Børn, samvær, pædagogik
Skrevet af
Anonym
Jeg vender og drejer ting i hovedet nu... hvad er rigtigt, og hvad er forkert? og betyder det overhovedet noget? Det sidste er jo det vigtigste. ingen tvivl om det, men det andet, er det som interesserer mig. Men hvorfor interesserer det mig? hm.. godt spørgsmål.. har dette hvorfor en betydning? næh.. tror jeg egentlig ikke.. gør det min interesse mindre, fordi jeg godt kan se, at det egentlig er ubetydeligt? nope hehe.. det interesserer mig alligevel.. er det ok at det interesserer mig? det er det vel; det er vel ikke farligt for nogen, eller er det? Tror det ikke.. men undersøger det hele tiden alligevel, om det nu er; men tror det ikke..
Nå, men dette var jo noget af en abstrakt indledning, uden reel kontekst.. "hvad fabler kvindemennesket nu om her?" haha
Man kan vel sige, at jeg fabler lidt rundt hist og pist, som en der går udenom og rundt om grøden, måske endda igennem grøden, og måske endda hopper ovenpå den.
Det som jeg egentlig er ved at undersøge her, er om jeg er skyld i børnenes tilstand, eller om jeg ser det klart.. det er jo et godt spørgsmål af fundere over.. og jo ikke første gang.. jeg har siden jeg blev gravid første gang funderet over hvad der skadede mig selv, og analyseret det via alle kunstens regler i starten af 20erne, læste alle de populære opdragelsesbøger og børnepædagogik, og hvordan man imødekom børnene, satte grænser og skabte selvværd, selvtillid og alt det der, omsorg, og hvordan man viste det reelt osv.. læst mig til det hele.. for lært det? ha! nope.. jeg er et ren leksikon som har ført det ud i praksis..
Nogle kan måske tænke her: aha, der er været en afstand, og kun teori og hoved og ikke følelser.. det vil jeg til enhver tid benægte, for alt det har jeg nemlig også læst om, og jeg forstod hvor vigtigt, det var reelt at føle kærlighed, omsorg og bonding osv.. og det skete pr. automatik.. det kunne jeg altså.. på trods af egen opvækst.. og spørg mig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for burde det jo ikke kunne, men jeg kunne altså alligevel, og endda uden at anstrenge mig.. Mine børn er nok de eneste jeg føler reel kærlighed til
Husker første gang min for tidlig fødte åbnede øjnene.. det gør de nemlig først senere og ikke med det samme, som andre babyer.. jeg husker tydeligt det sus der gik gennem hele kroppen på mig.. og så begyndte jeg bare at græde, for jeg havde aldrig oplevet noget så smukt før.. det var en næsten ubeskrivelig følelse.
Jeg mener i hvert fald selv, at jeg har været hel normal på empati-delen i forhold til mine børn. Og jeg synes også selv, jeg har været en utrolig god mor på mange punkter. Jeg har været meget imødekommende og set mine børn, taget dem alvorligt, lyttet, altså virkelig lyttet og reageret på de ting de har sagt. Jeg har ikke brugt mekanismer som "tag dig sammen" "kom videre" som rigtig mange forældre gør, og det gav mig et stik i maven at se andre forældre behandle deres børn sådan.. nej, når mine børn er kommet til mig med noget, så har jeg taget det seriøst og løst det, på rigtig psykologisk og pædagogisk vis..
Har jeg gjort fejl? jo da.. og jeg ved også godt hvilke, men jeg har kun gjort dem en gang.. for med det samme, så har det givet et stik i maven på mig: shit, hvad gjorde du lige her? og jeg erkendte min egen fejl og lagde plan for hvordan jeg ville reagere næste gang, samme situation opstod, og så gjorde jeg det, og var stolt over det.
Hvor mange andre forældre egentlig bliver hæmmet af deres følelser og styret af deres følelser, så har jeg ikke været det.. jeg har set logisk på tingene, analyseret dem, i perioder observeret: hvad sker der her? aha.. analyseret og så lagt strategier udfra al den viden jeg har.. andre forældre, som jeg opfatter det, de lader følelserne styre deres handlinger og dermed en masse mekanismer de ikke selv er herre over og ikke engang bevidst om, og så kan de heller ikke lave det om.. mange virker på mig, som om de bare gør tingene, og forholder sig tingene og problemerne som noget rutinemæssigt, og som deres egne forældre, fordi det er bare sådan man gør.. den har jeg sgu længe studeret.. og den fatter jeg altså bare stadigvæk ikke.. hvordan kan dette være et konstruktivt argument: at gøre som man plejer, bare fordi det er noget man gør og altid har gjort.. Nu ler jeg lidt højt her.. synes den er komisk :D. Men kan konstatere at det er sådan rigtig mange takler deres børn og opdragelse og problemer de står overfor.. og det vidst kan kaldes normalt.. men så bliver tingene jo aldrig bedre, og der er ingen udvikling.. fatter ikke folk kan være tilfredse med det????? Men jeg tror egentlig slet ikke de tænker på det... de bruger slet ikke deres hoved på den måde, og overvejer sikkert ikke engang de ting de gør.. de gør dem bare, fordi de er trygge ved det, og det er sådan man gør og bruger slet ikke energi på det.. jeg bruger jo al min energi på det her.. hver en bitte lille ting.. virker jeg usikker af den grund? nej da. Jeg føler mig heller ikke usikker. Jeg føler mig rimelig selvsikker, for alt er jo gennemanalyseret, observeret, samt teoretisk viden indsamlet om det emne det nu drejer sig om, plus alle dem jeg kan studere, og hvordan de gør.. og derfor er jeg rigtig sikker på hvordan JEG vil takle det, når alt er undersøgt osv.. og så gør jeg det med stor selvsikkerhed.
Ja, jeg ved da ikke om andre gennemgår samme proces som mig egentlig.. har aldrig spurgt eller snakket med nogen om det. Men for mig, når jeg udefra studerer andre, så virker det ikke, som om de har den store tankevirksomhed i gang i forhold til hvordan de er sammen med deres børn, takler problemer på osv.. for havde de det, så ville de vel ikke behandle deres børn som shit? rigtig mange giver jo deres børn lavt selvværd og selvtillid og det er direkte skadeligt de ting de gør.. jeg tænker så ofte: uff den bemærkning til den lille gut.. stakkels dreng; mor så ham slet ikke, og han fik ikke den omsorg han trængte til.. "hold op med det piveri, det er ikke noget at græde over".. den er jo så forkert.. men er det ikke sådan de fleste gør?
Ser det i hvert fald overalt.
I stedet, skal man sgu se tingene som de er, og forholde sig til dem: jamen hvad er det reelle problem her? Mine børn har jo samme tilgang til tingene som mig.. og det giver altså nogle huk til mig nogle gange.. at opdrage børn til at mærke efter og forstå sammenhænge det giver bagslag.. haha.. forstået på den måde, at de sagtens kan sige til mig: mor, nu irriterer du mig altså, for du tror og tænker sådan og sådan, men det ved du ikke en skid om, og det forholder sig altså sådan og sådan, og det vil jeg bede dig respektere.. eller andre ting kan de også sige.. jeg får ren besked.. haha... jeg griner, fordi jeg godt kan lide det. Det er jo en hel masse konstruktivt i det. Og jeg reagerer jo også ved at sige: sorry, det har du sgu ret i, jeg kom til at bruge den og den mekanisme og det var ikke med vilje, det skal jeg nok arbejde på at lave om... bruger så ikke lige ordet mekanisme, men beskriver her, hvad der var, som fik mig til at gøre noget forkert.. f.eks har jeg da indimellem sagt: undskyld, ved I hvad, jeg er stresset lige nu, og så har jeg brug for at kontrollere ting pga. sådan og sådan, så det var slet ikke din fejl, at jeg reagerede sådan og sådan, men stressen i mig.. og så forklarer jeg, at det er meget normalt at stress gør det ved folk, men det skal ikke undskylde min opførsel og så konkluderer vi : det er nok bedst du gør noget, så du kan stresse af mor, for helt ærlig, så er det ikke sjovt at stå model til.. og det kan jeg jo kun give dem ret i, og går så konstruktiv i gang med at løse det reelle problem: stressproblemet som udløste en uhensigtsmæssig adfærd...
Sådan taler vi sammen herhjemme hos mig.. er det forkert? Tror nogle folk ville falde om, hvis de var vidne til vores lille familie, for jeg har i hvert fald ikke set andre steder, at det er sådan de taler sammen eller er sammen..
Vi kan også finde på at sige: sorry, jeg sagde sådan og sådan, men jeg var bare så ked af over det og det, og så gik det ud over dig.. det skal ikke ske igen.. og så går man igang med at løse det man var ked af det over..
Hvor svært kan det være? Jeg synes det fungerer fint, og vi har et utrolig åbent forhold til hinanden, og alt er tilladt at sige.
Jeg hader, når folk giver undskyldninger for det samme gang på gang.. ingen selverkendelse har.. Jeg ved godt, at nogle ting kan være svære at erkende og arbejde med.. på den måde er det jo ikke altid let. Nogle gange har jeg da gjort en fejl, og erkender den så og vedtager at arbejde med den.. og man kan jo ikke bare stoppe med at gøre den fejl fra den ene dag til den anden.. så nemt er det jo heller ikke haha.. men jeg observerer så mig selv hele tiden i forhold til den ting jeg ønsker at lave om, og så registrerer jeg: fuck, nu gjorde du det sgu igen! Hvad får dig til at gøre det? til sidst, så ved jeg hvorfor jeg gør det, og så arbejder jeg med det, plus bliver ved med at holde fast i; at sådan som jeg er, sådan vil jeg altså ikke være, for det skader mig selv, eller skader andre.. og på et tidspunkt, så er man så langt, at så gentager man ikke den uhensigtsmæssige adfærd mere..
Ja, jeg er altså glad for, at jeg kan det. Jeg er meget stolt af mig selv, hver gang jeg har været sådan en proces igennem, og det er lykkes mig og jeg så i den efterfølgende observationsperiode kan konstatere: ha! her gjorde jeg det ikke.. så føler jeg mig så god :D.
Undervejs i sådan et forløb, er det jo også vigtigt at have med sig, at man skal kunne tilgive sig selv og alle sine fejl.. jeg lyder måske meget målrettet og perfektionistisk i min tilgang til det, men på en måde er jeg det, men på en anden måde er jeg det altså ikke, for jeg kan sagtens have det godt med mig selv, selvom jeg gentager nogle fejl.. jeg konstaterer bare: ok, du er obs på det, du har vilje til at lave det om, din viden siger dig: at man ikke bare kan lave ting om sådan ved at knipse, det tager tid, men det er ok, og op på hesten igen og gør det så lidt bedre næste gang.. nogle gange overskrider jeg så selv min egen tidsgrænse for hvad jeg mener er tilladt for at et problem skal løses.. når jeg bliver ved med at gentage ikke hensigtsmæssig adfærd, og jeg ikke ønsker det, og jeg har prøvet på mange forskellige måder at lave det om, og det ikke lykkes.. så kan jeg godt blive rigtig sur på mig selv og hade mig selv nærmest.. men det varer aldrig længe, så stopper jeg også dette, ved at spørge mig selv: får du løst det du vil løse, ved at dunke dig selv i hovedet og få frustrationsudbrud? nope.. og så tager jeg et dybt suk.. og begynder at tænke igen: ok, jeg har prøvet at løse det på den måde, på den måde og på den, hvilken måde har jeg overset? kommer jeg ikke selv på det, ja så må jeg jo en tur på google eller biblioteket og blive klogere.. for finde ud af det, det skal jeg nok.. vil jeg noget, jamen så vil jeg noget.. sådan er det..
Er det hårdt ved mig, at jeg er sådan? tænker sådan? stiller de krav til mig selv? jo, det tror jeg egentlig godt det er.. hjernen kører altid på analyse og observationshøjtryk her.. man vænner sig til det, tror jeg.. sådan er det bare.. men jeg kan sagtens forestille mig, at jeg her igen bruger en masse energi på noget som andre ikke bruger så meget energi på.
Måske tænker andre også sådan, måske er det bare en ubevidst proces som foregår i dem.. jeg ved det ikke..
Herligt at skrive i dag.. jeg finder ud af en masse ting, om hvad jeg ikke ved, og det kan blive et nyt projekt for mig, at finde ud af, hvordan andre egentlig tænker og hvad de er bevidst om.. spændende emne egentlig.. gad vide om andre også opfatter deres egen tankegang og analyse af tingene og analyserer deres egen analyse.. for det gør jeg også.. lige for at dobbeltjekke om jeg ubevidst kommer til at bruge uhensigtsmæssige tankegange i min analyse.. det er jo stadigvæk min hjerne og dvs. et subjekt styret af mekanismer, som foretager analysen og dette er analysen såklart præget af, og derfor skal måden jeg har analyseret på og hvilke mekanismer jeg i min analyse har været styret af, jo også analyseres så objektivt som muligt.. der bruger jeg så det, som jeg har lært i bøgerne.. og går hele vejen rundt..
Nogle kunne måske tro, at disse beskrevne processer tager hundrede år.. det gør de altså ikke. Tror kun de tager få minutter.. hvis de endda tager så lang tid.. de sker pr. automatik og er ikke noget jeg grubler over.. ikke noget jeg vedtager jeg vil heller.. jeg gør det bare.. men jeg registrerer jeg gør det, og derfor kan jeg også beskrive, hvad det er for en proces der sker.
Min den yngste gennemgår en periode af selvstudium må man sige. Lige nu er hun i gang med at studere sig selv fra top til tå.. sidste dag: mor synes du jeg ser tynd eller tyk ud? Du ser almindelig tynd ud, ikke for tynd, bare almindelig tyng. Jamen mor, jeg har en delle her på maven. Jep, det er normalt, det er fordi du er pige og der er lidt ekstra skind der, fordi du skal kunne blive gravid engang.. næste dag: mor, jeg har poser under øjnene: ja det har du, gør det noget da? Ingen svar. Jeg synes du har helt normale poser under øjnene. Tydeligt at se, at hun er utilfreds og vrænger med munden som svar. Så beder jeg hende studere andre mennesker og deres poser under øjnene.. og det gør hun så, og kommer: hende der har også poser under øjnene som mig.. jepp siger jeg, tror du hun er lykkelig eller ulykkelig? Tror du hun har et arbejde hun kan lide, eller ikke lide? Tror du hendes poser under øjnene hindrer hende i at føre det liv hun kan lide? Vi kan også finde på at studere berømtheder: Avril Lavigne har stor næse.. har hun et godt liv eller ej? tjener hun penge eller ej? er hun lykkelig eller ej? afhænger det af næsen? hvad betyder noget.. jepp mine børn bliver udfordret af mig.. og de lærer.. men tror ikke andre har sådan en tilgang til det.. har ikke lagt mærke til de har, i hvert fald.. det jeg normalt ser, er at ændre svarer: du ser da normal ud som alle andre, så lad vær med dit pjat og vær glad for dig selv!
Men jeg ved udmærket godt, at får man sådan et svar, så betyder det bare, at man går alene med sine spørgsmål og sine følelser, og så kan man pga. man har registreret, man har poser under øjnene eller en stor næse sagtens komme til at fejlkonkludere og synes man selv er grim, eller føle sig ulykkelig over det.
Derfor mener jeg det er vigtigt, at møde barnet her i stedet for. At anerkende: godt, hun er usikker på sig selv for tiden, og sit udseende og hun undersøger det og sammenligner sig selv med andre, og forsøger at finde ud af, hvordan hun skal forholde sig, til sig selv. Og det hjælper jeg hende med i form af mine spørgsmål.
Jeg siger da også altid med et smil: jeg elsker dig, som du er, og tager om hende.. den del glemmer jeg jo heller ikke.. og den er oprigtig også.. men den del er ikke nok, når man er i den proces hun er. man må hjælpe gennem processen og man må støtte.. det mener jeg i hvert fald. Og det kan jeg ikke lade vær med. Jeg overfører jo her strategier, ved jeg. Overlevelsesstrategier.. hvordan man takler tanker og følelser..
I dag var virkelig funny.. vi havde været ved stranden og bade, og pludselig så fyrer hun af: jeg har bredearme.. altså i et ord.. tror slet ikke det ord eksisterer.. jeg og storesøster vi grinede højt og jokede lidt med det og sagde: du har hvad? og hun fortsatte med at gentage sig selv og begyndte nu argumenter herfor.. Jeg sagde så: så må du sgu give en deffinition på hvad i al verden breddearme er for noget, for uden en deffinition på dette fænomen, så kan jeg altså ikke kommentere på om du skulle have breddearme eller ej.. og vi grinede alle højt.. også hende.. så begyndte hun er lang tale om hvad breddearme er og jeg og storesøster sagde grinende: du har ikke breddearme, vi forsikrer dig, at dine arme ser ganske normale ud og er i fin overensstemmelse med resten af din krop..
Det var vældig morsomt det her.. og det kunne hun godt selv se og tog det også humoristisk. Så alt behøver heller ikke at tages helt seriøst.. det skal man ligesom kunne mærke efter, hvad der lige er behov for.. og tror hun blev beroliget over, at hun ikke havde breddearme.. haha.. kan godt lide at opfinde nye ord.. hun åbenbart også.. vældig morsomt.. selv storesøster synes det var ekstremt sjovt..
Vi har det rigtig sjovt sammen. Vores humor er på bølgelængde. Det er dejligt at opleve, for den oplevelse har jeg ikke rigtig med andre. Men vi har jo mange forskellige former for humor, og her fyger det med forklaringer i luften konstant, for at fatte hinanden haha.. det er helt normalt, at forklare sine egne handlinger og morsomhedder og sig selv højt i dette hjem.. for det er så langt ude eller så absurd, eller vi forstår ikke hinanden ellers.. så forklaringer hægtet på, som eftersamtale gør vi bare som noget helt normalt.. især den yngste er begyndt at bruge humor rigtig meget nu.. og det har jeg lige bemærket, for jeg ved ikke hvor mange gange på dagen, så siger hun til mig: mor det er altså kun for sjov det her.. for hun tror jeg fejlopfatter det, tror jeg.. jeg reagerer ikke, som hun forventer jeg skal gøre i hvert fald, for ellers ville hun jo ikke hele tiden sige: mor det er bare for sjov.. jeg synes også det er sjovt, noget af det, men jeg griner indvendig og ikke udvendig for det meste.. og jeg følger ikke op på humoren heller.. sætningen er jo fyret af og registreret som en sjov ting, og det må vel så være det.. det er ikke lige altid jeg kan se, hvordan man skal komme videre der.. nogle gange kan jeg godt, og fanger den røde tråd og så bliver det et total ping pong spil, hvor vi går helt i selvsving, hvor vi kører videre i samme røde tråd.. det er det allerbedste og skide sjovt.. og det ender ude i ekstremerne, og jo mere af det, jo bedre.. det er bare så funny :D
Men med mange af de ting vi siger, der er der altså pr. automatik påhægtet forklaringer, så ingen misforstår det. Misforståelser kan ikke undgåes.. og sker jo også her, men vi får dem hurtigt opklaret.. og vi forstår godt hvorfor og hvordan det skal forståes, men vi kan også sige, at vi synes det er åndsvagt f.eks... men på den gode måde, så det alligvel bliver forstået, at det intet personligt er, at mene dette..
I dag var vi jo ved stranden: altså her til aften, for jeg kan ikke klare varmen altså.. og tøserne ude at bade og hyggede sig med at skubbe hinanden i vandet osv.. jeg kan ikke lide at bade, så jeg soppede og nød det kolde vand på mine fødder som kølede hele kroppen.. det var længe nok, og skønt :D. Satte mig så i sandet og begyndte at studere sten.. noget jeg har elsket siden barn.. tøserne kom op og skulle solbade, og jeg fandt en sten, og så gik de også i gang.. 3 tøser lå nu den næste time total optaget af at finde specielle sten, og viste hinanden dem og så kom vi til at snakke om kridt sten og kridtalderen og kulsten og hvordan ting blev forkullet og istiden som havde flyttet sten osv osv.. så kiggede jeg op og ud over havet og så begge mine børn stadig på hovedet i sten og med deres intellektuelle snakke og intense og ihærdige stenstudie.. og så begyndte jeg altså at grine og joke højt om det: og her sidde 3 tøser med hovedet begravet i sten, og hvad er deres største ønske til fødselsdag? en pose fuld af sandkorn og sten, som de kan studere og hygge sig med.. ja lad os give den yngste en pose sten i fødselsdagsgave og et si-sæt og en lille skovl.. for hun kunne slet ikke løsrive sig igen altså.. og hun bliver 12 år :D.. og den store sagde: ja vi kan jo faktisk finde på det.. hm.. sagde jeg.. jeg tror vi skal bygge en sandkasse til os i haven.. det er jo ren råhygge, og så kan vi gå ud og studere sandkorn hvornår vi vil.. og de skreg af grin.. 3 gange måtte jeg sige: nå, synes i ikke lige i skal ud og bade for sidste gang, før vi skal hjem.. ingen reaktion, for de studerede altså stadig sandkorn og småsten.. vi havde det skide sjovt og hyggeligt.. også hyggeligt at se hinandens sten.. den yngste begyndte så med en påstand om at sten kunne fortælle noget om ens personlighed.. altså hvilke sten man blev tiltrukket af.. det udviklede sig jo til en diskussion om denne påstand virkelig var sand.. hun tog en sten op.. hvis nogen kan lide den her sten, så er de kedelige.. stenen er kedelig.. ja siger jeg så, det kan være du synes det, men jeg synes den sten du fandt er rund og blød.. den var kedelig.. nope rund og blød.. og vi diskuterede haha.. og så forklarede jeg hende, at det jo var subjektivt og individuelt hvordan man opfattede de forskellige ting, men jeg godt vidste at nogle drog paralleler mellem sten og personlighed osv.. men jeg mente ikke man kunne dette pga. det er subjektivt hvordan man opfatter stenen..
Vi har altid så mange gode snakke sammen, meget humor og meget hygge og jeg elsker det, når vi har det sådan.. det er nogle super skønne børn jeg har :D
NOgle herlige mennesker :D
Jeg er simpelthen så glad for dem, og især efter sådan nogle oplevelser som i dag, hvor alt gik op i en højere enhed og en stor fællesskabsfølelse.. det er det allerbedste.
Jeg nævnte fødselsdag før.. og det er sgu lige før jeg snart bruger autismepædagogik på min den yngste og lader hende købe sine gaver selv, og pakke dem ind i gennemsigtig celofan næste år.. manner hun er ved at drive mig til vanvid og snakker konstant over hvor mange fødselsdagsgaver og hvor store de er, og har vi nu gemt dem et sted, hvor hun ikke finder dem, for er jo ikke noget ved at vide på forhånd.. men det her, det mener hun ikke, og hun siger så også : for jeg kommer jo altid til at finde dem, og så griner hun; hvor har i i grunden gemt dem? husk nu jeg skal have den og den lagkage på min fødseldag, og så starter hun forfar igen.. og jeg kan skrive under på, at dette her ikke er normal spænding og glæden sig til det uventede som skal ske på sin fødselsdag.. det fylder virkelig meget og den har nu kørt i flere dage med de samme spørgsmål.. men hun overlever, kan jeg også se.. jeg svarer det samme hver gang på de samme spørgsmål.. men er godt nok nogen gange ved at få pip af det, og tænker.. om hun ikke snart kan slappe af i forhold til det.. kan bare konstatere: nej.. og atter nej.. heldigvis er der ikke noget angst forbundet til det her.. det er også tydeligt.. men bare tilbagevendende spekulationer over den fødselsdag og især gaverne..
Den yngste er lidt af en kontrolfreak. Hun har det lidt hårdt samme med os andre rimelig ofte. Og jeg skal ofte gå i dialog med hende, om at jeg faktisk har styr på tingene og overblik og der er planlagt de og de ting, for at få hende til at stoppe med at prøve at tage over og kontrollere og styre herhjemme.. bremser jeg hende ikke, så bliver hun utålelig. men det er fordi vi er forskellige, og jeg har kontrol på tingene på min måde.. og hun på sin.. og det er der den går gal.. og hun vil meget gerne have jeg får det på hendes måde.. men det nægter jeg altså.. jeg kan så forklare hende min måde, så hun kan forstå, at jeg faktisk har styr på tingene.. bare på min egen måde.. Det her synes jeg så er rigtig træls.. for hun kan blive temmelig vedholdende og dominerende, i sin kontrol-take-over-forsøg.. og jeg skal flere gange stoppe hende i det, og forklare hende hvordan jeg har styr på det.. sådan er det så bare.. hvad man bliver nødt til, bliver man jo nødt til
Hun har også lige gennemgået en periode, hvor hun har sammenlignet mig med andre mødre. Hun er udadvendt og kommer hos mange veninder hun har. Det er en anden sjov ting. Hun påstår hårdnakket de ikke er veninder, selvom hun er sammen med dem. Hun siger hun ikke er konnektet til dem. Hun føler ikke, der er veninder, selvom hun vælger at være sammen med dem. Hun er rigtig populær i klassen og har mange muligheder hvad angår at være sammen med andre, og det er hun også. Men der er noget her. Og jeg forstår hende egentlig godt. Og hun har registreret det selv nu også og forklarer det fint overfor mig, hvordan hun har det, og hvad hun tænker. Hun har også lige været på camping med en "veninde" og hun siger altid ja.. men der går altid kun et døgns tid, så er hun ved at dø.. så er det min opgave at give hende redskaber, så hun kan holde det ud og få det bedste ud af det alligevel. Men så kommer den ene sms fra hende efter den anden, at hun savner mig, og savner at komme hjem, og hun ikke synes det er sjovt mere, og hun hele tiden skal tilpasse sig veninden, og veninden vil ikke det ene og andet, som hun kunne tænke sig, og der er dårlig stemning blandt forældrene, og man må ikke spise chips i sengen, for det krummer, men mor jeg havde lyst til chips, og kunne jeg ikke få en tallerken, så det ikke krummede, så jeg kunne få de chips? hun er jo vant til vi løser tingene her, og at opleve at andre mere tænker på det praktiske, end på behovet er fjernt og svært for hende.. at skulle tilpasse sig det.. Er det så slemt, det tager jo ikke lang tid at feje op.. og der er regler for det ene og andet; regler som er praktiske, eller er der, fordi sådan har det altid været i den familie, og hun sms-er til mig, at så er der den og den regel og hun forstår den ikke, for den er ulogisk, og hvorfor kan man så ikke bare gøre sådan og sådan og så er alle jo glade.. det er sådan vi plejer at gøre: sørge for alle er tilpas og glade, og det betyder lidt utraditionelle løsninger.. så det er svært og jeg guider hende igennem pr. sms.. der er altid arbejde til mig.. har sgu aldrig fri.. men det virker.. for hun klarer det, vælger det ikke fra næste gang, og hun finder det positive frem igen.. det hjælper jeg hende også med.. at fokusere positivt og så at få hygge ud af det. Men det er sgu hver evig eneste gang, så er vi den her proces igennem. Sådan er det bare.
Tror jeg brugte 1½-2 år.. fra 2-4. klasse på næsten hver eftermiddag at snakke med hende. Hun kom hjem fra skole, tudbrølende eller meget vred mange gange i løbet af en uge. Så satte jeg kaffe over, og vi gik ud i udestuen og snakkede. Det var altid noget med de andre i klassen, som havde gjort eller sagt sådan og sådan.. og jeg gav hende først omsorg og at jeg kunne se, at det var hårdt for hende, og hun var vred eller ked osv.. herefter så begyndte jeg at stille spørgsmål ind til intentionerne bag.. hvorfor hun troede at de havde sagt eller gjort sådan.. hold da op.. så forstod jeg godt hendes udbrud, for det hun forklarede, det var slet ikke sådan det hang sammen, og så gik jeg i gang med at forklare.. men det var da hyggelige stunder vi havde.. og jeg følte mig godt tilpas, at jeg kunne bruges, og jeg synes det var skidegodt, at hun spurgte og var interesseret i at lære.
Der er den store, som nu har fået angst jo stik modsat. Det har ikek været mig mulig at få særlig mange dialoger i gang på den måde med hende, og hun har jo heller ikke henvendt sig, og jeg har for det meste heller ikke kunnet se på hende, at hun overhovedet havde nogle problemer.. jeg som ellers er så god til at se.. det er virkelig kommet bag på mig, gang på gang, at hun havde det dårligt også.. hun er meget god til at skjule det. Men, med tiden er jeg blevet bedre til at se.. og jeg er nu gået i gang med at lære hende, formålet med at hun skal spørge og fortælle.. det er begyndt at hjælpe lidt, og hun er faktisk begyndt på det.. ikke meget endnu, men hun er begyndt og det er altså fremskridt og det er jeg glad for, for at gå ind i sig selv, det lærer man altså ingenting af.
Ha, ha.. i går var vi ude og klippe forhave. Og det er der jo ingen der gider.. efter i to timer at have gentaget mig selv og forsøgt at forberede os alle på, at dette var altså dagens projekt og ingen vej udenom, og alle måtte gøre en indsats, så fik vi os taget sammen og gik i gang :D.. men jeg kan altså ikke lade vær med at grine indvendig af os.. det er udefra set urkomisk.. Den ældste stod før hun gik i gang med noget som helst: jeg skal have handsker.. og ikke dem du har, for de er ulækre.. ok, plastikposer på hænderne så.. første problem løst.. den yngste skulle så have alle edderkoppestrategierne på plads, før hun overhovedet bevægede sig ud i den forhave... altså hvad hun kan gøre, hvis hun skulle møde en edderkop derude.. nej, kommer i tanke om noget andet.. en dag jeg kom hjem fra arbejde, så stod hendes store ridestøvler i min sofa.. jupp.. jeg gloede engang, og tænkte: nej, nu stopper legen altså.. men kunne ikke lade vær med at grine over synes.. spugte så. hvorfor der stod ridestøvler i min sofa.. og der blev pænt svaret: fordi en edderkop var blevet set i det område hvor støvlerne stod, og hun ville ikke have den skulle kravle ned i hendes støvler.. ok, det var jo til at forstå.. jeg spurgte så lige så tørt: og hvad er så det der hindrer edderkopperne i stuen i at kravle ned i dine støvler? eller er det fordi min sofa på magisk vis beskytter dine støvler mod edderkopper? hun grinede.. og så bad jeg hende flytte støvlerne på plads, og sagde: edderkopper eller ej: ingen støvler i min sofa.. hun mumlede lidt for sig selv og jeg gentog mig selv igen hahaha.. Her er altså aldrig kedeligt!
Men igen, så ved jeg også, at jeg ikke reagerer som andre.. andre mødre ville have blevet æskesure over støvler i sofaen og givet skideballe som var nedværdigende..
sådan kan jeg bare ikke være.. men den yngste har jo igennem længere periode sammenlignet mig med andre mødre, og hver dag fik jeg leveret en analyse, når hun kom hjem nogle steder fra.. hun konstaterede faktisk flot, hvor jeg var anderledes osv.. og så rundede hun af med, at hun kunne altså bedre lide mig som mor end de andre, for de gik rundt og var stresset og sure hele tiden, fordi alt skulle bare være så rent og pænt, og det lod jeg mig ikke stresse af, og hun ville hellere have at opvasken stod, og vi så kunne hygge osv.. Det var jo en fin analyse..
Hun går meget og mærker efter og undersøger må jeg sige.. hun ligner vidst mig gevaldig på det punkt.. men det er der jo ingen der dør af.. at lære sig selv at kende, og finde ud af hvem man er, og hvad man mener..
Nå, men da edderkoppestrategierne var på plads, og plastikposerne også, så kunne vi så gå i gang.. men hele tiden skal jeg holde den store til ilden, for ellers stirrer hun bare ud i luften eller det går i slow motion, eller hun kan stå og se sig omkring i længe og ikke vide hvor hun skal starte og slutte.. og den lille snakker som et vandfald, og kom til at gå helt i selvsving i et perfektionistisk flip i min have.. hækkene skulle pludselig klippes i bestemt form, og jeg ved ikke hvad.. og hun gad overhovedet ikke før vi kom i gang, men det var hende som stadig stod og designede have, mens vi andre længe var færdige.. når hun først går i gang, så stopper hun ikke før hun er færdig.. vi andre er ved at dø over opgaverne og efter et kvarter, så siger jeg altid: pause og så styrter vi ind og holder pause.. og så ud igen.. og så pause igen haha.. ting tager dobbelt så lang tid herhjemme altså.. men det er ellers ikke til at holde til.. men vi havde det jo igen skide skægt i haven.. selvom ingen af os gad.. for det første så skulle vi identificere hvad der var rigtige blomster og ukrudtsblomster og vi skulle jo tage stilling til, om ukrudstblomsterne skulle dø eller ej, for de kan jo være ganske smukke at se på, men den store leverede den videnskabelige forklaring på, hvorfor de skulle dø, selvom de var smukke og forklarede os andre, at det var fordi de ellers ville brede sig alt for meget og dominere så meget, så de hindrede de andre blomster i at vokse.. ok, modtaget og forstået.. argumentet holdt vand og de smukke ukrudtsplanter måtte lade livet.. så selv ved almindeligt havearbejde, så kommer der jo fine dialoger i gang, som omhandler, jamen hvad har reelt værdi her, og hvorfor gør vi tingene? andre ville ikke overveje et sekund at lade ukrudtsplanter stå.. men det gjorde vi altså alle sammen og diskuterede fordele og ulemper ved det.. det var rigtig hyggeligt der i forhaven og tilmed komisk, da den yngste ikke kunne få bugt med hækken med de redskaber jeg havde tilbudt hende, for jeg glemmer altid at købe de redskaber, for det er jo ikke tit vi bruger dem, og man finder jo altid noget andet man kan bruge i stedet for.. denne gang blev hun sgu kreativ og vi var ved at dø af grin.. man kan fint klippe noget hæk af med en kyllingesaks hahahaha.. og de lidt tykkere grene.. men stadig tynde jo.. dem brugte hun en sav til hihihi..
kan vi skændes og være vrede på hinanden? ja da.. men det sker ikke særlig tit.. måske 1 gang hver 3. måned.. men så buldrer og brager det også så meget hos os alle 3 på en gang at her er total sammenbrud haha.. det gør ikke noget.. for det ender altid med at vi sidder og holder om hinanden og tudbrøler i kor..
Tror enhver mand ville flygte skrigende bort over den kvindehysteri som kan brede sig, når det virkelig koger over her haha..
Nu har jeg siddet her og fremhævet særheder og forskelligheder.. eller de ting jeg tror er det, for jeg ved det faktisk ikke reelt.. men i hvert fald når jeg ser på andre, så ser jeg ikke det, som jeg ser hos os.. men gør det noget? næh.. jeg synes ikke.. jeg kan lide det og jeg synes det er godt.. vi er åbne, vi er ærlige, vi er gode ved hinanden og vi har gode strategier til at omgåes hinanden, og jeg mener virkelig jeg er der for børnene og hjælper dem og støtter dem så godt jeg kan.
Men tilbage til min fundering i starten.. er min adfærd skyld i børnenes adfærd? fremprovokerer jeg ting, så de har det svært?
Eller er det bare sådan, at vi har det svært ved forskellige ting.. vi er heller ikke ens, bestemt ikke.. den ene kan noget, den anden ikke kan osv.. og takler jeg det godt, så børnene beholder selvværd indtakt og kan udvikle sig i rette retning og få et godt liv?
Jeg ved godt jeg gør ting anderledes.. men er det så forfærdeligt og skadeligt? Ja jeg ved ikke.. tænker bare.. tager man jo ikke skade af at undersøge heller..
Vi har det godt sammen, og her er ro; forstået på den måde, at vi er sikre på hinanden og hinandens måder at være på og at vi også hjælper hinanden og har tillid til hjælpen er hvad den enkelte har brug for og givtig osv osv..
hm.. ja jeg ved da ikke.. for os fungerer det og jeg er i hvert fald glad for det.. og pigerne virker også sådan, tror jeg da..