og sige til mig, at jeg tænkte forkert og ikke vidste hvorfor andre gjorde og sagde som de gjorde, og bede mig som et stort fjols at spørge dem om det, når jeg nu godt vidste det.. de måtte jo tro jeg var dum, når jeg spurgte, for er man ikke det, når man spørger, fordi man ikke ved det? Alt det der var jeg igennem haha.. i dag kan jeg grine af det.. jeg var så presset at jeg forklarede terapeuten hun lige så godt kunne bede mig hoppe ud fra verdens højeste bjerg.. sådan havde jeg det, med den opgave hun gav mig.. og tankerne fløj gennem hovedet og jeg havde visualiseringer om at slå og stikke af også.. men jeg vidste godt, at det bare var angsten som gjorde, at jeg havde de visualiseringer.. hun havde undervist mig i angstens mekanismer.. og det forstod jeg jo.. for dum er jeg ikke, og forstå ting rent intellektuelt, det kunne jeg godt, så derfor så vidste jeg godt, at jeg var angst, når jeg fik det sådan.. så i ugevis diskuterede jeg inde i hovedet med mig selv, når jeg mærkede en følelse i forhold til andre mennesker, om jeg skulle spørge det menneske til den følelse eller ej.. psykologens opgave blev ved med som en forbandet tvangstanke at dominere mine tanker haha.. for jeg vidste så udmærket godt, at hun havde ret.. igen havde min logiske analyse og viden om psyke og hjerner jo analyseret sig frem til, hvordan disse mekanismer fungerede.. ingen tvivl om det; og jeg vidste godt jeg var så vred på hende, fordi hun havde ret, og jeg vidste også at de tanker jeg havde omkring det, var domineret af angst og de ikke var mig, og at jeg blev nødt til at gøre opgaven og spørge andre mennesker, når jeg havde det dårligt over de ting de havde sagt eller gjort, hvis jeg skulle ud af min angst og have det godt igen.. kampen gik på højtryk i hovedet.. men min viden om tingene og forståelse for årsag og sammenhænge, og at jeg kunne fange min egen tankeproces og analysere den, og forstå hvad der var hvad, den hjalp mig ikke en skid.. men den var basis for, at jeg kunne tage den rigtige beslutning.. et valg.. et aktivt valg.. ville jeg vælge den ene side af diskussionen? den jeg plejede at vælge? at skubbe mig selv til side og ikke tillade mig at føle det jeg reelt følte, og at sige til mig selv, jeg var godt dum og skulle pakke den følelse væk.. eller ville jeg vælge at turde føle den, og at anerkende den, at turde sige det højt som var mig? Valgte jeg det første, så vidste jeg, at det betød mit liv ikke ændrede sig, og jeg ville fortsat have angst.. valgte jeg det sidste, så vidste jeg, at jeg kunne få det godt.. men at vælge det sidste var for mig som at tage sig sammen til at springe ud fra et bjerg og tro på at jeg ikke ville slå mig og tro på at jeg ville overleve sådan et spring.. det var komplet tåbeligt at springe ud fra et bjerg og tro på at man godt kunne det, og så overleve det.. men den psykolog blev sgu ved med hårdnakket at påstå, at det overlevede man, og det var endda overhovedet ikke farligt.. det var helt galamatias i mit hoved i starten.. haha.. men jeg kunne jo se, at hun virkelig mente det dybt seriøst.. jeg havde også gennemtestet hende, om hun nu virkelig ville hjælpe mig, eller bare ville tjene penge, eller om der var ting i hende selv, som gjorde hun sagde ting til mig, fordi hun søgte en tilfredsstillelse selv og forsøgte at tilfredsstille sit eget behov.. konklussion var, at psykologen var REN, reel.. ingen utilsigtede hensigter.. eneste formål: reelt at hjælpe mig.. men den konklussion.. så havde jeg jo virkelig et problem.. for kvindemennesket sad som det rene menneske hun var reelt og påstod man kunne det.. fuck.. ingen vej udenom.. ville jeg hjælpe mig selv, ja så blev jeg jo nødt til at springe ud fra det fucking bjerg.. efter den konklusion var nået.. og alt detaljeret analyseret, observeret og undersøgt til bunds.. så sad den bjergudspringning fast som en tvangstanke i hovedet på mig.. kunne ikke slippe den overhovedet.. jeg var under evigt pres uden pauser.. og tanken ramte mig konstant som en bradepande man får kastet i fjæset i min hverdag: her skulle du have spurgt.. jeg kæmpede og kæmpede med at bryde min angst.. men jeg gokkede ikke mig selv i hovedet over at jeg ikke kunne det.. det var ok.. jeg roste mig selv for hver gang jeg tænkte tanken.. her skulle du have spurgt.. jeg var nu bevidst om, hvornår jeg havde behovet for at spørge, og hvornår jeg ikke havde behovet.. så var det mål da opnået.. jeg kunne mærke mit behov i dette tilfælde.. et skridt på vejen endnu nået.. nu var det bare at turde..
Der kom en weekend alene, og alle de ting jeg havde lært i terapien var forsvundet.. og jeg var dybt deprimeret og jeg havde kun dødstanker i hovedet.. jeg kunne ikke få visualiseringen ud.. visualiseringer over hvordan jeg tog mit eget liv.. til sidst gik jeg op og tog en urtekniv og jeg tændte bruseren for ville i bad, og ville skære pulsen over der.. så langt var jeg aldrig gået før.. fra en visualisering til reelt at have et redskab i hånden som kunne dræbe.. men jeg kunne bare ikke holde de visualiseringer ud mere... og jeg ønskede at dø nu.. jeg havde aldrig gået så meget ind for det før, som jeg gjorde lige i det øjeblik.. da jeg så stod der på toilet, så kom en aha-oplevelse til mig: nu gør du det og lige om lidt så er du faktisk død.. og jeg visualiserede det og jeg følte det.. jeg undersøgte hvordan det var at være død.. det var tomt.. det var ingenting.. bare ingenting.. hm.. der fik jeg følelsen af frihed og jeg kunne gøre hvad jeg ville.. præcis hvad jeg ville.. for jeg var død og der var ingenting.. og så gik et sus gennem kroppen på mig, og endnu en aha-oplevelse.. jamen jeg er jo reelt død lige nu; med det liv jeg fører og mine egne behov ikke bliver opfyldt og jeg gør ikke noget som jeg selv kan lide og ønsker.. angsten i døds-visualiseringen var borte.. for der var ingen andre mennesker, der var ingen krav.. der var bare ingenting.. og jeg følte pludselig muligheder og frihed.. jeg kunne gøre hvad jeg ville.. og så sagde jeg til mig selv: jamen du er jo reelt død nu, eller i hvert fald lige om lidt, hvis du fortsætter det her; så hvorfor ikke bare vælge at gøre hvad du vil.. at leve.. og jeg fik den største livsønske jeg nogensinde havde haft.. og jeg fik en sådan ro og harmoni inde i mig selv.. og jeg var så glad og følte lykke og angsten gik væk og jeg ville bare leve.. og fra den dag af, der rejste jeg mig, og jeg levede.. alle de ting, jeg i terapien havde lært og forstået, men kæmpede så frygtelig imod at turde gøre i virkeligheden; dem gjorde jeg bare fra den dag af.. jeg turde spørge folk nu.. jeg turde gøre hvad jeg selv havde lyst til.. jeg turde mærke mine følelser, jeg turde blive direkte vred på andre mennesker, jeg turde græde iblandt andre mennesker.. jeg turde leve..
Det var simpelthen så utroligt for mig.. og et helt nyt liv åbnede sig.. og jeg føler mig som verdens mest modige kvinde.. at jeg turde vælge livet..

Så jeg er glad for mit hoved og at jeg kan registrere ting, forstå ting, fange egne tanker, have selverkendelse, og vælge det som er rigtigt for mig

Jeg vandt. Jeg vandt livet.

Men alt er selvfølgelig ikke lyserødt; kampene fortsatte.. men jeg var startet med for første gang i mit liv, at vælge den sti som var rigtig for MIG, og jeg har siden mødt småsten og bjerge på stien, men jeg har nu en opskrift på, hvordan jeg gør.. jeg sparker ikke stenene væk.. jeg tager dem op i stedet for.. jeg går ikke udenom bjerget; nej jeg går op på toppen og skuer ud over landskabet, finder en vej ned i bjergets dybeste indre grotte og undersøger det og jeg finder en sti ud igen, og lærer noget af bjerget.. og så går jeg videre på min sti.. og den er MIN :D

Overskriften hedder jo TRÆT, på min historie.. konstant at gennemgå disse processer gør en træt.. sådan er det.. det tror jeg alle kan forstå.. og det er ok også. Men fy fanden jeg er træt nogle gange. Det er ikke let. Men en ting siger jeg jer.. det er det hele værd..

Den tanke som konstant popper op i hovedet på en, og som man vifter til side som ubetydelig og man vil ikke tænke den og mærke den og have noget at gøre med den: væk med dig.. den tanke eller følelse, er lige præcis den, som I skal indfange i jeres net og tage til jer og sige højt..

123 angsten væk og et nyt liv starter

Jeg siger ikke det er nemt.. men VIL du have det godt, så SKAL du gøre dette.. god kamp derude